Profile
Blog
Photos
Videos
6 dage i Chiang Mai (CM) - Part IV
Besøg på ELEPHANT Care Center mandag den 13. juli 2015.
At opleve elefanter var højt på ønskelisten inden turen, og alle ønsker blev i den grad indfriet, omend Josefine dog gerne ville have reddet på en elefant. Dette havde vi med vilje undgået, da vi ønskede at se HAPPY ELEPHANT... Derfor havde vi booked en tur til et Elephant Care Center mandag d. 13. juli.
Efter morgenmaden blev vi afhentet ved vores hostel og på ladet af en Pick-up, gik det i sydlig retning ud af Chiang Mai med kurs mod de omkringliggende bjerge. Det sidste stykke vej op var ren klatretur ad hullede og ufremkommelige veje.
Endelig var vi fremme ved family-village. Vi var ca. 15 personer i gruppen, og vi var landet hos en større familie som havde gjort HAPPY ELEPHANT til deres levevej. Efter en kort introduktion om dagen, gik det af snoede og kuperede junglestier. Kort efter mødte vi de to første elefanter; en 30 årig gut og en vårhare på 4 år. Vi kom HELT TÆT PÅ, og de fik lov til at snuse til os med deres snabler, og vi fodrede dem med bananer. Der opstod hurtigt god kemi, og både ører og haler blafrede lystigt, som er kendetegn på en HAPPY ELEPHANT...
Senere gjorde vi kort ophold ved en "hoved-hytte", hvor vi skiftede til badetøj. Vi efterlod vores ting, og fortsatte videre i junglen. Så mødte vi de næste par elefanter; en 40-årig dame og hendes 1-årige afkom. Den var dæleme sød...
Herefter fulgte vi efter elefanterne igennem junglen, og i deres tempo og af deres stier! For at være en HAPPY ELEPHANT, skal man spise ca. 250 kg føde om dagen, så indtagelse af overdådige mængder er den altoverskyggende primære dags-aktivitet, når man er en voksen elefant, og man primært lever af blade, grene og bark. De sover ca. 4 timer og spiser resten af dagen...!
Vi gjorde stop ved et vandhul, og nu skulle vi bade med elefanter. Det var bare springe i "hullet", og ellers forsøge at undgå at komme under dyrene, og være agtpågivende når elefanterne lavede STORT. Her kan man tale om at lave "EN FLYDER"... Elefant-passerne har et meget afslappet forhold til efterladenskaberne, og forsøgte ihærdigt at gribe klumperne i takt med at de "blev født". Det var ikke alle klumper der blev grebet, men det gjorde ikke så meget, de flød jo bare væk med strømmen.
Ved siden af vandhullet var der også en større brun plamage, og her skulle vi mudderbade med elefanterne. Det var også en fed oplevelse, og fedt at vade rundt til knæerne i mudder, søle og efterladenskaber... Tilbage i vandhullet blev mudderet skyllet af os og dyrene, som fik en større skrubbetur. Anne Marie fik også et elefant-brusebad, men det bringer kun held.
Herefter var det tid til sen frokost, og hvilket overdådigt måltid ventede os af "lokale egnsretter". Ris serveret i bananblade, curry-kartofler, kylling, fried vegetables og frisk frugt og kølige soft drinks.
Mætte, glade og tilfredse efter dagens dejlige oplevelser blev vi fragtet tilbage til vores udgangspunkt, og nu kunne vi krydse den aktivitet af på vore to-do liste.
Det kan helt klart anbefales at tilbringe en dag med disse prægtige dyr, og når det er via Elephant Care Center, støtter man arbejdet med dyrene på bedst mulige måde.
Aftensmaden blev indtaget hos vores genbo, Restaurant Lert Ros, som er berømmet for sine saftige grillede fisk og urimelige lave prisleje. Prøv det, hvis du kommer på disse kanter.
Herned sluttede en dejlig mandag i Chiang Mai.
Varme hilsner fra
Fam. RaskSvenningsen
- comments