23 Aug - Proctor til New York:

Efter en noget urolig nat i Proctor hvor Frederik forbavsende nok havde sovet som en sten, stod vi op kl. 08 og pakkede sammen. Der var noget rarere temperaturer i dag og nattens regn havde sænket luftfugtigheden betydeligt. Kl. 9.30 var der morgenmad nedenunder. Maggie havde stået for det hele og nu var husets samtlige beboere samlet. Ud over os boede der en mor med hendes lille datter på omkring 4-5 år samt et ældre ægtepar i 60'erne. Larry var også kommer ned og havde nær skræmt livet af mig da han fortalte Frederik at han igår havde lavet en bule i bilen. Han spøgte selvfølgelig, og ville egentlig godt bare bytte bil med os. Han havde vidst en fimmel med biler og det havde Maggie faktisk også. De havde selv en porche 911 ude i garagen. Maggie havde lavet to retters mogenmad. Der stod frugt klar da vi kom ned i cocktail glas. Melon og blåbår fra haven. Vi satte os om det store træbord i den højtloftede stue i træhuset og så os omkring. Parret sad over for os og ville selvfølgelig gerne snakke. De kom fra Montana men boede nu i Iowa. De havde vidst boet hos Maggie og Larry før, og denne gang var de forbi pga. Little league, og skulle derefter videre vest på for at se noget af amish county i Ohio og vest Pennsylvania. Pigen og moderen kom fra Texas og havde en rigtig wild west accent. Et rigtig sødt par. Pigen mødte vi aftenen i forvejen da mor og datter var på vej ud ad døren for at se de sidste kampe nede i Williamsport. I dag var det kun moderen som sad med til bord. Hun var tandplejer derhjemme og hendes man var træner for Texas' Little league landshold, som så ud til at vinde det hele i år. Sejt. Maggie havde som 2. ret kokkereret noget hun kaldte en kasserolle med æg og kød. Vi er den dag i dag stadig ikke helt klar over hvad der var i men det smagte fantastisk. Hakket kød, æg, masser af ost og krydderurter og bacon. Alt blandet sammen så det lignende en stor æggekage i en kasserolle. Mums. Maggie kom også over til bordet da vi efterhånden blev færdige med at spise. Vi fik mere kaffe og appelsin juice mens hun snakkede. Hun fortalte at hun var 80 år! Sørme noget af en alder. Hun holdt sig godt må vi sige. Hun fortalte om gården, om hendes liv og om de mange oversvømmelser i delen der bland andet havde taget hendes sportsvogn engang.

Efter maden var det på tiden at køre mod New York. Det var næsten ikke til at slippe af med Maggie, hun var lige ved at fælde en tåre over at vi allerede skulle afsted. Søde søde mennesker. Vi krammede farvel og skrev i deres gæstebog og de har lovet at besøge os hvis de engang kommer forbi Danmark. De har ihvertfald vores adresse nu. Turen i dag var ikke noget at råde hurra for. Vi skulle næsten direkte på inter state og der var ikke noget at se sådan rigtigt på vejen. Derfor satte vi os bare ind og fra Williamsport havde vi inter staten hele vejen retur til Newark Lufthavn hvor bilen skulle afleveres. Jeg fik en lur på turen og Frederik holdt skansen ved rettet. Vejret var fint og på vejen var der da også lidt solsikkemarker og enkelte hjorte i vejkanten. Det var en lang tur i dag. Ikke tidsmæssigt, men nok mest fordi vi var lidt trætte efter den meget lang tur igår. Vi gjorde derfor ikke mange stop, kun for kaffe og wc. Derfor nåede vi også Newark i fin tid til at nå ind til New York og stadig have dagslys til at se lidt. Vi fandt ret let bilafleveringsstedet ved fælles hjælp, og satte bilen på afleveringsbådene. Det tog lige lidt at pakke alt sammen og efterfølgende tjekke at alt ved med. Folkene fik hurtigt tjekket vores km-tæller og skader og så var vi ellers good-to-go. Vi kendte stedet fra sidst og kunne derfor hurtigt komme på toget ind til hovedstationen. Nok lige lidt for hurtigt, for jeg nåede ikke med ind i vognen da dørene pludselig lukkede lige foran næsen af mig og efterlod Frederik alene i togvognen og mig alene på perronen. Jeg måtte med næste tog i stedet. Helt underligt pludselig at være alene. Jeg kom med næste tog 10-12 min efter og på første station derefter havde Frederik været snug at stå af så vi kunne følges ind til den store station - herinde ville det nok have været ret svært at finde hinanden i menneskermængden. Godt tænkt, mand!

På hovedstationen fandt vi en billetstander og købte to one-way til New York, Pennsylvania Central. Herfra skulle der nemlig ikke være ret langt til vores hotel, kunne jeg huske. Vi kom med første tog og heldigvis var der ikke mange andre med. Det tog en halv times tid ind til byen og imens kunne vi sidde og holde øje med landskabet. Der var overraskende grønt. Moser med lang siv og nogle smukke hvide hejrer. Nok ikke rigtige hejrer, men det var det de mest af alt lignede. Inde i byen kørte ved ned under jorden og stoppede på Pennsylvania central hvor der til gengæld var mange mennesker og bagende hedt. Luften var tyk af os og vi skyndte os derfor op og ud på gaden. Stationen var kæmpe og det var halv svært af orientere sig da vi først stod uden for. Heldigvis for os var der kun 800m til hotellet. Vi gik i raskt tempo og fandt det lidt længere henne ad samme gade. Hotellet så imponerende ud både ude og indefra. Kæmpe stort og det største vi har boet på til dato. Der var en vild menneske mændge derinde. Alle sammen i kø til at tjekke ind! Her kan man nemlig ikke tjekke ind før tid og med knap 2000 værelser og kun 4 mand til at ekspedere vokser køen stødt og roligt. Vi væbnede osmed tålmodighed selvom vi var godt trætte efter alt det med at få afleveret bil, finde toge osv osv. Det tog en halv times tid at få et værelse. På 10. etage (ud af i alt 18) boede vi på et lille bitte 2-mandsværelse. Absolut ikke prængende, men dog med en fin seng, badeværelse og et tv. Småt og ikke videre rent. Vi var nok en smule skuffede begge to for frederik havde sådan set betalte rigeligt pr. nat for værelset synes vi. De 4 dage i New York var nemlig min julegave. Dog blev vi enige om at vi jo alligevel ikke skulle være der så meget så pyt skidt. Vi lå lidt og sundede os på sengen inden vi skiftede tøj og igen begav ud i New Yorks myldrende gader. Vi havde besluttet os for at gå mod Central Park. Heroppe kunne vi måske få lidt storby frihed. Gaderne myldrede med mennesker. Klokken var omkring 15-16 stykker og betød at myldretiden var godt igang. Her var alle slags mennesker. Tykke, tynde, høje, lave og alt der imellem. Tiggere og modeller og vigtige forretningsfolk. Alle sammen stuvet sammen mellem de enormt høje skyskrabere. Vi boede midt i det hele. Lige midt i området kaldet Midtown. Nabo til Madison Square Garden.

Oppe nordpå fandt vi parken. Den dukkede op som et hul i skyskraberne og senere blev det mere grønt. Der holdt en hel skare af hestevogne uden for. Jeg fik først ondt i maven af at se det, men tættere på så de faktis rigtig pæne ud. Vi tog en tur ind i parken. Frederik fandt et gratis kort og lagde vores rute. Først gik vi ind midt på og bevægede os nordøst. Her ville vi finde Balto statuen som jeg så gerne ville se. De små stier snoede sig rundt derinde, imelem klipper, græsplæner og en masse store flotte træer. Enkelte steder var der spærret af fordi de prøvede at reetablere noget vildt natur - altså med andre ord, noget græs som ikke blev slået, meget længe. Alligevel synes vi nu det var et godt tiltag. Vi fandt Balto under et stort træ, hvor en masse børn var stimlet sammen. Selvfølgelig. Jeg stillede mig pænt til at vente på min tur til at kravle op og kramme ham - lige som alle de andre børn. Det var virkelig en stor ting for mig at se den og læse mere om hitorien. Det gjorde ihvertfald kun at ønsket om at se Balto´s store løb, Iditarod i Alaska en gang kun blev større. Iditarod er lavet som ære for de slædehundespand som hjalp med at køre serum til de nødstede børn i byen Nome oppe i nord-vest Alaska i 1925. Balto var som sådan ikke ham der var den store helt i det for han kørte ikke det hårdeste stykke. Dog blev han så kendt fordi han reddede hele sit spand inkl. føreren fra at drukne i floden som de var faldet i på turen da de kørte deres stykke - kaldet Iditarod - i buldermørke og under en snestorm hvor føreren rapporterede at han ikke engang kunne se sin slæde foran sig. Efter at Balto´s fører havde fortalt den historie og fremhævet hunden og ikke ham selv ved de mange interviews, blev Balto et meget kendt ansigt, og statuen her i New York blev derfor rejst for at mindes alle 20 hundespand som hjalp dengang.

Videre på vores færd i parken besøgte vi Alice i Eventyrland som også var en super flot statue og meget mere besøgt end Balto. Vi så også H. C. Andersen og videre nordpå stoppede vi ved den store sø, Jacqueline Kennedy Onassis Reservoir. Herin svømmede der adskillige skildpadder som vi længe diskuterede om hørte til eller ej her i midtbyen. Måske var de efterladenskaber fra folks uønskede kæledyr, eller måske hører de hjemme i New Yorks fri natur. Vi så faktisk flere af dem i de andre lidt mindre søer, så måske er det bare en del af NY. Vi brugte hele eftermiddagen i parken, og det var så hyggeligt. Vi kiggede på hunde og planter. Egerns og skildpadder og kunne lugte Zoo ad og til. vi tog på tilbagevejen en god pause på plænen midt i parken hvor vi så nogle teams spille soft ball. Her sad vi i skyggen på græsset og Frederik førsøgte at lære mig spillet som han engang selv har spillet en del. Meget sjovt at se det live. Det der efterhånden begyndte at blive tusmørk gik vi ned syd på i parken til den lille sø som hedder The Pond hvor jeg havde læst mig til at nogle vaskebjørne holdt til. Der havde stået at man skulle vente til det blev mørkt og så ellers gå meget stille forbi The Pond så det gjorde vi. Vi havde ikke de store forventninger for der gik nogle kinesere foran os. Imidelertid havde vi heldet med os. Vi så først én bjørn der luskede væk da den fandt ud af at vi ikke havde kiks i lommerne. Derefter kunne vi længere fremme se dem fise hen over vejen. Vi stimlede sammen med de andre få mennesker og eftersom enkelte havde kiks og frugt rester med kom der efterhånden mange små tyveknægte frem i mørket. En - nok indfødt - dame kom også til og hun havde en hel rygsæk med godbidder. Hun så nærmest ud som om det var noget hun gjorde dagligt. Vi fik hver et stykke kiks af en af de andre og fodrede en bjørn hver. Jeg fangede Frederik på video med sin bjørn som gerne stillede som på 2-ben ganske længe for at snuppe kiksen ud af fingrene på ham. Super sjovt.

Da vi gik fra Central Park var vi i et vældigt humør. Vi havde haft en dejlig eftermiddag og aften og nu ville vi gå forbi Times Square på vejen hjem. Der var ikke så mange mennesker på gaden længere og temperaturen var noget mere udholdelig nu. Vi fandt Times Square ret let, og her var så alle menneskerne. Fuldstændigt overpakket med folk over alt. Midt på pladsen er der en lille ø mellem to vejen hvor det så er dér man står for at kunne se rundt på det hele. Der er noget nøjstagisk over at stå der og kigge rundt. Kæmpe store tv skærme og alle mulige lys i alle mulige farver. Et værre mylder. Det vrimler med gadekunstnere og udklædte folk som higer efter at få taget et billeder sammen med dig - selvfølgelig mod betaling. Ligeledes er der nøgne damer som har malet deres tøj på og et hav af unge rappere og sangere som forsøger at prakke dig deres nyeste album på. Vi stod der lidt og tog det hele ind inden vi tog en pause med en flaske vand på en side gade. Herfra besluttede vi at natten var ung og vi kunne jo lige så godt udnytte det. Så vi gik i butikker. Ja, ganske rigtigt - de holder nemlig åbent på Time Square sålænge der er mennesker, hvilket der er ca. døgnet rundt. Vi startede med et par butikker hvor der ikke lige var det vi var på udkig efter så i stedet fandt vi en sports butik vhor Frederik gik på jagt efter nye sko. De havde mere eller mindre alt, også sko i Frederiks størrelse. Klokken var 23 og der var masser af mennersker og gang i den. Folkene derinde ville gerne sælge og vi prøvede lidt af hvert. Vi besluttede dog at vente fordi der jo stadig var tre dage at kigge i. Så da vi forlod stedet omkring midnat havde vi endnu ikke købt noget. Vi havde tidligere fået en sen frokost inden vi gik op til parken og nu var vi så en smule sultne selvom vi tidligere havde besluttet at vi ikke havde brug for aftensmad. Derfor gik vi retur til Café R hvor vi havde fået frokosten fordi de havde døgnåbent. Her købte vi lidt snacks og drikkevarer og gik derefter med ømme fødder hjem i seng.