Jeg havde kun en dag i Potosi inden vi pressede tidsplan sender mig videre mod Saltørkenen. Den store attraktion i denne by er Cerro Rico, der er et stort bjerg, hvor der udvindes forskellige former for mineraler fra undergrunden. De udvinder bl.a. tin, kopper og sølv(plus et par andre mineraler) i minen.

Potosi hævdes at være verdens højeste beliggende by, så det må være hårdt at arbejde i minen, og jeg skulle finde ud af, hvor kummerlige forhold minearbejderene har.

Mineturen startede ved Miners Market, hvor vi købte gaver til de minearbejdere, som vi skulle besøge. Det er en tradition at vi har ting med ned til dem, som vi udveksler for at høre om, hvordan livet i minen fungere. Derfor købte jeg dynamit, alkohol med 96%, stærke hjemmerullede smøger, og et ordentlig bjerg af coca blade, da det er gaver som de sætter pris på i minen.

Vi så den snævre indgang til minen med det røde blod, som stammer fra en ofring af et dyr til moder jord. Jeg fandt hurtigt ud af hvor overtroiske disse minearbejdere må være, og hvor meget pachamama(moder jord) betyder for dem.

Derefter kom vi forbi et stod, hvor der stod en fyldt minevogn, og jeg skulle selvfølgelig se hvor svært det var at køre med disse vogne. Jeg skal love for at det er tunge vogne, som de kører rundt med, når der er læs på.

Derefter talte vi med nogle mineejere. Minen er delt op i små områder, og så kan man enten være ejere eller almindelig minearbejder. Disse ejere kunne fortælle at de betaler 100 bolivians om dagen til deres arbejdere. Jeg overdragede mit dynamit til disse mineejere, som også viste mig, hvordan de gør klar til sprængning. Dette gjorde de mod at få nogle af mine coca blade.

Næste stop var ved El Tio, som minearbejderne hver fredag ofre alkohol, smøger(derfor har han altid en cigaret i kæften), og coca blade til i håb om at han kan hjælpe dem til at finde flere mineraler. El Tio er minearbejdernes gud, så derfor er han en vigtig figur her i minen.Der er også historier om, at der er minearbejdere, der har ofret aborterede babier til El Tio. Så de tror utrolig meget på, at han hjælper dem til at finde flere mineraler, at de nærmest vil gøre hvad som helst.

Det er ret sjovt at El Tio også er djævlen, hvilket skyldes at i katolicismen findes himlen og jorden, og djævlen repræsenterer jorden, og det er netop i undergrunden at minearbejderne har brug for hjælp til at finde mineraler. Pachamama er også en utrolig vigtig figur, som de også ofre cigaretter, alkohol og coca blade til. Minearbejderne mener moder jord er bjerget Cerro Rico, hvor arbejderne udvinder de naturlige materialer, og de mener samtidig at moder jord og El Tio er gift, og de har sex hver fredag, og det er årsagen til at arbejderne ofre alle disse goder sager hver fredag i håb, at det vil føre til mere held i minerne.

Det er nemlig ikke ufarligt at arbejde her, og der er ca. et dødsfald om måneden, og de værste år dør, der omkring 30 minearbejder om året bl.a. ved eksplosioner i minen, men også hvis den kollapser nogle steder. Vi hørte også flere eksplosioner, mens vi var i minen. På et tidspunkt hørte vi 10 eksplosioner i træk, så der bliver arbejdet hårdt i Cerro Rico, og det er bestemt ikke ufarligt. Vi passerede på et tidspunkt to minearbejder, der netop havde sat fut i noget dynamik, men de var krøbet i sikkerhed, da vi passerede, og vores guide glemte at spørge til hvor mange stænger dynamik, som de havde antændt, så derfor vidste hun ikke hvornår det var sikkert at gå videre. Jeg er ret sikker på at en aktiv mine som Cerro Rico ikke ville være åben for offentligheden, hvis den havde ligget i Europa eller Nordamerika, da det havde været anset for at være for farligt, men det er typisk for Bolivia at man kan entrere en aktiv mine mod at de kan indkassere en indtægt på turisterne.

Det var dog et meget interessant besøg i minen, og det var spændende at høre om, hvor meget de tro på El Tio og Pachamama, der dog også selv får tygget nogle coca blade skal jeg lige love for. Derudover kunne de berette om, at de drikker en lille flaske af alkoholen med 96% om fredagen. Det er vel det der svarer til en fredagsbajer i Danmark. Jeg ville nok blive dødssyg, hvis jeg drak en hel flaske af dette, som var ren alkohol. Dog var vi nød til at smagte på de stærke varer, der vel mest mindede lidt om noget vodka-agtigt bare meget stærkere og mere sprittet.

Evo Morales i byen

Efter at jeg havde indtaget min almuerzo på en restaurant, hvor ejeren stolt kunne fortælle at præsidenten var i byen, og at man derfor ville udnytte dette til at få tilkæmpet nogle goder til byen. Det var lidt sjovt, da jeg efterhånden har hørt en del om denne Evo Morales, som de hader som pesten i junglen, og derfor bliver jeg nok nødt til at se, hvordan det går i Bolivia, når der er valg om to år. Jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle følge Boliviansk politik, men jeg er nød til at se, om mine venner Ivan, Andres og Chelo får held til at vælte præsidenten ved næste valg.

Om aftenen var der altså militærparade i Potosi i anledningen af at det er 200 år siden at byen blev selvstændig eller fik frihed, så derfor var præsidenten i byen. Jeg går udfra at Evo Morales var den lille mørkhårede mand, der gik bagerst i militæroptoget og med en vimpel i de bolivianske farver omkring overkroppen. Det lignede i hvert fald en vigtig person, der gik bagerst, og som drejede af, og gik end i en prestigiøs bolig på et tidspunkt i optoget.

Det var som at se en gammel militærfilm, da soldaterne marcherede af, og begyndte at synge noget, der vist kunne være en boliviansk militærsang, men det var ganske underholdende, da det ikke er ofte at man er til militærparade nu om stunder.