Panama City minder mest af alt om en amerikansk storby og resten af landet, lige med undtagelse af naturen, virker slet heller ikke latinamerikansk. Alt handler om penge og folk er generelt ikke ret imødekommende. Noget af et skift efter en måned i Colombia hvor alle er så ufatteligt søde og imødekommende. Jeg havde en halv dag på egen hånd i Panama City, så jeg var tidligt oppe og ude at se morgentrafikken i Panamakanalen. At se kanalen er noget jeg længe har drømt om og jeg blev bestemt ikke skuffet. Man fornemmer virkelig hvor ubegribeligt stort et arbejde det har været at grave den mange kilometer lange kanal fra Atlanterhavet til Stillehavet. Jeg var så heldig at komme i rette tid til at se to store skibe blive sluset igennem - fascinerende kan I tro!

Jeg fik et temmeligt dårligt førstehåndsindtryk af befolkningen i løbet af min tid i Panama City. Ingen gider rigtigt at hjælpe en når man spørger til råds - ikke engang folk der er ansat til det. Heldigvis kom jeg hen på eftermiddagen igen i rigtig godt selskab da Marvin landede. Vi havde besluttet at tage til Bocas del Toro, som er nogle små øer ud for Panamas caribiske kyst. Vi endte med at bruge hele natten i en 17 grader "varm" bus, begge iført shorts og T-shirt. Det var faktisk bare forfærdeligt.

Fra busstoppet var vi så heldige at finde et lift hen til 'havnen'. Havnen viste sig at være en badebro hvor små både kunne lægge til. Herfra sejlede vi godt en halv times tid til hovedøen Isla Colon. Fra hovedøen havde vi en kort sejltur inden vi kom til øen hvor vi skulle bo. Vores hostel var bygget på pæle i vandet lidt ala Venedig. Det bedste ved det hele var at der på terrassen var både udspringstårne, gynger og en trampolin til at kaste sig i havet fra. Så bliver man altså lidt som et barn igen!

Marvin havde hørt at man kunne gå rundt om vores ø, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Terrænet var nogle steder næsten fuldstændigt ufremkommeligt, men vi var jo eventyr. Efter tre timers vandring/svømning/klatring uden skyggen af mennesker måtte vi indse at vi var faret vild. I forsøget på at finde en anden vej, tabte jeg, iført klipklappere, kampen mod en stejl og fuldstændig mudret skrænt. Da Marvin forsøgte at hjælpe mig op, gled han også og vi endte med at være smurt ind i mudder fra top til tå. Efter hvad der føltes som en evighed, fandt vi endelig noget der lignede civilisationen. Stadig smurt ind i mudder kravlede vi over hegnet ind til en privat villa, hvorfra vi af havemanden heldigvis fik lov til at følge deres vej ud.

Man kan ikke være på tur med en dykkerinstruktør uden at dykke. Efter nøje at have inspiceret samtlige dykkersteder i Bocas del Toro, tog vi onsdag afsted. Inden afgang fik vi tjekket vores certificering og antal dyk. Marvin ville ikke være overlegen og havde derfor sagt at han var på samme niveau som mig og havde omkring 30 dyk. Jeg morede gevaldigt da vores kærede guide forklarede manden med over 2000 dyk om hvordan man signalerede under vandet.
Vandet var omkring 30 grader og af uforklarlige årsager endnu varmere jo længere vi kom ned. Vi fik set en masse fisk, rokker og søheste. Imod slutningen af første dyk kigger jeg til siden og få meter væk ligger en kæmpe haj og sover under en sten. Hvis man spørger mig, var den i hvert fald 5 meter lang - mindst! Ifølge Marvin var den 2-3 meter... Uanset hvad var det en vild oplevelse! Det blev også til et vragdyk, hvilket var det første af sin slags for mit vedkommende. Marvin og vores guide svømmede ind og ud af alle åbninger, mens jeg havde det rigeligt fint med at være over og under.

Om aftenen ville vi lige ud og have en drink. Da vi kommer ind på baren sidder der to fyre fra på mit studie på CBS. Hvad pokker er chancen?! Senere samme aften var der stor fest på hostellet og her deltog næsten halvdelen af vores gruppe fra San Blas turen. Det føltes altså mærkeligt at feste på den anden side af jorden og kende halvdelen af gæsterne.

Den efterfølgende dag havde vi booket en bådtur, hvilket vi begge fortrød da vækkeuret ringende. På trods af den hårde start havde vi en fantastisk dag, hvor vi så både delfiner og dovendyr. Vi besøgte en øde ø og kunne heldigvis dase på stranden. Turen sluttede med deep boarding, hvilket var den egentlige grund til at vi havde valgt turen. Jeg havde aldrig hørt om det før, men vil forsøge at beskrive det så godt jeg kan: Man bliver trukket efter en båd mens man holder fast i noget der ligner vindskjoldet fra en motorcykel. Man bruger den her plastikplade til at styre og man kan faktisk komme temmelig dybt ned. Man har dykkerbriller på så man kan se det hele, og når man skal trække luft bevæger man bare boardet opad!

Den resterende tid blev brugt på afslapning, diverse udspringskonkurrencer på hostellet, udforskning af de forskellige øer, lange gåture og ellers bare hygge.

Lørdag kom alt for hurtigt og dermed var det tid til at sige farvel til både Marvin og Panama. Efter en kort bustur måtte jeg krydse grænsen til Costa Rica i øsende regn. Jeg har haft to dage i hovedstaden San Jose. Udover at være lidt sammen med en tysk pige, har jeg egentligt bare brugt tiden på at fordøje alle indtrykkene fra de sidste 6 ugers eventyr. Det har været fuldstændigt magisk og noget nær 'the time of my life'. Heldigvis slutter det slet ikke her. Om kort tid boarder jeg mig fly til Mexico, hvor América og hendes søde familie forhåbentligt venter på mig i lufthavnen. Det skal lige nævnes at jeg bookede flyet i februar og pengene endnu ikke er trukket. Det lugter lidt af en gratis flyvetur, hvilken bestemt er tiltrængt efter nogle meget dyre uger i Panama!