USA dag 2: En lidt urolig nat som nok var pga jetlag. Frede sov dog fint og fik nok også mine 6-7 timer. Vi kom tidligt op kl ca 7.30 og fik ægte Amerikansk morgenmad på hotellet. Der var Hvidt brød, vafler, pandekager, Danish (flere kager), scrampled eggs, boiled eggs og diverse sukker/choko cerials. Så vi gik All-in og smagte på det meste. Puh det var tungt og man forstår altså godt at de bliver så store. Selv børnene. Men de pøser også sirup og sukker på alt. Ja smører selv smør oven på kager.

Vi kom afsted til tiden lidt i 9. Vi havde en aftale ude i Pikes Peak Forest kl 10 så det var vigtigt. Vi kørte ud vest for Colorado Springs og kom på en mindre HW ud til Colorado Wolf and Wildlife Center. Herude stillede vi bilen for at komme på rundvisning. Stedet har verdens mest unikke oplevelse som vi havde booket på forhånd, kaldet en Alpha session. En mulighed for at komme helt tæt på ulvene på deres præmisser! Frede havde fundet stedet da han vidste hvor meget jeg gerne ville det. Nu var jeg så edder spændt at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. Derfor var det også meget godt med en god times guidet rundvisning først. Vi så conservation stedets røde ræve, de mange forskellige flokke grå ulve, alaskan ulve, mexicanske ulve og mellem disse fløj der kolibrier rundt mellem træerne og jordegern hoppede også rundt i skovbunden. Stedet avler ikke ulvene i fangenskab. De får dyrene ind som enten er reddet fra onde skæbner i fangenskab eller også har de været uheldige i naturen og kan ikke længere sættes ud igen. Dyrene bliver på den måde ambassadører for artens overlevelse i Colorado og rundt omkring i verden. Enkelte tilfælde bliver også reintroduceret men det er desværre ikke så tit. Stedet er med til at uddanne folk i ulve og deres adfærd i håb om at yde en indsats for at ulvens ry bedres. Mennesket er stadig den største trussel for overlevelse og skal attituden ændres skal det gå gennem uddannelse. Jeg kunne ikke være mere enig.

Efter rundvisningen holdt vi en pause i deres shop mens vi ventede på de nye guider. Vi fik to unge gutter hvoraf den ene havde kamera med så vi ikke selv skulle klare tjansen at forevige mødet. Vi måtte ønske hvilket ulve par vi ville møde og jeg havde selvfølgelig udpeget mig et ynglings: Micah og Keara som også blev kaldt "The honey-mooners", fordi de til tider forsvandt sammen da de mødtes første gang. To flotte grå ulve på hhv 6 og 9 år (Keara ældst). Frede og jeg fik så selvskab af et andet par så vi var 4, plus de to guider. Vi blev lukket ind ad en sluse efter en sikkerhedsbreafing og måtte gå lidt før vi så de store dyr. En virkelig surrealistisk følelse at gå det på ulvens territorie og føle sig ekstremt lille og udsat. Keara gik en stor bue udenom os til at starte med, mens Micah derimod lå i skyggen og blev liggende. Guiderne satte os ned ved ham, men dog lidt væk og kort efter kom Keara luskende med ørene sænket. Jeg kalde på hende med udstrakt hånd og en stemme som mindede om en mus'. Hun kiggede på mig og kom med kuet ryg hen og snuste til min hånd helt let og forsigtigt. Jeg fik lov at klø hende kort på brystet og se hendes flotte gule ulveøjne mens jeg sad der og var fuldstændig paf. Micah kom 2 min efter og afbrød os. Han var jealoux og derfor blev min udstrakte arm nu slikket til den store guldmedalje. Keara trådte til siden og Micah kom til. Han snuste mig i ansigtet og kort efter fik jeg et kæmpe kys på munden og kinderne. Guiden sagde jeg skulle vise tænder eller åbne munden så jeg gjorde begge og det resulterede i et vaskeægte tungekys helt ned i halsen! Af en Alpha ulve han!!! Han brugte også tænderne til lige som at famle efter mine tænder og læber som om han ledte efter noget. Det var meget voldsomt men det betød at jeg var helt ok og gerne måtte være der. Til min store forbavselse lugtede det overhovedet ikke og smagte heller ikke af noget. Utroligt rent faktisk.

Micah gik derefter over til Frede hvor han blev kløet på halsen! Det kunne han li, og imens fik jeg glæde af Keara en kort stund. Fede fik også er kys og åbnede munden ligesådan. Han var ret cool med det hele og gik fuldstændig All-in. Micah endte med at smide sig under et træ til en omgang mave klø imens Keara gik lidt væk og lagde sig. Hun var væsentlig mere sky så hun holdt sig lidt væk. Alt blev i det hele taget gjort på dyrenes præmisser da vi kun fik lov at røre og interagere med dem hvis de selv kom til os. Micah var som en stor hund og jeg fik lov at røre ham i ansigtet også som han lå der og slangede sig. Han blev helt legesyg og snappede efter min arm, men det gik over igen kort efter på opfordring fra guiden. En legesyg ulve er ret voldsom! Micah rejste sig lidt efter og havde nu fået nok. Det betød at vi skulle gå. Micah og Keara var så søde at følge os på vej. De gik bag os hele vejen ned og måtte afledes for at vi kunne komme ind i slusen.

Jeg tror jeg rystede af bare adrenalin og sagde nok 400 gange at det var det FEDETE ever. Totalt "Maria 10 år". Ja, jeg var ovenud lykkelig og det eneste jeg kunne tænke var igen, igen, igen. Frede havde også nydt det og vi blev hurtigt enige om at denne oplevelse var svær og næsten umulig at komme efter. Vi gik i begge tilbage i adrenalin rusen for at vaske fingre og få et glas vand. Der var godt lummert og ca 29 grader. Oveni det lå stedet i knap 3000m højde og det tørrede alt ud. Vi mærkede dog ikke noget til højden hvilket var dejligt. Tilbage på stedet fik Frede kaffe og jeg vand mens vi ventede på billederne. Vi købte også et økologisk puslespil med ulve på for at støtte den gode sag. Billederne kom lidt efter og vi fik alle 21 med på en USB-pind. De var så fine og det eneste man ønskede sig var at der var flere:-)

Fra centeret kørte vi øst på igen. Begge med et kæmpe smil som helt ufrivilligt sad fast mellem begge ører. Vi fandt en Wendies på vejen for at spise frokost og sætte endnu et kryds på fast food listen. Derefter kørte vi til byen Cascade for at dreje ind på den lille bjergvej op på Pikes Peak (4400m). Her kom min højde skræk på prøve med de stejle skrænter, hårnålesving og ikke eksisterende autoværn. Frede tog det i stiv arm. Bjerggeden havde jo prøvet det før. Det tog tid og vi kom op og op og op. Omkring 3600m nåede vi trægrænsen og jeg kunne mærke det på vejrtrækningen også. Luften blev tyndere og jeg var lidt nervøs ved det. Frede fortsatte og vi nåede op på plateauet inden den sidste stigning fra 3850-4400m. Her var der sne og temperaturen var også faldet fra 88 F til nu kun 59. Ca 15 grader C. Vi nåede toppen! 4400m. Her steg vi ud og selvom jeg i starten var vildt højde påvirket hjælp det at gå lidt. Man skal lige finde rytmen i vejrtrækningen. Vi tog billeder og nød den vilde udsigt. Mod sydøst det flade land og Colorado Springs, og nordvest havde vi Rocky mountains og skisporststederne. Så smukt! Men blev lidt høj af det og Frede måtte minde mig om at vi skulle ned igen også, helst inden for længe for at undgå højdehovedpine senere. Vi tog turen ned bag to bikere på Harley'er. Frede klarede svingene fint og jeg nød turen ned væsentligt mere. I 3400m var der bremsetjek og her blev vi bedt om at holde pause fordi vores bremser var over 300 grader varme. 15 min pause og videre igen i første gear hele vejen ned til Cascades igen. Her kørte vi så retur til Colorado Springs for at ramme interstate 25 nordpå igen. Det fandt vi let og efter en ordentlig omgang kø halvvejs til Denver gik det også fint. Vi havde igen her til eftermiddag de store tunge regnskyer hængende rundt omkring og på markerne gik der masser af sorte Angus kvæg. Vi hyggede os og fandt en god vej igennem Denver uden for meget kø. Den ledte os videre til interstate 25 nord igen mod Fort Collins. Her kørte vi forbi Budweiser bryggeriet hvor de fine Clydesdale heste holder til. Længere nordpå krudsede vi grænsen til Wyoming og kun få 100 ft efter skulle vi fra for at komme ud på denne nats overnatning. Her var totalt øde. Ved fra kørslen lå et fyrværkeri lager men ellers var der bare os, vejen og en masse græsland. Vi kørte parallelt med interstaten retur næsten lige til grænsen til Colorado. Her lå Terry Bison Ranch i meget ægte og autentiske kulisser. Det var et stort sted og fyldt med diverse bygninger. Lige fra saloon til general store, old fashioned photo studio til heste og strudse stalde. Vi fik parkeret og tjekket ind. De var glade for at se os for de havde afvist en masse mennesker da de var fuldt bookede pga Frontiers festivalen og nu vi først nåede frem kl 19.30 var de lidt nervøse for om vi overhovedet dukkede op. De var generelt super søde og vi bookede med det samme en tur på deres damptog ud til bisonerne i morgen. Vi fik også anbefalet en bison burger på deres steakhouse så den tog vi imod og gik direkte mod restauranten efter at vi havde hilst på deres guard-cat som lå foran entréen og holdt øje med alt. Restauranten var mega sjov. Live musik fra et gammel piano, en buffet med alt godt amerikansk, dyrehoveder på alle vægge, to barer og helt proppet med ægte cowboys. Vi var totalt malplacerede og fuldstændig forkert på den med vores dress code. Det var SÅ hyggeligt! Familier og deres børn, en masse snak og god stemning. Vi bestilte den Award winning bison burger og det var vildt godt. Den var så godt og øllen vi fik til også.

Efter maden gik vi en kort tur rundt på stedet. Det var en enormt blandet landhandel. Høns, heste, grise, strudse, påfugle, kvæg, bisoner, æsler, kameler, lamaer, hunde og hjorte. Sikken en omgang. I alt 27.500 hektar land og det bar alt sammen præg af at have været en kæmpe mæssig farm engang og nu var mere kommercielt. Jeg elskede det og Frede hyggede sig rigtig med at nusse et par pintoføl inden regnen ramte og med den fulgte tordenen. Det var lækkert og rensede luften. Vores værelse var et noget low standart dobbelt værelse med fællesbad og toilet på gangen. Det var imidlertid fint for os for vi gik faktisk bare direkte kold da vi ramte sengen kl 21.