Scenen er sat til at være i en "Shop N Go" et random sted i Vietnams hovedstad Hanoi. Klokken er omkring 16.00 lokal tid, og der er en time til de to hovedpersoner skal ud på en længere tur med bus, så de er på jagt efter fornødne ressourcer. Der er ingen andre i butikken bortset fra ekspedienten, som er en sød vietnamesisk pige.
(De to hovedpersoner bliver henholdsvist kaldt for "dum 1" og "dum 2".)
Dum 1 lægger ud: "Tror jeg køber de her jordbærvafler. De' billige."
Dum 2 spørger: "Ska' jeg købe den her pakke chokolad' müsli? Tror jeg gør det."
Dum 1 svarer: "Den 'r dyr... Vi stopper vel os for aftensmad, tror du ikk'?"
- "Du har ret. Skal vi købe vand til turen?"
- "Det får vi vel i bussen, når det' sådan en lang tur."
- "Køber to pakker jordbærvafler så."

(Samtalen er gendannet ud fra hukommelse og er derfor ikke en tro kopi af virkeligheden og vil ikke holde i retten.)

Vi blev meget klogere. Vores aftensmad kom til at bestå af en mango og nogle ukendte små frugter. Og selvfølgelig jordbærvafler. Morgenmad var heller ikke noget de gjorde i, så vi måtte vente til kl. 14 for at få vores første måltid bestående af ris, grøntsager og udefinerbare kødsammenblandinger. Smagte udmærket, men det var så også det eneste måltid på den 30-timer-lange bustur fra Hanoi til Luang Prabang, som vi befinder os i nu.

Efter Halong Bay tog vi tilbage til Hanoi, hvor vi tilbragte de sidste par dage. For første gang på denne tur valgte vi at sove på et dorm-værelse, da det var billigt, men især fordi der var fri øl i baren fra 19-20, som viste sig at være vodka med sprite og cola, men vi brokkede os ikke. Maden i løbet af de tre dage i Hanoi kom til at lyde på fastfood 24/7. Vi havde jo nogle fastfood-depoter, som ikke var blevet brugt i næsten to måneder. Ellers stod den på sight-seeing men dog mest bare på afslapning og billedeoverførsel. Vi nåede da også lige at se en film i biografien: "Django unchained". Det stod mellem den og "Oz". Vi valgte helt klart rigtigt. Genial film med action og god humor. Meget bedre end "Die Hard", som vi så i Nepal.

Men nu er vi så i Laos og skal de næste par dage bevæge os ned igennem landet til byen Vientiane og derefter videre sydpå til Bangkok, og til sidst skulle vi gerne være i Singapore klar til at flyve videre til Australien, men der er stadig lang tid til. Ting til sin tid.

Dr. King Schultz [to Calvin Candie]: "Normally, Monsieur Candie, I would say "Auf wiedersehen." But since what "auf wiedersehen" actually means is "'till I see you again", and since I never wish to see you again, to you sir, I say, goodbye."