USA dag 3: Natten bød igen på en lidt urolig omgang. Nok også fordi vi var gået så tidligt til ro. Jeg lå vågen en times tid omkring kl 3/4 stykker og her kunne jeg ligge og lytte til diverse sjove dyre lyde. Hønsene var oppe og hanen galede. Senere ved 5 tiden gøede og gjaldede en Prærie ulv og dette efterfulgt af æslernes sjove lyde og flere hane gal. Mega sjovt.
Vi stod op kl 08, hvor Frede vågnede af sig selv. Jeg var glad for at han fik sovet igennem. Vi pakkede sammen og pakkede bilen for bagefter at gå op til info posten for at tjekke ud og hente kaffe. Frede fik sin kaffe og jeg fik min energidrik. Nu skulle vi altså vågne. Kl 08.30 sad vi og vågnede med hver vores koffein kilde og kiggede på bisonerne i baggrunden. Kl 9 hoppede vi på toget sammen med ca 10-15 mand og vores guide Darry. Han solgte os en pose bison-bolsjer og kørte os ud igennem deres mange indhegninger. Vi så alle dyrene og også deres rodeo arena og fiskesø. Hovedattraktionen var selvfølgelig bison flokken. Herude stansede vi og en af køerne var allerede på vej ud. I alt 16 køer med 1-2 mdr gamle kalve og to ture hvoraf den ene var den 6 år gamle Alpha. Ranchen havde i alt over 4000 bisoner så disse var bare et lille bitte udsnit. Jeg stak hånden ud af vognen og ned til bisonkoen med et bolche fremme. Hun åbnede gabet og jeg kunne så lægge det ind i munden på hende. Hun stak også sin mega lange sorte tunge ud og jeg fik adskillelige savlede kys på armen. Flere kom til. Køer med kalve og også den kæmpemæssige tyr som startede sit besøg med at klø sig op ad tog vognen så det hele rystede. Han var enorm, hans hoved vejede over 15 kg i sig selv. Han var hujende ligeglad med os og smed sig bare på jorden for at tage støvbad og stange lidt i sandet. Han lugtede fælt. Sødt, og lidt råddent, men han var også kongen her så han kunne tillade sig hvad som helst. Lidt efter lidt blødte han op og kom over til vores del af vognen. Jeg kløede ham i det kæmpe pandehår men kunne overhovedet ikke nå ind til huden. Det var enormt tykt, langt og strid. Men han fattede hentydningen og strakte hovedet op så han kunne få et bolche. Han var smart. Rullede tungen rundt om dem så han ikke tabte dem på jorden. Faktisk ret sød. Han gik kort efter og efterlod et spor fordi alle andre flyttede sig for ham. Den anden tyr holdt sig også på afstand og tog i stedet den anden side af toget.
Vi havde et kvarters tid derude og bagefter kørte vi retur til stoppet foran vores bunkhouse. Vi kom af og skiftede toget ud med vores bil. Nu gjaldt det morgenmad som vi håbede at finde omkring Cheyenne lidt længere nordpå. På vejen ud fra ranchen så vi på de øde marker en mindre flok Pronghorns. Den amerikanske antilope som de sjove horn som er ekstremt aggressiv og sky. På interstaten gennem Cheyenne fandt vi nogle afkørsler med mad men ikke lige det vi eftersøgte, så vi fortsatte i stedet længere nordpå. Kort efter Cheyenne kørte vi fra på en mindre highway mod Torrington. Her blev det hurtigt meget fladt og øde, men det var også vildt flot med de åbne vidder med adskillige klippeformationer. Vi kørte igennem flere små byer og enkelte af dem havde kun 2-5 små huse. Ingen service tanke eller lign overhovedet. Og sådan fortsatte det i godt 75 miles ind til vi nåede Torrington. Her var der langs med jernbanen tanke og madsteder. Vi fyldte bilen op og fandt os en burger King hvor vi kunne få meget sen morgenmad/ frokost for nu var klokken næsten blevet 12.
Det var godt med noget at spise, og så kunne vi jo også sætte endnu et kryds. Vi tog drikkevarer med derfra og kom videre nordpå mod byen Lusk. Her var igen et godt stykke øde vej, men dog knap så langt. På vejen kørte vi langs med et kul tog. Det var mega langt og på kilometer tælleren et godt stykke over 1 km og det kørte vel at mærke i den modsatte retning!! I Lusk kom vi vestpå ad Hw 20 som førte os over grænsen til Nebraska. Her fulgte vi jernbanesporene videre vestpå ind til vi ramte Crawford. Hvor vi igen drejede nordpå af den lille byway 71 som gik igennem Oglala National Grasslands og senere ledte os over grænsen til South Dakota. Her blev terrænet afløst at lidt mere bakket og frodigt vegetation. Her var også lidt mere liv og vi havde flere gange helt med at spotte hjorte og fugle. Vi kørte blandt andet igennem et bakket område hvor store dele af filmen Hidalgo er optaget.
For enden af byway 71 kom vi til byen Hot Springs hvor vi fik is og en kaffe til Freden. Dette sted er hjem for mange af South Dakotas mammut fund. Ligeledes er byen Gateway til Custer State Park som var vores mål for i dag. Vi kom gennem Hot Springs for at køre nordpå ad de små veje. På den måde fik vi både det Wind Cave national park og derefter Custer State park. Vejene var små og snoede så jeg måtte have en pille for at få noget ud af turen. Kort inden vi nåede Custer SP så vi adskillige små brune dyr løbe hen over jorden. De tittede op og forsvandt igen. Der var mange og de blev flere og flere jo længere vi kom ind i landet og det prærieagtige landskab. Det var små præriehunde. De havde kronede dage i reservatet og de var overalt! De havde huller og huler i hele undergrunden og overalt hvor vi kom frem stak der præriehundehoveder op af vegetationen. Så søde. Vi så også rødhovedede gribbe som ryddede op efter diverse Road kills. De cirkulerede også over parken og så ret faretruende ud. De udløste også af og til alarmen i præriehunde kolonien, hvilket betød at samtlige hunde fòr ned i deres huller.
Ved indgangen til Custer SP kørte vi over fæ-ristene som markerede Parkens start. Der var ikke nogen bisoner at se men masser af spor og stadig et hav af præriehunde. Parken var flot og en god blanding af prærie og tæt skov. Vi kørte helt ind midt i det for at finde vores hotel på byway 16A, State Game Lodge. Det var et flot sted, bygget i træ og meget majestætisk som det lå det på en bakke i en større lysning. Vi fik et lækkert værelse med lidt udsigt og var faktisk kort efter på vej op til Mt. Rushmore, men da vi så at der var meget langt og da klokken allerede var over 17 besluttede vi at tage det i morgen på returruten i stedet. Vi valgte derfor at tage en tidlig aften hvor vi kunne komme i bad og derefter spise på stedets restaurant. Det var dejligt at blive ren ovenpå morgens bison sjov efterfulgt af en svedig og lang køretur. Vi kom i det lidt finere tøj og derefter op i restauranten. Her fik hi lokale specialiteter, Frede fik Elk (Wapiti) og jeg fik laks (lokalt fanget). Det var godt og vi fik en super god vin til også. Det betød også at vi igen igen gik kold så snart vi lagde os.