Før sidste uges tvivlsomme oplevelse med virus, havde vi ellers et meget hyggeligt besøg fra Danmark. Anders, min bankrådgiver, og hans kæreste Nicola, havde lagt vejen forbi Arequipa på deres Ecuador-Peru tur. Vi havde en super dag, hvor de kom og fik traditionel Arequipensk søndagsmorgenmad her hos os. "Adobo" er en fyldig, krydret suppe lavet på svinekød og grønsager, og spises med brød og Anis the bag efter. Den er højt elsket, og noget alle ser frem til hver søndag. Mange familier har en lille ekstra indkomst ved at sælge ud af den a la gadekøkken søndag morgen.

Det var skønt at have dem på besøg, og de bar over med alt vores flytterod. Vi har gang i mange projekter for tiden. Nu hvor Francois' søster Edith, har besluttet sig for at blive boende i lejligheden i haven, er hun gået i gang med den helt store renovering. Og i lørdags kom turen til forældrenes badeværelse, hvor der skal installeres ny varmtvandsbeholder og rørføring. Altså var hele huset dækket af et lag hvidt sne - kan vi vist poetisk nok kalde det - aftenen før vi skulle have gæster :-)

Vi tog ind til byen, spiste god mad og besøgte byens store attraktion, klosteret Santa Catalina - et kæmpe, og meget smukt kloster i byens centrum. Charlie blev hjemme hos Edith og farmor og farfar. Det er virkelig det gode ved at bo så mange sammen, der er tit og ofte gode pasningsmuligheder. Det er meget kærkomment, for det er ikke helt så lige til at have en baby med i byen. Så savner man virkelig Københavns busser og toge, hvor man lige kan vippe klapvognen op i og ned igen. Her er det med taxa og gennem byens tunge og forurenede trafik. Byens gader har mange brosten, trapper og høje kantsten. Det er jo utroligt charmerende og får rask væk en ekstra stjerne i turistguiden, men med klapvogn, poser og tasker er det en udfordring, der kræver at man har fået det friske ben først ud af sengen :-)

Men dertil skal siges, at peruvianerne, og måske Latinamerika i det hele taget, heldigvis har et meget sundt syn på småbørn. Børn ses som en naturlig del af livet. De kan næsten ikke være i vejen i det offentlige rum, og man anser det for helt ok, at man slæber sin yngel med over alt, hvor man går. Babyer dikkes og klappes af alle (og nogle gange endda små gaver i form af virus), og behandles med stor hengivenhed. Det er meget sigende, at alle storcentrene har badeværelser specielt til børn ligesom i børnehaverne. Og på toppen af indkøbsvognene er der en fast installeret babystol til de helt små, der endnu ikke kan sidde op.

Omvendt er minusset, at man ikke skal forvente at komme først i køen, for alle har børn. Allerede i lufthavnen måtte vi stå i kø en halv time kl. 1 om natten med Aida og Charlie og 200 kg bagage, og derefter finde os i at være særligt udvalgt til at få bagagen ekstrascannet. Øv, og der var no mercy. Det var lidt noget andet end i Europa og Argentina, hvor vi blev båret frem som kongelige.

Det er faktisk meget sjovt, for nu har jeg efterhånden så godt kendskab til kulturen og sproget, at jeg kan se nuancerne i tingene. Og denne gang ser jeg meget tydeligt, at peruvianerne er et rigtigt bjergfolk. Man finder sig generelt i meget, der er ikke så meget brok, bare op på hesten og videre.

Og en anden ting, som også er ret interessant er, at Francois omvendt har været så mange år i Danmark, at han kan se Peru lidt udefra. Det bringer nogle interessante betragtninger med sig. Fx. kører der en kampagne i fjernsynet, hvor man ser et marsvin køre rundt i en lastvogn mens det synger halvfalsk: "Peru har masser af mod på". Marsvinet er nationalspise her, og kampagnen appellerer til alle klasser og aldersgrupper. Den langsomme, sindige og selvironiske video siger en hel del om peruvianernes selvforståelse. Der er tale om et folk, der har haft masser af modgang, tabt flere krige mod Chile tilbage i tiden, og nu pludselig oplever økonomisk fremgang. Kampagnen tjener til at samle befolkningen omkring den udviklingsmæssige succes, der kan ses lige nu.

Og det går godt. Francois måtte synke en ekstra gang da han så sine gamle studiekammerater køre rundt i deres landrovere, bygge huse og tage på weekendture til den Dominikanske Republik. Der er penge i mineindustrien som aldrig før. Det fører også til social forandring, og der opstår flere og flere demonstrationer mod mineindustrien i de små lokalsamfund tæt på minerne pga uenighed omkring hvordan kagen skal skæres. Således har der været voldsom opstand i Espinar, hvor flere er døde i kampene. Samme sted arbejder Francois' bror, Victor, og en af konsekvenserne har været, at han ikke fik løn i tre måneder fordi alle statsudbetalinger blev frosset. Lang historie, men interessant.

Peru er jo en af verdens største eksportører af guld. Og så fattigt alligevel. Det er problemet når økonomien afhænger af udenlandske investeringer. Staten solgte sine mineselskaber for, tror jeg, nogle årtier siden, og siden har næsten alle miner været på amerikanske, canadiske, australske eller chilenske hænder. Bad deal! Men der skal mange penge til etablere en mine. Det bliver spændende at se hvordan tingene udvikler sig de næste ti år. Der er allerede sket meget på de to år vi har været væk. En lokal dame har gjort sin konditorvirksomhed til en kæmpe succes, og ejer nu jeg ved ikke hvor mange restauranter (Cappricios) i byen.

Med hårdt arbejde er alt muligt. Se bare butikken på hjørnet, hvor vi bor. En lille ydmyg, støvet murstensbiks, som ser ud som ingenting. Men går du ind i den og spørger efter hvad som helst. -Så har de det sgu! Det er rent trylleri. Og manden bag er fra fattige kår, flyttede ind og købte butikken. Og er nu en af de rigeste i bebyggelsen. Et faktum, der bringer både morskab og irritation med sig for de andre beboere fra 'finere kår', når denne nyrige fyr fører sig frem i sit turkise jakkesæt og røde slips ved beboermøderne, mens han altid lige skal have et ord indført i alle diskussioner :-) Money talks - ligesom i resten af verden, men her mærker man det tydeligt i den almindelige omgangstone. Rige mennesker behandles med ekstra respekt. Der er utrolig meget klasse- (og race)bevidsthed i Peru, og her må jeg sige, at det er virkelig rart at have Francois at læne mig op ad, så vi kan lægge lidt distance til og se de mørkere sider af samfundet fra den humoristiske side.