Halleluja! Var min svigermors morgenhilsen på sin første feriedag, hvorefter hun fór ud og fordrede fuglene. Og helt ærligt, nu er det jo ikke kun død og ulykke det hele. Der er meget at fejre - udover Mama Eddys skoleferie. Vi har nemlig fundet en rigtig sød barnepige til at være her om eftermiddagen. Efter mit første, meget kiksede, forsøg på at få hjælp til ungerne blev jeg virkelig skræmt over hvad det vil sige at være 'frue i huset'. Den unge pige var ikke til at slå et smil af, havde to ansigtsudtryk, som hun skiftede imellem; åbne og lukkede øjne, og i øvrigt en reaktionstid på ca. 30 sekunder fra jeg talte til hende til hun svarede og/eller kiggede på mig - to ikke altid sammenfaldende ting. Men nu skal jeg også være fair - Aida var faktisk meget glad for hende, for hun var lille af sin alder, og kunne sidde helt tavs og male sammen med Aida i timevis. Hmm. Alt andet lige, er det virkelig VIRKELIG ikke mig at hundse rundt med en ung pige dagen lang. Det er faktisk langt mere udmattende end at gøre tingene selv  Annegrethe, hvis du læser dette, så vid at jeg føler med dig og nu forstår hvad du har været oppe imod alle de år med au pair  Hvis ikke det var fordi at Francois er på uni det meste af tiden, og jeg ammer/giver flaske/skifter ble/luller Charlie hver tredje time, og Aida er ret morsyg, havde jeg været glad uden hjælp.

Men nu er himlen blå igen og Laura er kommet ind i vores liv med sin lille pige, Gimena, på Aidas alder. Det, der især er helt fantastisk er, at Laura er ret udadvendt i forhold til sin andinske kultur, som traditionelt set er meget fåmælt. Hun er lutter smil og latter, og sætter sig bare ned og leger med ungerne. Det er super godt hun er så ung, 23 år (og vi har børn på samme alder - hvor er min stok?), og er jo alligevel også mor og gift og alt det dér, så hun ved hvad det handler om. Er der ikke brug for at holde øje med ungerne, går hun bare i gang med noget husligt.

Laura er fra Puno, hvor hun havde en butik med brugskunst, som brændte ned. Efter sigende fordi en jaloux ægtemand satte ild til en af boderne i den 'bazar', hvor Laura havde sin stand. Med det resultat, at hele rækken af butikker brændte ned. Eftersom de lige var startet op, havde de ingen forsikring, og de tabte alt hvad de havde, og stod tilbage med det lån de havde taget til butikken. Så besluttede de sig for at rejse til Arequipa, som er regionens økonomiske trækplaster. Nu bor de så på Francois' families svinefarm, hvor Lauras mand er opsynsmand, og skal bare tjene nogle penge for at få gælden afviklet. Når man hører Lauras historie forstår man godt den ydmyge tilgang til livet, som jeg talte om i min tidligere blog. Op på hesten igen og videre. Brok hjælper ikke. Laura rocks 

Det er skoleferie nu (og børnehaverne følger skoleferierne), så datteren, Gimena, har været her og lege en del af dagene. Det var meget rørende at se de to piger gå amok i leg den første dag. De har begge savnet en legekammerat, tror jeg. Her i Peru er det ikke så almindeligt at have legekammerater hjemme. Børnene er mest hjemme hos mor eller bedstemor om eftermiddagen efter kl. 13, hvor de får fri fra børnehave. Jeg spurgte Laura hvorfor det egentlig er, og hun svarede at det nok var et sikkerhedsspørgsmål. Man lader bare ikke sit barn ude af syne, og sådan er det. Hmm, så kan jeg tænke over det. Francois' familie har også sagt det flere gange: "Pas nu på ungerne når du går ud - kønne, halvhvide unger er populære". Øv.

Aida har også fået en anden lille legekammerat. Francois' søster, Edith, har en dame, der kommer og hjælper til, og hun har et lille barnebarn på snart syv. Emily kommer også tit, og selvom der er lidt aldersforskel, kan de alligevel godt finde ud af at lege hule. Det er også godt for Aidas spanske: "Esto pon aqui", er Aidas overlevelsessætning. "Og den skal være her…" - en rigtig børnesætning  Det er ret sødt at høre Aidas begynderspanske med dansk accent. Åh, hvor kan jeg huske mig selv, smilende og nikkende ved familiens frokostbord i Cusco: "Aaah gracias, muy bonito, que bueeeno, que riiiico…" Og så forventer man normalt et eller andet uddybende, som i mit tilfælde aldrig kom fordi min hjernekapacitet ikke rummede mere komplicerede sætningskonstruktioner. Nåh, det kom jeg jo efter, men det er nok en god erindring at have med sig, for jeg forstår hvor isoleret man kan føle sig, når man ikke kan hverken forstå eller udtrykke sig på det talte sprog. Og sådan har Aida det vel også. Det er i virkeligheden ikke så mærkeligt, at hun holder sig meget til mig. Men derfor også ekstra godt, at hun har fået hul på det sociale liv.

Apropos socialt liv er jeg kommet med i ingeniørkoneklubben. Vi har simpelthen været til pararrangement med Francois' slæng fra universitetstiden. De er nogle søde fyre, og deres koner og børn er også søde. Der er to piger på Aidas alder, så det er super heldigt. Men, jeg må bide mig i ærmet, rive mig i håret, kramme hårdt om pusletasken…aaarh…det er ikke småting jeg er oppe imod. Først nu fatter jeg med al livets alvor, hvor forskellige vores kulturer er.

Vi er tilbage i de danske 1950'ere når det kommer til kønsroller. Og hvad værre er; det forventes faktisk at jeg styrer ungerne med hård hånd og stryger min mands skjorter. Uden at tænke over det, svarede jeg tilbage på en joke om Francois' krøllede jakke, at han da måtte drømme videre hvis han troede jeg skulle hjem og stryge den. De andre koner var helt flade af grin, og jeg stod bare og gluggede med øjnene, og erindrede pludselig at jeg jo er en vaskeægte rødstrømpe  Men det er superinteressant at snakke med de andre koner om kønsroller, for tingene er jo ved at ændre sig i vores generation i Peru. De er jo overhovedet ikke tilfredse med tingenes tilstand, og vil gerne blive på arbejdsmarkedet efter de har fået børn. Men hvad gør man når børnehaven lukker kl. 13, og det er rigtig, rigtig svært at få god hushjælp?

Jeg kan virkelig godt forstå de kvinder, der ikke vil giftes og have børn, ligesom Francois' brors kæreste. Hun er højtuddannet og efter sigende ret brainy, og underviser på uni i Lima. Hun skal sgu ikke have nogen børn om benet under de vilkår. Jeg kan ikke bebrejde hende. Hvorom alt er, skal jeg vare mine ord, for de er bestemt ikke vand på møllen i dette kønsopdelte samfund. Før jeg ved af det, skuler Francois' venner ondt til mig, og min tid i koneklubben har talte dage 