Efter en lang 5 timers sejlads bl.a. igennem den smukke Bala Gorge kom vi frem til Chalalan Ecolodge, der er drevet af de indfødte i San Jose de Uchupiamonas. Hvilket var et meget fattigt lille samfund indtil for få år siden, hvor de fandt ud af at tjene penge på at tilbyde økoturisme i Madidi National Park midt i Amazonas Junglen. Selve community ligger yderligere 3 timer med båd op af Rio Tuichi.

Turen fra Rurrenabaque til lodgen bragte os i gennem et smukt landskab med primær regnskov med jungle vegetation og nogle massive skræntpartier. Madidi national parken er formentlig en af de eneste nationalparker, der er opkaldt efter en myre, nemlig Madidi myren. Det er lidt sjovt synes jeg!

Selve hytterne er lavet af mahogni træ fra skoven, og de er virkelig flotte, og det hele er virkelig rigtig regnskovs-agtigt. Alle hytterne havde navne efter de lokales sprog, som er quechua og tacana, så derfor boede jeg i Wairura hytten.

I hjertet af lodgen ligger Lake Chalalan, som er virkelig scenisk, og et herligt sted at bade midt i den fredfyldte regnskov. Der er ikke mange turister lige nu, så det er virkelig fredeligt og rart.

Omkring lodgen så vi nogle aber. Der var en Red howler Monkey, der dog var svære at se, da de gemte sig i toppen af træet og derudover så vi bolivian yellow squirelled monkeys.

Det er lidt sjovt at møde personer fra andre lande, og finde ud af hvad de har af holdninger. I Danmark hører man godt nok om personer fra Madrid og Barcelona ikke er de bedste venner, og det fik jeg lige bekræftet her i junglen, da jeg rejser sammen med Sara fra Madrid, og jeg fortalte om at jeg havde været i Spanien, og besøgt Barcelona-området, men jeg erfarede hurtigt at det ikke var det rigtige Spanien! Det var ligesom på Pampassen, da tyrkerne konstant brugte sætningen de kurdiske teorister, da vi talte om militær og krig. Jeg kender ikke meget til problemstillingen mellem kurderne og tyrkerne, men diskursen var fantastisk, og man kunne virkelig fornemme at tyrkerne ikke er perlevenner med kurderne, således for man genbekræftet nogle af de ting man sommetider sporadisk hører om i TV-avisen derhjemme.

Om eftermiddagen var det tid til en stille kanosejlads uden motor på søen, så der var en fredfyldt fornøjelse at drive rundt på søen. Vi så bl.a. et bomuldstræ, en tiger heron og fligtless cormorants, men højdepunktet var en blue and yellowed macaw, der sad i et træ, og som vi kunne komme ret tæt på.

Om aftenen efter det fremragende aftenmåltid var det tid til nat-hike i junglen, hvor vi skulle lede efter boa-slanger. Desværre er jeg ikke imponeret over min guides sprogegenskaber, og selvom han fik fortalt at jeg foretrak engelsk, så guidede han udelukkende på spansk, og derfor var det lidt akavat at Sara konstant skulle oversætte på grund af hans manglende egenskaber. Vi så et par taranteller, den største frø i området, men ellers var der ikke så meget at berette om.

Super interessant tur i skoven med den stolte guide

Jeg havde her på anden dagen bedt om at komme på det andet hold, der inkluderede de 3 triste belgier for på dette hold blev, der udelukkende guidet på engelsk, og det var et fortræffeligt bytte, da Ivan er en meget passioneret guide, der brander for at fortælle om hans samfund og regnskoven, og jeg var netop kommet for at lære mere om, hvordan de lever i skoven og udnytter dens ressourcer. Derudover talte han godt engelsk, og i modsætning til den første guide var så flink at fortælle, hvilke planter der var giftige og som vi derfor ikke skulle røre ved!

Han virker meget stolt over at fortælle om hans samfund, deres traditioner og livsstil. Så jeg erfarede hvor meget en god og passioneret guide betyder for denne type ture. Det var super interessant at høre om, da deres liv og levevis er fuldstændig anderledes en min. De jager og fisker som i et andet ursamfund for at få mad på bordet, mens vi går på arbejde for at tjene penge, så vi kan købe mad i supermarkedet. Disse økolodges er en god måde at støtte disse fattige samfund, og samtidig på en kanon oplevelse. Ivan kunne fortælle om, hvor fattigt hans community var før i tiden, hvor de hverken havde rindende vand, og toilettet var et hul i jorden. Vi så også en britisk dokumentarfilm, der var optaget i San Jose i 1992, og man kunne se hvor fattigt det var, og hvordan deres potter var lavet af ler, mens huse blev bygget i mudder. I dag er det anderledes, da de laver gode penge på økoturismen, så de har haft muligheder for at investere i deres lille samfund med 100 familier. De har dog stadigvæk ikke elektricitet, men der er blevet råd til rindende vand og en lille lægeklinik, hvilket nok er en god i dag, da det er en farlig tilværelse de lever i junglen med masser af farlige slanger i området. De kunne være sjovt at have set samfundet i San Jose, men turen var for kort til at vi havde tid til at tage derop.

På hiken med Ivan så vi et Wild Garlig Tree, en birede, hvor bierne producere honning inde i træet, et træ hvor man kunne hamre bakken af, og så var der små kartofler inde under barken. Så Ivan var god til at fortælle om hvordan de udnytter skovens ressourcer.

Vi så derudover en bevægende palme, der har mange ben eller rødder, så den kan få næring så den kan vokse, og det er derfor den bevæger sig. Derudover så vi et dræbertræ, der har dette navn, da den med dens store rødder, og vidtforgrenede rødder, der snoer sig rundt, kan optage næringen i jorden, og dermed vokse sig stort på bekostning af andre træer, og derfor kaldes det dræber træet. Vi så nogle championer, som det er en tradition af de spiser i San Jose juleaften og nytårsaften.

Vi så også en kæmpe vildsvineflok, der var nok 20 svin, og vi fik også set at de er i parringsæson lige nu! Derefter så vi også nogle trumpetere(ved ikke hvordan det staves), der er et andelignende eller kyllingelignende væsen, der er sort, men bag på ryggen har den en stor hvid plamage. De løb ret stærkt igennem skoven, så de var svære at se.

Ellers lærte vi om Ochoa træet, som de lokale bruger til at fiske med. Barken er giftig på dette træ, så de skærer det af med en machete, og smider barken i de små floder, og dermed forpester det vandet, så fiskene er lette at tage.

Det er meget interessant at høre om livet i regnskoven, og hvordan der stadigvæk findes beboere i San Jose, der bruger pile, når de går på jagt i stedet for pistoler. Derudover er det fascinerende hvordan de kan bruge junglen som deres apotek, hvilket også er nødvendigt, da de har 8 timers vandring til en by, hvor de kan tage en jeep ind til Rurrenabaque, og der tager yderligere 2 timer. Så det er et lille og øde samfund beliggende midt i Amazonas Junglen. Og de er bestemt ikke tilfredse med at Evo Morales regeringen(Han er en cocafarmer fra Cochabamba i højlandet, og de mener han favorisere dette område) vil bygge en vej igennem junglen, og muligvis også tillade olieudvinding for på den måde at forøge Bolivias indtjening på bekostning af landets naturrigdomme. Det er ikke mange uger siden at, der var en stor protest mod planlægningen af denne vej i gennem junglen, og folkene fra dette område gik hele vejen til La Paz i protest for at vise deres utilfredshed.

De springende Cappuccino aber

Eftermiddagsekskursionen bød på en tur til et lookout, hvor vi kunne nyde udsigten over Lake Chalalan og de omkringliggende bjerge og selvfølgelig selve regnskoven. Højedepunktet var dog da vi tog kanonen tilbage over søen, for her så vi en stor koloni af de brune cappuccino aber, der på spektakulær vis sprang fra træ til træ. Det var store spring de tog mellem træerne, så det var ret imponerende, og folk sad i kanoen, og sagde "Wauw", når de lavede disse kæmpe hop. Dog ligger caimanerne også på lur i vandet i tilfælde af, at aberne mistimer deres spring. De cappuccino farvede aber kan godt svømme, men det er farligt for dem at lande i søen.

Derudover blev jeg malet med en lokal plante fra regnskoven, som de lokale bruger til at male og tegne med. Derudover bruger kvinderne den til make up, og derfor kaldes den for regnskovens make up.

Om aftenen var der indigneous aften med dans, musik og coca tygning. Først skulle vi dog have aftensmand, der var en lokal ret bestående af langtidsbagt cat fish, der havde lagt i timevis i nogle palmeblade. Det smagte virkelig lækker, og dertil fik vi yuca, der er nogle lokale kartofler.

Inden aftensceancen startede skulle vi smage baby puma mælk(der er en lokal drik bestående af varm mælk, kanel og en stærk likør, og de drikker denne cocktail, når de skal feste). Først skulle vi dog ofre halvdelen af denne drik og 3 cocablade til Pachamama(moder jord), som er meget vigtig for disse folk der lever i junglen, og som lever af naturen. Derfor tror de meget på at disse ofringsritualer hjælper, da moder jord vil berige dem med flere goder fra naturens side. Så det var interessant at høre om.

Boardede flyet på en græsmark!

Tidlig start på tredje dagen og tid til den sidste hike i regnskoven. Vi fik set hvorfor de kalder det regnskov, da det stod ned, og derfor var det svært at se de tucaner, som vi ledte efter, og vi endte hurtigt med at stoppe hiken, da det var meningsløst, da vi ikke kunne se meget dyreliv under disse vejrkonditioner.

Derefter var det tid til at tage afsked med Ivan efter en fortræffelig oplevelse i junglen inden vi tog båden tilbage til Rurrenabaque, hvor jeg skulle med et fly samme aften.

Lufthavnen i Rurrenabaque må være verdens mindste, men alligevel var de i stand til at opkræve to forskellige slags skatter. 7 bolivianoes skulle betales i lufthavnsskat, og 7 andre skulle betales til kommunen i Rurrenabaque. Det var ret underholdende at boarde til flyet skete på en græsmark(det fortæller noget om lufthavnen!), og derudover var der ingen security check, så det var en sjov oplevelse at tage flyet fra Rurrenabaque. Selvom vi kom til at vente to timer ekstra, da flyselskabet lige havde valgt at reschedule flyet, så vi fløj to timer senere, men vi kom af sted, og indflyvningen over La Paz var fænomenal i det klare vejr. De store bjerge omkranser simpelthen byen, der nærmest ligger i krateret af det, der nærmest ligner en vulkan. Derudover fik vi set solnedgangen, og havde en super view til Chacaltaya i 6 km.