Nu er det efterhånden skandaløst mange måneder siden jeg sidst har skrevet hjem, men endelig er der et hul til brevskrivning i programmet. -Et lille, sort et - ligesom colaen ved siden af mig - mens Francois har taget ungerne med i parken sammen med sin fætter Rolando og hans unger. Og det nyder jeg i den grad.

Det er blevet i sommer her i Arequipa siden jeg sidst skrev. Det betyder sådan set kun, at luften er lidt varmere end den plejer at være, og at det er overskyet en gang imellem. Ja, det er den omvendte verden, men sommer er jo også regntid. Hvis man ellers kan kalde den smule dryp for regn, ifølge dansk standard Alligevel ser vi resultatet på træerne og græsset længere nede ad vejen. Lidt har åbenbart også ret! Men så kom det kæmpe regnfald forleden, hvor seks mennesker døde, og 90.000 mennesker led skade.

Regnen varede sådan set ikke længe, men var tung og dråberne kæmpestore. Vandkanalerne ind til byen flød over, og fossede ud over vejene. Tre mennesker druknede, indespærret i deres biler under viadukterne fordi de ikke kunne komme ud pga. vandtrykket. Det gik så stærkt, at der blev rapporteret om folk, der sad i deres biler da vandet kom, og i løbet af få minutter havde vandet taget vejen med, således at bilen nærmest stod på en ø i en flod. En ung pige på 20 formåede at hale to mænd op ad skrænten til flodkanalen og reddede deres liv. Men en mast faldt ned over hende og brækkede hendes hofte. Heldigvis overlevede hun. Værst var det inde ved centrum, hvor vejene blev til floder.

Da tante Ruth ringede og fortalte at hendes vej var blevet til en flod og der var vand i hendes køkken, kiggede vi på hinanden og sagde: "Ja ja, klap nu hesten, Tante Ruth overdriver vist lidt". Men det gjorde hun så ikke  Markederne blev jævnet med jorden, og mange af de fattigste mistede deres levegrundlag; deres salgsboder. Præsident Humala var tre dage om at deklarere Arequipa i undtagelsestilstand, selvom tv-reportagerne talte deres eget sprog og Arequipas byråd vurderede skader for op til det, der svarer til 300 millioner kroner.

Men peruvianerne er jo ikke klynkere, så der var ingen reportager med grædende borgere selvom mange mennesker har mistet anselige værdier i et land, hvor forsikringer ikke er hvermandseje. Et par dage efter var skaderne ryddet og det eneste bevis for ulykkerne er nu asfalten, der ligner et månelandskab. Det bliver dyrt. Men det er jo et land, hvor naturkatastrofer, krige og sygdom er en del af historien. Derfor ser man sig ikke tilbage, men fremad.

Men for nu at skrue tiden tilbage til jeg sidst skrev: Efter en måneds besøg af min mor i oktober og en dejlig julemåned, er det nu sommerferie for alle børn indtil marts, både børnehave- og skolebørn. Det er liiidt lang tid for Aida at gnubbe ryg med mor her og lillebror, men så bruger man altså sådan et koncept, der hedder 'vacaciones utiles'. Det er en slags sommerskole, hvor man sender sine unger på kursus i maling, dans, faglige ting osv. Vi har valgt at melde Aida til svømning, og det er en stor succes, selvom vandet i svømmehallen er ifff… koldt. Det hjælper også, at vi har været en uge på stranden i Camana, hvor Aida (og Charlie) har boltret sig i vand fra morgen til aften.

Camana ligger ca. 2½ timers kørsel væk fra Arequipa, afhængig af hvor sindssyg buschaufføren er. Sidste gang vi var af sted fik vi en ret behagelig minibus, og ungerne hverken brækkede sig eller fik dårlig mave ligesom forrige gang. Og under 40 grader var der også i bussen! Til gengæld brillerede chaufføren ved at overhale en punkteret bus på vej op ad bakke i et hårnålesving samtidig med at han slukkede lyset (ligesom i HELT mørke) under hele overhalingen i modsat kørebane. Så røg der næsten en hund lidt længere fremme, og endelig havde vi nær mistet bagenden da han svingede ud foran en overhalende bil. For f….. da. Vi mangler virkelig en bil. En, der kan køre langt.

Francois er ellers ved at sætte sin fars gamle folkevogn fra 1982 i stand, så vi har allerede været ude og køre, og den bliver mere og mere anstændig for hver tur til mekanikeren. Nu er den ikke som at træde vandcykel længere, og jeg er også holdt op med at tro, at der er jordrystelse, når Francois starter den op ude i indkørslen. Om ratsløret stadig er på 90 grader finder jeg først ud af en dag når jeg har lært at køre den. Jeg må nemlig med skam melde, at jeg, der ellers har haft kørekort i nu størstedelen af mit liv (ja, tænk), ikke engang kan tænde den. Den nægter simpelthen. Den reagerer ikke på mine kærlige strøg. Jeg tror jeg er for rar. Den skal nok manhandles i samme omfang som min morfars gamle Lada i 80'erne. Det er sådan noget med at sidde og pumpe på speederen, mens man tryller med koblingen. Quickstep, foxtrot, jeg ved sgu ikke, men rytmen finder jeg altså ikke.

Det fik desværre en kedelig konsekvens for mig da Francois tog mig med på et lille eventyr ned ad en grusvej til en smuk lille græsgrøn dal lidt udenfor byen. Ganske rigtigt. Som jeg havde mistænkt, opførte vores lille hvide pilleæske sig som en af de mus, min far plejede at tage af dage i toilettet i Hammersholt, da vi skulle op fra dalen. Den kæmpede alt hvad den kunne op ad en godt 40 graders stigning, og gled alligevel tilbage til præcis samme punkt, hvor den startede. Ej heller hjalp det, at den eneste bil, der passerede, og muligvis havde kunnet hjælpe, blev kørt af et plakatfuldt, forelsket par, der nær havde kørt mig over da pigen af en eller anden grund slap håndbremsen da jeg stod foran dem.

Hvorom alt er, måtte jeg, da jeg ikke kan køre den bil, egenhændigt SKUBBE bilen med min kære mand og mine to afkom hele vejen op ad grusvejen. Det er her jeg gerne vil have en klapsalve i betragtning af jeg stod i shorts og sandaler i regnvejr i 2400 meters højde. Men fire ting har jeg lært af den episode: 1. Der er en gud. 2. Tro kan flytte bjerge. 3. Det er vigtigt at kunne springe hurtigt til siden for en bil på vej baglæns ned ad en bakke selvom man er ved at få hjertestop og benene ekser. 4. Man skal ikke altid være med på den værste. (5. Få nu den bil fikset!).

Det skal for øvrigt siges, at børnene udviste en sjælden tålmodighed i den time showet varede. De følte sig åbenbart godt underholdt af at se på deres mors tomatrøde hoved ude bag bagruden mens far pumpede på speederen, og der blev råbt UNO-DOS-TRES i en uendelighed. Gad vide om Charlie kan tælle til tre nu? For en ægte mor er der altid en mening med tingene…

Men tilbage til Camana. Vi havde en fuldstændig skøn uge i selskab med tre vennepar i et lejet hus med svømmepøl og tagterasse, kun en gade fra Stillehavet. Der var masser af plads til os alle, Charlie kunne kravle ligeså tosset han ville uden at være til fare for sig selv i løbet af den første meters kravleri, og Aida var godt underholdt af de fire andre børn. Vandet i poolen blev hurtigt opvarmet af solen, så Aida fik gjort op med sit ambivalente forhold til vand, og endte med at padle lystigt rundt med sin badering.

Charlie var også ellevild, og kravlede i stik kurs mod poolen hver gang han hørte plask. Han er til gengæld fuldstændig ligeglad med hvad temperatur vandet har, bare han kan komme ned i det og plaske med arme og ben. Med de syv unger i poolen var det ikke hver dag, vi kom rigtigt på stranden, men aftenture kunne det jo altid blive til. Solnedgang ud over vandet, en varm brise og en kold pils er bare… ret tæt på lykken Men havet er jo ret barsk, så man skal virkelig passe på med at spille for smart med baderiet.

Flere steder ser man stadig spor på husene efter tsunamien ved det store jordskælv i 2002, tror jeg det var. Mange fiskere døde fordi de gik amok over alle de fisk, som det tilbagetrukne hav efterlod, plaskende på stranden. Da bølgen kom, tog den alt og alle med sig. Forrige gang vi var der, mødte vi en af dem, der oplevede den; hotelejeren hvor vi boede. På hele strandpromenaden op langs havet ses kæmpemæssige skilte med tsunami-advarsler: "Hvis der kommer et jordskælv, der er så kraftigt at du mister balancen, har du 15 minutter til at komme væk!" Godt så, men hvorhen? Vejen væk fra stranden er en smal landevej de første 12 km op ad de kæmpemæssige sandbakker/bjerge, der dominerer landskabet ude ved kysten.

Nåh, som man kan gætte sig til, er min pause for længst opbrugt, og jeg runder af for denne gang. Tilbage står det rungende spørgsmål: "Jamen hvordan GÅÅR det???" Det går godt, jeg hygger mig. Med kniven for struben var tanken om Danmark i januar ikke så tiltalende, og jeg har det godt med vores beslutning om at blive til april. Jeg nyder sådan solen og varmen og det frie liv med masser af tid (indtil videre). Især morgenerne er vidunderlige. Der er intet som at stå kl. 6 om morgenen med en rygende kop god peruviansk stempelkaffe i hånden mens solen banker ind gennem vinduet, fuglene kvidrer, Aida gør sig klar til børnehaven og Charlie splintrer rundt på gulvet som om han aldrig var gået i seng, mens han smiler triumferende til mig for hver lille motorisk sejr. Hver morgen er som en god dansk sommermorgen - kølig, lys, frisk og lovende.

Men min barsel er opbrugt nu, så jeg skal finde noget at lave de sidste par måneder vi er her. Francois har igen fået job som mineingeniør, så han er i fuldt vigør i La Oroya, der ligger 5 timer fra Lima. Han arbejder 10 dage og er hjemme 4, så han er træt når han kommer hjem. Ingeniørerne har nemlig en 15 timers arbejdsdag, og eftersom det ligger i 5100 meters højde er det bidende koldt og svært at få vejret. Men han er tilfreds, arbejder som sikkerhedschef, og siger det er spændende og at landskabet er smukt deroppe i bjergene. Det er også lidt trist, eftersom han med sit blotte øje må bevidne hvordan bulldozere praktisk talt jager vilde hjorte og vicuñaer, som jo er en truet dyreart, på flugt. Fugle flyver desperat rundt om deres reder mens deres unger må lade livet under maskinerne. Ja kære venner, det er dér Danmark også får sine råstoffer fra ligesom de andre lande.

Med mig og børnene går det godt. Aida er blevet ret ferm til spansk, og Charlie bare vokser og gå-træner i ét væk. Det er ret hyggeligt at være fire nu, for Charlie er en både stor, stærk, glad og kvik unge. Han er altid god for et grin, og Aida er stadig lille nok til at synes det er sjovt at kravle rundt på gulvet og lege gemme, tag fat og bygge med klodser. Samtidig er Aida så stor, at hun ligesom er selskab - en man kan snakke med og ræsonnere med. Og mine svigerforældre, som er både interessante og positive mennesker. Og at de knuselsker børnene er enormt hyggeligt i dagligdagen. Til gengæld må jeg sige, at det er godt at børnehaven er åbnet igen her i marts. Det har været lang tid for Aida at være hjemme uden væsentlig kontakt til andre børn end Charlie. Heldigvis har vi fået en ny heltidsbarnepige, der hedder Vicky. Så er det lidt nemmere at dedikere tid til Aida og lave noget, der er for hendes alder Og jeg har tid til at lave andre ting end at passe børn og arbejde når der kommer noget