Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er endnu en ven død. Dagens blog er tilegnet alle mine dejlige mennesker, der har forladt denne jord.
Min bedstemor, Marie, ambitiøs skolelærer, som mens hun levede foretog sig en masse fremadrettede tiltag, som vi børnebørn nød godt af efterfølgende.
Min bedstefar Anders, som immigrerede til USA, vendte hjem og giftede sig, en bomstærk arbejdsmand med hænder så store som tallerkener, og som passede sin egen køkkenhave i en alder af 93 år.
Min mormor Solveig, viljestærk og arbejdsom kvinde, mor til fem, tillidskvinde på Wiibroe, kærligheden selv, og slet ikke var parat til at gå bort.
Min morfar, Egon, den gamle kommunist og modstandsmand, og mest belæste maler, jeg har mødt.
Mine forhenværende svigerforældre Kirsten og Ramchain, gode mennesker.
Min ven Harald, den livsglade kunstmaler med de flamboyante fortællinger, og som mødte den store kærlighed i en alder af 60 år, og døde tre år senere.
Min far, Kurt, den følsomme smed, det mest hårdtarbejdende menneske, jeg har mødt.
Min ven Torben, den dygtige, glade, sjove, med hvem jeg har delt vigtige stunder i Sydafrika Kontakt.
Tante Carmen, den søde, forpinte sjæl med megen sygdom.
Oldefar Aristo, legendarisk og excentrisk rigmand i Cusco, født millionær og død fattig.
Onkel Anders, soldat i Kosovo, en hjælpsom sjæl, der gik igennem megen sygdom.
Og nu min ven Life med det gode hjerte og lyst og evne til at hjælpe andre. AIDS-oplyser i 90’ernes fordomsfulde Zimbabwe, psykolog og skolelærer. I dag, blot få måneder efter min onkel Anders også forlod os, hører jeg, at også han er død. Begge kun i starten af 40’erne. Og så kigger jeg ind i min lille søns tindrende babyblik og undrer mig over hvordan vi kan fødes med så meget gåpåmod, livsglæde og lyst til at lære, og alligevel miste kraften eller modet halvvejs.
Og hvad er det iøvrigt for en verden vi skaber for os selv og andre, sådan at nogle ikke gider være her længere? Mama Eddy, min svigermor, som er skolelærer, siger klogt: ”Alle børn er som små diamanter. De fødes med tusind facetter, uanede muligheder, der glimter i lyset. Hvis de ikke elskes, udfordres, opmuntres og vejledes, slukkes lysene et efter et.” Er det det, der sker?
Til alle jer, som kæmper for eller med livet, men er her; tak fordi I tager kampen. Vær stærke, lær, lev, nyd alt hvad der kan nydes ved livet og pas på jer selv og de andre.
- comments