Så kan Laos også krydses af listen. Vi fik set tre byer i Nordlaos: Luang Prabang, Vang Vieng og Vientiane.

Første by hed Luang Prabang i to nætter. Da vi ankom, gik vi direkte i seng, men næste morgen var energiniveauet stadigvæk rimelig lavt efter den lange bustur, så i stedet for det helt store trek rundt omkring byen valgte vi at tage en kokosnød i hånden og gå en kort tur rundt i byen. Vi endte hurtigt i den blødeste stol, vi kunne finde. Det var første gang vi støtte på det dejlige bageri Joma Bakery Café. Banankagen og chokolade-cookien kan varmt anbefales.

Næste dag tog vi en mini van til den festglade by Vang Vieng. Turen var ikke sjov. Vi sad tæt op ad hinanden uden ben-plads - som altid -, rygstøtten var lodret, og der var ingen støtte til hovedet - overhovedet. Samtidig med at vejen snorrede sig op og ned ad bakkerne med sving, som føreren hasarderet tog uden nogen form for fartnedsættelse. Heldigvis ankom vi uskadt til Vang Vieng seks timer efter afrejse. Meget typisk for vores ophold i byen var det første, vi gjorde at støde på to danske fyrer i túk túk'en ind til byen, og med dem endte aftenen på et diskotek, hvor der foruroligende nok var 12-årlige piger, der dansede rundt. Vi forsvandt hurtigt igen.

Den næste dag stod det på det berømte tubing. Som ikke var så vildt, som det tidligere har været, da regeringen sidste år fjernede mange af barerne, fordi der var tæt på 30 mennesker, der omkom. I stedet er det blevet til en god tømmermændskur, da det eneste man skal er at ligge i en badering med en øl og flyde ned ad floden med 3 km/t. Dagen efter blev det lidt vildere. Vi lejede to mountainbikes og satte kurs mod et sted kaldet for "The Blue Lagoon". På vejen derhen stoppede vi ved en grotte. Uden at tænke videre over det takkede vi nej til en guide og gik på opdagelse på egen hånd i grotten. Man skulle ikke lide særlig meget af klaus for at ville søge direkte mod udgangen igen, og vi havde en del spekulationer om, hvad vi skulle gøre, hvis vores pandelamper gik ud. Konklusion = vi ville være fortabte. Gangen var smal, og nogle gange måtte vi næsten helt ned på alle fire for at komme videre. Til sidst endte vi ved en pøl med vand, som snuede sig rundt om hjørnet udenfor vores synsvidde. Nede i vandet lå en badering. Skulle vi/skulle vi ikke. Vi valgte at gå ud igen og cykle mod vores oprindelige mål. Der mødte vi danskerne fra den første aften og to andre. Lige præcis nok til at stille to volleyball hold.

Lagoonen bestod af en grotte med kæmpe hulrum og en stillestående å, som man kunne bade i. Plus at de havde lavet et træ om til 2 og 6 meter vipper og lavet en rope-swing, som vi fik meget sjov ud af. Så meget at vi glemte tiden. Op på cyklerne og afsted, Brøndum forrest i en gul førertrøje, susende forbi både scootere og túk túkker med hujende turister. Ét minut før tid stod vi klar til at aflevere cyklerne. - True story.

Det pudsige ved Vang Vieng var, at vi mødte en hel del af dem, som vi har snakket med tidligere på vores rejse. Vi mødte fire af dem, vi havde været til Halong Bay med, og til stor overraskelse mødte vi også det franske par, som vi havde været ude at river rafte med i Nepal!

Dagene gik hurtigt, og til trods for at høre om andres skuffelser over Vientiane, måtte vi videre. Det viste sig, at de havde ret. Vientiane er ikke noget særligt og ikke nær så hyggelig som de to andre byer. Vi bookede os ind på et forfærdeligt "hotel". Det eneste der var i værelset var to senge, intet andet. Vi skulle dele badeværelse med alle andre på hotellet - ikke fordi det er så slemt. Det tager man ikke skade af, men man kunne ikke låse døren til toilettet, og toiletpapir, sæbe, håndeklæde og brusebad kostede ekstra - og så billigt var det heller ikke. En nat og afsted videre. Vi krydsede grænsen til Thailand og vi sidder nu i et tog på 3. (og laveste) klasse på vej til Pak Chong, som er en by nær en nationalpark.