Det var en flot køretur fra Copacabana til La Paz. Vi kørte i et bakket terræn omkring Lake Titicaca, og på et tidspunkt skulle vi krydse søen, og da de åbenbart ikke bygger broer i dette land, så måtte vi hoppe af bussen, så den kunne blive transporteret over vandet på en pram, mens vi måtte tage en anden båd over søen før vi kunne fortsætte mod Bolivias hovedstad. Jeg fik det første glimt af La Paz's majestætiske beliggenhed, da jeg ankom med bussen, da vi kørte på den ene bjergside med kig ned over byen og Mount Illamani i over 6 kilometer.

I La Paz var jeg nød til at bo på et hostel, der hedder adventure brew hostel. Navnet kommer af at hostelets ejer også ejer mikrobryggeriet Saya. Jeg valgte dette sted, da det kunne være sjovt at smage øl fra et mikrobryggeri, da jeg ikke har set mange af dem i Sydamerika. Og jeg blev ikke skuffet. Det er suverænt det bedste øl jeg har smagt i Sydamerika. Bryggeriets laver nogle fortræffelige amber og negra, og det gode ved at bo på dette hostel er, at vi modtager en gratis øl per dag ved at bo på adventure brew hostel. Derudover er der all-you-can-pancake til morgenmad, hvilket er herligt, da jeg er træt af den kontinentale morgenmad, der altid er inkluderet på de forskellige hostels(brød koster intet i Sydamerika, så hvis de køber en stor bøtte marmelade, og stiller te og kaffe frem samt smør og evt. de billige bananer, som man også kan købe, så har de forskellige hostels en utrolig billig continental breakfast).

Det blev til en stille første aften, hvor jeg mest tjekkede byen ud, og fik slappet af på en cafe med både god frisklavet juice og kage.

Dagen efter var jeg på rundtur hos de mange rejsebureauer, der er i byen. Jeg var på udkig efter en tur til Rurrenabaque, der er porten ind til Amazonas junglen og pampassen. Efter en hurtig forhandling med America Tours i La Paz, fik jeg lukket en handel, der sendte mig til Rurrenabaque i den bolivianske del af amazonas junglen, og derudover en tur til pampassen i samme område. Det afgørende øjeblik i forhandlingen var om jeg kunne få lån af en kikkert med i handlen. Bureauet fortalte at de kun havde en kikkert, som var udlånt til anden side, men da jeg gjorde det til et kardinalpunkt at jeg ville have lån af en kikkert med i handlen, så kunne en kollega lynhurtigt trylle en kikkert frem. Papirerne blev underskrevet og betalingen fandt sted, og en halv time senere blev jeg kørt til lufthavnen i La Paz. Det hele gik dog så stærkt at jeg måtte løbe tilbage til mit hostel for at nå check out på hostelet. Det er eddermagme svært at løbe i verdens højestbeliggende hovedstad fik jeg erfaret. La Paz ligger i næsten 4 km højde, men jeg kom lige nøjagtig tilbage på klokkeslettet for check out, så jeg ikke blev bonget for en ekstra nat. Jeg skyndte mig dog at fortælle at jeg ville booke en ekstra nat, når jeg kom tilbage fra junglen for at formilde situationen.

Verdens mindste lufthavn

Det er bestemt ikke verdens største lufthavn, der findes i Bolivias hovedstad, men det skulle være en spektakulær lufthavn at flyve fra, da den er omgivet af flere høje bjerge. Desværre er det lorte vejr i La Paz, så sigtbarheden er elendig. Vores fly var forsinket, som så mange andre fly. Jeg har aldrig set en flytavle med så mange forsinkelser, som her i La Paz's lufthavn. Det er nærmest hvert andet fly, der er forsinket!

Derudover fik jeg en forsmag på bolivianske ineffektivitet ved check in skranken. Der var 3 ansatte, men de havde åbenbart fået skrevet ind i deres overenskomst, at de kun måtte ekspedere en rejsende ad gangen! Nå nevermind jeg kom videre igennem systemet til mit fly, der alligevel var forsinket. Jeg var altså ikke imponeret over serviceniveauet. Dog kunne de leverer en service, jeg ikke har oplevet før i en lufthavn, for da vi skulle boarde flyet, så blev vi tildelt en paraply, så vi kunne gå til flyet i ly af den, selvom det regnede en del!

Det lille bitte fly var også noget af en oplevelse. Det var så lille, at der ikke var afskærmning til kaptajnerne, så vi kunne overvåge om de sov, eller hvad de lavede, samt tage billeder af cockpittet. Dette var nok ikke gået i USA, så var vi nok blevet anklaget for spionage, men her i landet tager de det mere roligt, og har ikke de store bekymringer. Lufthavnen i Rurrenabaque er nok verdens mindste. Den er så lille, at der ikke findes nogen gate eller terminal. Da vi landede på det lille stykke asfalt blev vi modtaget af en ventende shuttlebus, og de passagerer, der skulle med flyet tilbage til La Paz. Det lille fly passede på alle måder til den mikroskopiske lufthavn eller airstrip, som nok er en bedre betegnelse for lufthavn er store ord at bruge om dette sted.

Det er vist den første lufthavn, som jeg har været i, hvor der ikke er et sikkerhedstjek eller bagagehåndtering, så taskerne bliver bare læsset af flyet og over på en vogn, og så kan nappe sin taske, og ellers ryger den op på taget af shuttlebussen. For få år siden var landingsbanen af græs her i Rurrenabaque, hvilket betød at flyene kunne være aflyst i flere dage, hvis det havde regnet, men i dag har de dog fået anlagt et lille stykke asfalt.

Jeg erfarede hurtigt at denne lille flække må være knallertbyen for der er ikke mange biler, men de drøner i stedet rundt på knallerter, hvilket sikkert også passer bedre til de spartanske vejforhold. 70% af beboerne i Rurrenabaque lever af turisme. Jeg ved ikke om det er derfor der gælder andre spilleregler i denne by. For de forsøger at snyde mig så vandet driver, når man spørger hvad et glas juice(det bliver i øvrigt svært at drikke juice, når jeg kommer hjem for her er det den ægte vare med blendet frugter, så det smager kanon godt - Ea hvis du læser med, så har jeg et julegaveønske - en blender til at blende frugt!) koster for man oplyst prisen 3,50, men når man skal betale er prisen pludselig 6 bolivianos. Derudover har de tilsyneladende en anden fortolkning af menu del dia, som i resten af landet indeholder 3 retter til en pris. Her i Rurrenabaque på restauranten spurgte jeg til prisen på dagens menu, og den var 11 bolivianoes, men da jeg skulle betale var prisen pludselig 22 for jeg havde spist alle 3 retter, og de 11 var åbenbart kun for den første ret, som var rissuppe. Anyway beløbene de snyder mig for er så små, at det ikke betyder det store. Det er mere princippet, og deres handelsmentalitet, der er værd at nævne.

I øvrigt er her et par priser, der fortæller om, hvor billigt det er at leve i Bolivia:

En lækker flødeskumskage på konditori: 4 bolivianoes

En seks timers bus tur: 30 bolivianos

Et kæmpe glas juice med alle mulige miksede frugter: 7 Bolivianos(der går 77 danske kr. på 100 bolivianoes)

Da jeg kom tilbage til hotellet efter middagen, så var lyset gået, så derfor kunne jeg ikke genoplade mit kamera inden morgendagens pampas tur, så det var ret træls. Jeg havde i øvrigt lige investeret i en pandelampe til turen, og det var jo meget heldigt, da elektriciteten var gået. Det var en pudsig historie for, da jeg pakkede mit nyindkøbte udstyr ud af indpakningen, og skal finde ud af, hvordan den fungerer, så bliver jeg mødt med teksten pandelampe, og det viser sig at brugsanvisningen er på dansk, så jeg har netop købt en danskfabrikerede pandelampe her i den bolivianske jungle langt fra alting. Hvilken dansk eksportsucces, at man kan nå så fjernt ud med danske produkter, og lampen var sikkert også billigere at købe for mig her i den yderste del af Bolivia end i Danmark, selvom transportomkostninger må være enorme herud til Rurrenabaque, der ligger mellem 20-25 timers bustur fra La Paz via en bumpede grusvej.