Det blev kun til enkelt dag i Cartagena, men jeg var så heldig at Mathilde og hendes veninde også var der, så vi havde en hyggelig aften i den smukke by.

Inden jeg forlod Santa Marta bookede jeg en 4-dages sejltur til San Blas øerne. Det hele var lidt i sidste øjeblik, så jeg havde ikke helt undersøgt hvor turen startede - hvor svært kan det være at komme fra en havneby til en anden? Det viste sig at det kan være meget svært. Heldigvis var vi flere som skulle på samme tur, så vi fulgtes ad fra Cartagena. De tog os helt præcist 48 timer, eftersom der kun er små landsbyer i mellem Cartagena og Sapzurro og tæt på ingen busruter. Vi var med adskillige busser og tre forskellige både, men frem kom vi heldigvis. Dog kunne der nemt gå flere timer med bare at vente på enten en bus eller båd.

Efter en stormfuld nat og et utæt tag i Sapzurro, som ligger tæt på grænsen til Panama, tog vi torsdag (D. 7/7) afsted på vores tur. Første stop var en militærbase på Panamas side af grænsen, hvor vi skulle have klaret alt det formelle. I forhold til narkotika har Colombia (og Sydamerika generelt) et temmeligt grimt rygte, da det er her en stor del af verdens stoffer bliver produceret. Panama er på grund af sin geografiske placering som bindeled mellem Nordamerika og Sydamerika derfor lidt af en flaskehals for narkosmugling til USA og vesten. Dette mærkede vi tydeligt, da det tog mere end 5 timer for vores gruppe på 15 personer at krydse grænsen, selvom vi var de eneste på stedet under hele processen. Alt og her mener jeg virkelig ALT blev endevendt og gennemgået: hvert et stykke tøj blev foldet ud og fik tjekket samtlige syninger, hvert en tube creme og shampoo blev testet og alle medbragte væsker (vand/sodavand/alkohol) skulle man drikke af for at bevise at indholdet var til at drikke. Jeg har mildest talt aldrig oplevet noget lignende, men man forstår dem jo godt. Dog er det lidt irriterende at se hele indholdet af sin kæmpe rygsæk fuldstændig gennemrodet - især når alt er pakket i 4736238 plastikposer for ikke at blive vådt på sejlturen!

Fra grænsekontrollen sejlede vi godt og vel to timer i store bølger inden vi ankom til den første ø. San Blas er en lille øgruppe ud for Panamas kyst bestående af omkring 365 øer. De påstår at der er en for hver af årets dage, men om det er sandt vides ikke. Langt de fleste af øerne er øde eller beboet af en enkelt familie. San Blas er det turistede navn for Kuna Yala, som er beboet af de indfødte kunaer. Selvom øerne tilhører Panama og befolkningen har panamanske pas, har de deres eget 'parlament' og egne love. Den første dag besøgte vi en Kunalandsby og det er en fuldstændig anden verden. Kun få snakker spansk og de har først for nyligt for elektricitet. Toiletterne består af et træ-sæde over det turkisgrønne vand, så alt ryger direkte i havet. Håndvaske og spejle findes ikke og brusebade består af en tønde med regnvand som man hælder over sig selv ved hjælp af en overskåret plastikflaske.

På turen besøgte vi 5-6 små øer, hvoraf den ene var mere paradis-agtig end den anden: hvide sandstrande, turkisgrønt vand og en frygtelig masse palmer. Den største trussel på disse øer er kokosnødder der falder fra palmerne.
De fire dage i San Blas gik med sejlads, solbadning, beachvolley, snorkling og badning. Jeg var så heldig at være afsted med den sødeste gruppe mennesker, så vi grinte og hyggede faktisk fra morgen til aften. Vi havde alle medbragt en flaske rom, som vi købte i Sapzurro, så vi endte faktisk med at have små fester hver aften. "Why is the rum gone?" endte med at blive den mest brugte sætning. Om natten sov vi i hængekøjer i små hytter eller udendørs.
Det blev da også til en smule motion, da vi ind i mellem kunne svømme til andre øer.

Maden på turen fortjener sit eget afsnit. Hver dag fik vi friskfanget fisk, hvilket var en udsøgt fornøjelse! Vi fik alt fra rejer og tun til blæksprutte og en masse andre ting jeg ikke aner hvad hedder på dansk. Den sidste aften fik vi friskfanget hummer. Det var utvivlsomt det lækreste jeg nogensinde har spist - selv mormors frikadeller var lige ved at få baghjul!

Selvom turen til San Blas endte med at koste en mindre formue, er jeg meget glad for at jeg gjorde det!

På fastlandet ankom vi søndag (d. 10/7) til en lille bitte by i den sydlige del af Panama. Herfra skulle vi med jeeps gennem junglen og til Panama City. Turen tog kun et par timer, men vi var nu alligevel meget glade for at komme frem. Efter at have sendt alt vores tøj på vaskeri og have fået alt sandet vasket af os selv, afsluttede vi 6 fantastiske dage med en lækker middag på en libanesisk restaurant i Panama City.

Efter fem dage uden internet eller kontakt til omverdenen, blev jeg meget glad og overrasket, da jeg så en besked fra Marvin om at han havde booket flybilletter til Panama om mandagen.