Jeg er ganske vist ankommet til byen Copacabana, men der er ikke meget brasiliansk strandliv over denne bolivianske flække 8 km fra den Peruvianske grænse. Beliggenheden i 3800 meter gør, at der ikke er mange letpåklædte badegæster på byens lille bitte strand. Grunden til at denne lille ukendte Bolivianske by med det fashionable navn er et stop på min busrute er dens lokation få kilometer fra Isla del Sol, der er den største ø i bolivianske del af Titikaka-søen.

Jeg var i tvivl om det var værd at besøge Soløen, da jeg kun har tid til en halvdags tur, hvilket har fået meget dårlige reviews på internettet, og lonely planets skribent har heller ikke ligefrem rosende ord til overs for denne ekskursion, der indebærer 3-4 timers transporttid i en træbåd og en times tid på Isla del Sol. Dog er alting svinebilligt her i Bolivia så jeg besluttede at smide de 15 kroner en halvdagstur kostede, og så drage af sted med lave forventninger.

Konfirmanden med de to kasketter

Det var en ganske flot sejltur til Isla del Sol, og da vi kom frem gav vores unge skipper(han var ikke en dag over konfirmationsalderen) os muligheden for at besigtige øen på egen hånd eller hyre en guide. Jeg gad ikke den guidetur, der gik til nogle inka ruiner, da jeg har set nok ruiner de sidste dage, og jeg var sikker på at disse ruiner på ingen måde kunne hamle op med dem jeg har set i Peru. Derfor var jeg mere interesserede i at ramme et højt punkt, hvorfra jeg kunne få et udsigt til naboøen Isla del Luna og den bagvedliggende bjergkæde Cordillera Real. Klokken var 15.10, da vi ankom til øen, og skipperen fortalte at båden ville sejle tilbage fra dokken kl. 16, så vi havde utrolig kort til at besigtige øen, Jeg drog af sted sammen med en peruvianer og en tysker, der heller ikke følte de havde behov for guiden hjælp. Det pudsige var, at vi hurtigt fandt ud af at guiden og skipperen var en og samme person, men vi fortsatte dog selv af sted i hastigt tempo op mod toppen af bakken, så vi kunne drage fordel af udsigten. Dog tikkede tiden af sted, og vi ønskede ikke at misse færgen tilbage, da vi har hørt historier om, at de sejler præcist på klokkeslaget, så hvis man er for sent på den er der kun en vej tilbage til Copacabana, og det er at hyre en privat båd til 300 bolivianos. Vi besluttede at gå efter et punkt, der lignede et udkigspunkt, men da vi kom derop så viste det sig at være et lille bitte museum med en platform. Jeg besluttede mig for at "besøge" museet, som jeg aldrig fandt ud af, hvad omhandlede, da jeg var mere interesserede i at tage billeder fra platformen. Efter få minutters knipeseri var det tid til at vende om, og komme tilbage til dokken, så jeg smed en mønt til den aldrende museumsinspektør for ulejligheden og måtte fortælle at jeg var nød til at nå min båd. Det var synd for ham, da han lignende en der gerne ville fortælle om hans lille oase, og jeg var absolut den eneste i miles omkreds, så han så lidt bedrøvet ud, da jeg hastigt forlod stedet.

Jeg fangede tyskeren og peruvianeren nede af bjerget, og vi diskuterede lystigt, hvordan skipperen/guiden kunne nå både til toppen af bjerget(hvilket vi ikke kunne) og derefter videre til inka ruinen, og så tilbage til dokken til kl. 16. Vi havde spurgt de lokale om den hurtigste vej til ruinerne og de havde anvist den vej vi havde gået, så det hele virkede mystisk, hvis guiden havde taget en anden vej. Der sker så det at vi rammer guiden og resten af gruppen på vej ned af bjerget, mens de er på vej op, og derfor beslutter vi os for at koble os på gruppen, og bare følge med for på den måde kan vi ikke misse vores båd. Derudover får vi peruvianeren til at spørge til, hvordan skipperen kan nå til toppen af bjerget, inka ruinerne og tilbage til båden til kl. 16. Det viste sig, at båden bliver sejlet af en anden person, om til inka ruinen, hvilket skipper blot havde "glemt" at fortælle dem, der besigtigede øen på egen hånd. Det viste sig nemlig at båden rigtig nok forlod dokken kl. 16(som skipper sirligt havde skrevet ned på min billet, så jeg ikke skulle glemme hvornår jeg skulle være ved båden), men kl. 16.30 var der en mulighed for opsamling ved ruinen.

Vi var ikke imponerede over skipperens kommunikation, men vi fik købt os selv en halvtime mere på øen ved at følge resten af gruppen til ruinen, der ikke var noget særligt. Dog var der et smukt syn udover Lake Titicaca, Isla del Luna og Cordillera Real, så det var rart vi fik forlænget vores tid på øen.

Da jeg kom tilbage til fastlandet var det tid til aftensmad med Kristina, en englænder som jeg mødte for et par dage siden. Vi var enige om at vi skulle prøve det bolivianske køkken, og da vi er ved en stor sø, så er fisk det store varemærke for dette område. En specialitet er Pejerrey, som er king fish på engelsk. Jeg ved ikke hvad det danske navn er, men det var en hvid fisk og mindede meget om torsk. Det smagte fantastisk godt, og den var virkelig frisk, så det var en god oplevelse, så her kunne vi sidde i en lille "kiosko" på første parket ved søbredden og nyde frisk fisk, mens vi kunne betragte først en forrygende flot solnedgang, da solen gik ned bag en bjergkæde, og kort efter fik vi serveret et lysshow af den anden verden, da et dramatisk tordenvejr startede langt ude over søen. Så det har været en rigtig fin første aften i Bolivia, hvor vi virkelig kan leve som konger, da priserne er latterligt lave!