I dag cyklede jeg 57 km på 2 og en halv time, og jeg var ikke engang træt i benene bagefter. Det må være ny personlig rekord i forhold til en distance tilbagelagt på så kort tid for mig. Man må sige at benene var enormt gode!

Sandheden var dog også at ruten indbød til en meget høj gennemsnitshastighed, da ruten jeg cyklede på kaldes Ruta de la morte, eller dødsruten. Den starter på La Cumbre(spansk for toppen) i 4700 meter og slutter i Coroico i Yungasdalen i 1200 meter over en distance på 64 kilometer. Navnet dødsvejen stammer fra at ca. 25 busser om året forulykkede på denne snævre vej i bjergene omkring La Paz. De værste år dødede, der ca. 300 mennesker om året på denne rute. Det skønnes at mellem 35-40 turister(derudover er der en del dødsfald blandt lokale bolivianere) er omkommet på cykel med et af de mange rejsebureauer, der arrangere ture på den dødsensfarlige vej, siden man startede med at lave disse cykelture i 1995. Sidste dødelige ulykke var for 5 måneder siden, da en 19 årige japaner kørte udover kanten. Der er ca. 2 dødsfald årligt(halvdelen af de døde skulle stamme fra Israel, og af samme grund ønsker Vertigo kun at samarbejde med israelske cyklister, hvis det er en meget lille gruppe!). De enkelte sving på ruten er navngivet efter nationaliteten på de personer, der er omkommet, så der er f.eks. det italienske hjørne, det franske, det israelske og det engelske hjørne, som på kortet over ruten også bare går under navnet corner of death(5 personer er kørt udover skrænten her, og pudsigt nok var de alle englænder).

Historien om verdens farligste vej

Det er mange tragiske historier, og bl.a. de mere opsigtvækkende var da en bus engang tabte et hjul og chaufføren derfor tabte herredømmet over minibussen, og ramte 2 cykler og fortsatte ud over skranten. 5 døede i alt i den ulykke. Derudover var der en anden fatal historie, da en italiener ville sætte fartrekord(rekorden ligger vist på omkring 1 time og 40 minutter, og han kørte naturligvis for fuld hammer nedad, og så kommer der en bus rundt i den modsatte retning, som han akkurat undviger, men han tordner ud over skranten over ryger 300 meter ned). Endelig kunne vores guide også fortælle historien om, at der var en guide og en buschauffør, der engang skiftede roller, og guiden skulle således køre bussen, men han falder i søvn, og kører udover kanten, og ryger 25 meter ned, men overlever mirakuløst.

Andre ulykkelige fortællinger fra historien om dødsruten indbefatter et israelske kærestepar, der cyklede side om side og ville optage en video, og var derfor uopmærksomme(hvilket er en dødssynd på denne vej!), og de ramlede sammen og røg udover kanten på den smalle og hullede grusvej.

Min oplevelse på døsruten

Jeg må ærligt indrømme at jeg havde forventet det havde været vildere at cyklede ned af den berygtede vej. Der var dog en enkelt eller to meget hurtige passager, hvor man virkelig fik fart på cyklen(tophastighed var nok omkring 50 km/t), men jeg var aldrig bange for at køre udover skranten, selvom der nærmest ikke er autoværn nogen steder på den få meter smalle grusvej med de mange sten. Jeg synes de værste sektioner var de sving, hvor man ikke kunne se om der kom modkørende trafik, når man kom rundt i selve svinget. Dødsruten er i dag totalt lukket for offentlig trafik(da man for få år siden byggede en ny vej), så der bør ikke komme modkørende trafik. Dog er der stadigvæk nogle cocafarmere, der bruger vejen for at komme op til deres marker, og det var den størst fare synes jeg!

Vejret var fint, og der var ingen nedbør eller lavt hængende skyer, så sigtbarheden var perfekt, og vi er stadigvæk i dry season, så derfor er vejen nok mindre farlig nu( der sker flest dødsfald i rainy season), og jeg kunne godt forestille mig, at det er en svære udfordring, da der allerede nu er et par vandfald man kører under, men i regnsæsonen må der stå kaskader af vand ned her, og vejen kan hurtigt blive til en mudderpøl, og derfor spiller vejret en afgørende faktor på denne rute.

Jeg synes dog ikke det var super farligt, men jeg kunne sagtens forestille mig hvor vanvigtigt og sindssygt det har været at cyklede på denne vej, da den blev brugt som landevejen mellem La Paz og Coroico, og da der var et hav af busser, der kørte i begge retninger sammen med cyklisterne på den meget smalle vej, der bare falder massivt nedad. Det må have været en vanvigtig fornøjelse og yderst farlig oplevelse. Ja. De må faktisk have været bindegale, da de gjorde dette! Derfor er det nok berettiget at man betragtede vejen, som verdens farligste vej.

Efter cykelturen var det tid til frokost og en dukkert i en swimmingpool inden vi havde 3 timers buskørsel tilbage til La Paz ad den nye vej, som de byggede for et par år siden.

Vores guide, Chelo, underholdte på turen tilbage til La Paz med at fortælle om det kurumperede bolivianske samfund, hvor han betaler politiet penge eller giver dem noget af hans kokain, hvis de stopper ham, mens han er ved at sælge, hvilket åbenbart er hans sidebeskæftigelse. Derudover kunne han som tidligere cykelrytter fortælle om, hvordan man undviger dopingkontrollen ved at betale kontrollanter en stor del af sine præmiepenge, hvis de vil teste en, og på den måde kan man slippe for karantæne!

Der er store penge i bolivianske cykling. Vinderen får ofte 1500 USD, hvilket er mange penge i dette land, så derfor kører alle rytterne på diverse medikamenter, så ifølge Chelo skal man have en pengestærk familie for at slå igennem, da man er nød til at køre på doping for at kunne være konkurrencedygtig.

Bolivianerne er generelt glade og positive personer selvom det er et fattigt og korrupt samfund. De elsker alkohol, og således også Chelo, så man investerede lynhurtigt i noget rum og cola til busturen tilbage til La Paz. Så turen blev en lang druktur i bussen, og jeg skal love for at der er spark i de bolivianske deres pre mixede rum og colaer!

Da vi kom tilbage til hostelet blev det til mere, og jeg havnede til sidst i en poker turnering, som jeg endte med at vinde, hvilket betød, at jeg vandt en kande øl, hvilket var herligt, da hostelejeren også driver mikrobryggeriet Saya, så det er med afstand det bedste øl jeg har smagt i Sydamerika. Både deres Amber og Negra er behagelige oplevelser. Det endte med en våd og sjov aften ovenpå at vi havde "overlevet" dødens rute.

Markeder i La Paz

Den efterfølgende dag gik jeg lidt rundt i byen, og så den centrale plads plaza murillo, hvor bl.a. katedralen, præsidentens palads og den lovgivende forsamling holder til. Derefter besøgte jeg heksemarkedet, hvor man kan købe alt muligt mærkeligt bl.a. diverse piller, der skulle kunne helbrede dig og alpacahoveder på en pind. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad de mente at dette kunne gøre godt for.

Derefter tog jeg på et andet marked. Det sorte marked, hvor man købe billige ting. Det var kæmpe stort og indrettet i forskellige sektioner, så der var en afdeling for tøj og sko, en for elektronik og en hel gade, hvor man udelukkende kunne købe hårde- og hvidevarer. Derudover var der områder kun med frugt og en med kød, men det er ikke så interessant at købe deres kødvarer og fisk, når man har set hvordan de ligger på et tæppe i stedet for i kølemontren, og så kan man kun gætte på hvor man timer disse varer har ligget i varmen.

Derefter smuttede jeg tilbage til hostelet for at slappe af inden jeg skulle med en natbus til Potosi. Mit buspass gik egentlig via Sucre, men jeg er lidt presset på tiden, og vil gerne have længere tid i San Pedro de Atacama, så jeg har besluttet at skippe Sucre, og tage direkte til Potosi.

På hostelet stod bartenderen pludselig og ville have fat i mig. Det viste sig at der var ankommet 3 danskere til hostelet, og de havde spurgt om der var andre danskere på stedet, og han vidste jo jeg boede der. Jeg ville egentlig hellere uploade mine billeder til nettet, men jeg overgav mig, hvis de virkelig gerne ville tale dansk. Okay de gav en øl, og fik alle mine tips om Bolivia, så det endte med en hyggelig lille stund inden jeg skulle med bussen til Potosi.