Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi nået over halvvejs på vores lille jordomrejse, og vi kan nu også krydse dykning af vores to-do-liste. Vi startede i de små på dykkerkurset. Første dag lød på intro og teori; det var først den anden dag, hvor det sjove begyndte, da vi fik lov til at få gearet på og hoppe i vandet. Godt nok kun i poolen men det var da en start. Her skulle vi lære nogle grundlæggende skills såsom at puste vand ud at masken og trække vejret under vand uden maske på. I det hele taget bare vænne os til at være under vand. Det gik godt, så efter et par timer i poolen var vi dagen efter klar til det store åbne hav dog på betingelse af, at vi bestod EKSAMEN! Der var her, vi skal vise, at vi havde lært og forstået al den teori, som de havde gennemgået med os.
Klokken var 10.30 tirsdag morgen, og vi sad klar med kuglepennene på den nærliggende pool-bar, som tilhørte dykkerskolen. Det var her al vores undervisningen havde foregået midt i blandt øldrikkere, solbadere og høj musik. Eksamen bestod af 50 spørgsmål, som hver var tildelt fire svarvalgmuligheder - 25% chance for at svare rigtigt. Vi blev færdige og afleverede svarskemaet til vires instruktør, Tom, hvorved han sagde: "Bare ved at se på dem nu, kan jeg se at I har bestået" (Altså bare på engelsk). Hvorefter han gik op og satte sig tilbage til sin kop kaffe uden så meget at skimme svarene igennem. -Så vigtig var den eksamen åbenbart.
Lidt efter den samme dag blev vi så placeret på en båd og sejlet ud til vores første dykkested. På med gearet, lave et buddy-check og ned i vandet med os.
- Selve følelse af at være under vand er ubeskrivelig, så den vil jeg ikke komme ind på. Alt hvad jeg vil og kan sige er, at det var fantastisk at kunne svømme og trække vejret under vand i længere tid. - en oplevelse for livet.
Der var to dyk hver dag. De to første dyk var kun til 12 meter for, at vi skulle vænne os til trykket. Det eneste vi skulle huske var, at udligne trykket i ørerne, da der ellers godt kunne blive lidt ubehageligt. Næste dag skulle vi tidligt op og ud igen, to dyk igen men til vores maksimum 18 meter denne gang. Det gik lige så let, som de to første, og derved havde vi bestået dykkerkurset og blev autoriseret til at dykke ned til 18 meter uanset sted. Med i købet Af kurset havde vi fået to gratis fun-dives, som vi brugte torsdagmorgen, så vi i alt fik dykket seks gange i havet. Torsdag morgen var der rygter om, at der dagen før var blevet set en hvalhaj i området, så vi krydsede fingre dog med uden held, så vi måtte trøstespise af de velsmagende kaffekiks, som var til fri rådighed på båden velvidende om, at vi trods alt så nogle delfiner - i overfladen oppe fra båden af - dagen før.
Fra Koh Tao skulle vi videre ned til Singapore for at nå vores fly til Australien, som flyver den 16. Starten gik godt. Vi tog en natfærge til Surat Thani, hvor vi fandt vej til togstationen og fik et tog ned til Hat Yai i Sydthailand. Her strandede vi så lidt - vi var ellers lige kommet væk fra stranden. Der var ingen plads på toget videre syd på, hverken den dag eller de efterfølgende dage. Så vi valgte at gå igennem byen til busstationen. Uheldigvis for os var det Thailands nytårsdag, som vil sige at alle byens beboere gik ud på gaden og kastede vand på alt og alle inkluderet os. Specielt os, da vi var de eneste turister i byen. Gudskelov havde vi regnslag på vores tasker for, da vi nåede busstationen, var vi gennemblødte.
Vores våde gåtur var til ingen nytte, da vi fik at vide at alle busserne til Singapore og Kuala Lumpur (i Malaysia) var fyldte de næste par dage pga. Festivitas. Så vi så i ingen anden udvej end at tage til lufthavnen. Som vi gjorde til fods. Skiltet sagde 12 km, så vi, som to pensionerede menige i den danske hær, tænkte, at det kunne vi sagtens gå på fods med 20 kg's tasker på ryggengodt, så ud gennem forstæderne på motorvejen begyndte vi at gå. Men efter over en times vandring blev vi mødt af et skilt, som sagde, at der var 8 km endnu, og vores mod (og vores vans/converse) begyndte at rinde op. Heldigvis, for første gang den dag, var heldet på vores side, og der kom en lokal taxa og samlede os op for ingen penge og kørte os til lufthavnen. Der var vi så, efter at have snakket med diverse flybureauer havde vi fået den besked, at vi skulle finde internet og booke flybilletter til Singapore via Tiger. Vi fandt en kaffebar med wifi, bestilte to fantastiske jordbærmilkshakes og satte os til at gruble over, hvad vi skulle gøre. Kort fortalt kom vi frem til, at flybilletterne til Singapore fra Hat Yai var for dyre, men der var en anden mulighed, som bestod i at tage toget tilbage til Bangkok og tage et fly fra Bangkok til Singapore dog med det resultat, at vi ikke havde en dag i Singapore. Vi tog den sidste mulighed og begav os ud på en lang rejse igen igen mod Bangkok. Efter at have set to film i biografen tog vi ud til lufthavnen, sov der i 5 timer på en stål bænk, checkede-in og fløj til Singapore. Hvor vi befinder os nu. Vi har dog fået set byen en smule alligevel, da vi tog metroen ind til midtbyen, gik en tur og vendte tilbage igen. Nu sidder vi så klar med en forfriskning fra Starbucks og venter på flyet til Melbourne.
- comments
Peter Godt gået. Det vil også være underligt hvis I ikke på et eller andet tidspunkt på turen jorden rundt ikke skulle improvisere. Super oplevelser. kh Peter
Flemming Super beskrivelse af jeres oplevelser med store og små rejsestunts. Ser frem til næste rejsebeskrivelse. Kh Flemming