De siger tiden flyver når man har det godt. Det må betyde at tiden går hurtigere end et knips med fingrene når man har det fantastisk. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg har efterhånden fået en hverdag i Santa Marta, hvilket er dejligt til en forandring. Dagene går oftest med dykning, strandture eller hygge/arbejde/sjov i dykkershoppen. Nogle gange går dagene med at mærke tiden gå. Denne tilværelse er så afslappet at man føler sig halvvejs inde i en tilstand af meditation. Aftenerne bliver brugt med Marvin, hvor det er blevet til alt fra paintball til dans.

Efter godt en måned i Colombia kan jeg konstatere at det langt fra er alting der virker som det skal. Forleden var Marvin og jeg i biografen og to gange i løbet af filmen forsvandt strømmen. De lokale er tydeligvis vant til det, men de synes nu alligevel det var flovt at en 'gringa' skulle opleve det. Vi hørte nogle bagved hviske at 'det vel nok var flovt at en turist skulle opleve det'. Vi tog det med et smil og filmen fortsatte godt tyve minutter senere. På grund af strømsvigtet nåede klokken at passere midnat inden vi kom ud. Uheldigvis er der en lov som siger, at man ikke må køre på motorcykel i byen efter midnat, så vi endte med at måtte overnatte hos en af de andre instruktører. For mit vedkommende blev det til en nat på en klistret lædersofa i et rum uden blæser. Jeg kan oplyse at man sover yderst dårligt i et 30+ grader varmt rum hvor luften står stille. Udover loven om ingen motorcykler efter midnat, er der en lov som siger at man ikke må køre to mænd på én motorcykel. Begge love er levn fra Colombias voldelige fortid.

Jeg har ihærdigt forsøgt at skrabe lidt kulør til mig, men varmen gør det simpelthen uudholdeligt at opholde sig i solen. Det er dog alligevel blevet til en masse strandture med norske Mathilde og engelske Alicia. Alicia mødte jeg første gang i Medellin og vi har konstant mødtes siden. Varmen gør en så ufatteligt træt, så vi har faktisk brugt 75% af vores tid på stranden med at slumre i skyggen. De resterende 25% er blevet brugt på at blive kølet af i vandet.

Da Marvin skulle arbejde og begge piger havde planer, havde jeg mandagen for mig selv. Jeg besluttede at tage til Cabo San Juan i Tayrona National Park. Normalt tager det 1-2 timer med minivan efterfulgt af 3 timers vandring gennem junglen at komme dertil. Men da temperaturen for længst havde passeret 40 grader, var dette absolut ikke en mulighed. Jeg fandt heldigvis en båd i Taganga der som den eneste skulle dertil. Turen tog godt en time på åbent hav med kæmpe bølger og fuld fart på de tre store motorer. Vi mildest talt hoppede op og ned mens vi blev sprøjtet til med vand, så det handlede virkelig om at holde på hat OG briller. Cirka halvvejs fik vi motorproblemer, så i godt tyve minutter drev vi rundt i bølgerne indtil kaptajnen heldigvis fik gang i maskineriet igen.
Cabo San Juan minder om noget fra et postkort: hvidt sand, grønt vand og en frygtelig masse palmer. Tre af de ting jeg holder mest af! Det bedste var dog, at der næsten ingen mennesker var. Da vi skulle tilbage var vi næsten dobbelt så mange som før. Det betød at der var kamp om pladserne bagest på båden, hvor det hoppede mindst muligt. Bare det at komme ombord var lidt af en udfordring eftersom båden skvulpede rundt i bølgerne og folk stod i en kæmpe klump for at komme først. Det gjorde at flere var lige ved at blive ramt af båden når der kom store bølger. Da vi endelig fik alle ombord, inklusiv en gammel dame som skulle løftes ombord, ville motorerne ikke starte. Dette medførte at flere på stranden begyndte at filme mens vi flere gange var ved at kæntre i de store bølger. Da vi endelig kom afsted, varede det ikke længe før motorerne igen satte ud. Denne gang på åbent hav. Dette skete tre gange, så hjemturen endte med at tage tre timer i stedet for de planlagte 50 minutter. Man skulle tro at de efter et motorstop ville være lidt mere forsigtige og tage noget af farten - og selvfølgelig tjekke mekanikken efter turen ud - men dette var ikke tilfældet. Hjem kom vi heldigvis, selvom det tog laaaang tid.
Om jeg kan takke min fars sejler-gener, eller de søsygepiller jeg tog inden turen, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder slap jeg for at blive søsyg - i modsætning til flere andre ombord som bogstaveligt talt hang udover rælingen.

Tre dage endte med at blive til næsten tre uger og tiden er kommet til at tage afsked med Santa Marta. Det er noget jeg bestemt ikke har set frem til, men nu går den desværre ikke længere. Næste stop er Cartagena som ligger cirka fem timer fra Santa Marta.