18 Aug - White Mountains til Burlington: Endelig en morgen med en inkluderet morgenmad af nogenlunde kvalitet. Vi ristede bagels og fik cornflakes med mælk. Ikke noget fancy men stadig bedre end alle de andre steder hvor de reklamerede med morgenmad, hvilket ikke siger så lidt! Vi var stået op til en masse skyer over bjergene og de åbnede nu sluserne så regnen fik frit løb. Vi skulle i dag med tog op ad Mt Washington hvilket godt kunne blive en udfordring i det vejr. Alligevel valgte vi dog at tage afsted derud. Det tog os en times tid at køre derud i regnen. Skyerne dækkede det meste af udsynet, men på stationen ude i bjergene sagde de at de saften kunne køre. Så vi satte os og ventede på boarding. Temperaturen var i dag kun 16 grader men vindstille så det føltes bare rart. Vi boardede verdens første bjergkørende tog COG railway som blev etableret i 1852 af en mand som næsten mistede livet på vejen til toppen. Bjerget er særlig kendt for sit vilde vejr. Heroppe er verdens stærkeste vind målt 12 april 1934 til 372km/t (ja, over 300km/t!!!). Ingen vind er siden blevet målt højere! Derfor blev der i 1994 etableret en vejrstation på toppen som er bemandet 24/7 året rundt. Grunden til det vilde vejr er fordi intet mindre end 4 vejrsystemer mødes her og gør at klimaet på toppen kategoriseres som værende polartundra! Normalt går trægrænsen ved omkring 3000m højde men her stopper træerne med at gro allerede ved 1500m. Det var vi nu på vej op i, og kunne kort efter afgang allerede se bjerget blive slugt i regnskyer. Det blæste nu lidt mere og regnen piskede ned. Vi kørte op ad med 8 km/t og en gns stigning på 25%. Enkelte steder helt op til 37% stigning. Det blev gradvist koldere og det super spændende. Pga vejret var udsynet begrænset men i stedet kunne vi prale af at "røre" ved skyerne. Vi nåede trægrænsen kort før toppen og stoppede næsten på toppen i 1610m. Heroppe kunne vi gå i ly i base station som giver ly for de hikere som kommer hen over bjerget som en del af deres hike på Appalachian trail! Totalt nådeløs rute. Vi blev blæst halvt omkuld da vi steg af toget. Der var nu knap 8 grader og en strid kuling inkl regn og ca en sigtbarhed på 1 m! Vi søgte ly inden på base station og skrev postkort hjemtur fordi stedet har deres helt eget postkontor bemandet af Will som sendte vores kort afsted fra bjergets eget postnummer. Vi så ganske få hikere og var meget imponerede over de meget meget våde kroppe som faktisk kun sad kort for derefter at pakke alt i sække og fortsætte. Sejt! På turen op regnede vi ellers ikke med at se nogen men vi passerede 3 hvoraf den ene viste "månen" som de kalder det heroppe... altså trækker bukserne ned og ja... månen... Mest fordi de synes at det er snyd at køre med tog derop. Men okay, man forstår det måske godt. Vi brugte 45 min på at nå en af verdens mest nåedesløse bjergtoppe hvor hikerne bruger minimum 4 timer i regn og hårdt slid!

Inden vi blev sendt ned med toget igen gik vi ud i lorte vejret for at nå helt op på toppen. Det var iskoldt i vinden og vi blev tisse våde men vi skulle lige finde det. 1916m i en storm! Well done, hvis i spørger mig.

Turen ned var mindst lige så spændende. Bremserne i sig selv var en videnskab. Men det gik fint og tog igen 45 min inden vi var nede og denne gang i tørvejr. Vi havde endda fået et kort glimt ud over dalen da vi kom ned under skyerne. Nede i dalen havde vi igen 16 grader og besluttede os for at køre retur til byen for at finde frokost. Vi kom ned på hovedvejen hvor vi tankede. Halvvejs retur så vi en lille flok vilde kalkuner i vejkanten og nåede lige at fotografere dem inden de var væk. Frokosten blev på en skotsk pub med et lugtende og slidt udseende. Men værtinden var sød og stedet var fuldstændig proppet med mennesker så vi prøvede. Det var mega hyggeligt og maden var lækker og der var NOK af den, så vi hyggede os. Regnen piskede ned uden for og der kom da også et par lyn. Det fortsatte stort set resten af vores tur vest over også. Vi kørte på bw 112 også kaldet Kancamagus highway eller kanc helt ud til Lincoln by. Ruten er kendt for st være særlig smuk om efteråret pga de mange løvfældende træer og er et yndet sted for motorcyklister da vejen er snoet og bakket. Vi så ikke meget af den i det vejr men det var nu hyggeligt alligevel. Vi kørte fra Lincoln til byen Burlington ude vest på i staten Vermont. I bydelen Colchester fandt vi vores motel 6 og fik charmeret os til gratis wifi. Vi gik faktisk bare i seng derefter. Drak en medbragt øl og sov. Vi bar vidst ret mættede ovenpå vores bjergvandring.