Heaven on earth uden turister

Fredag blev det tid til at pakke og drage af sted på endnu en tur denne gang mod Adafoah. Adafoah er et lille ø paradis, hvor man kan opleve Volta floden møde Atlanterhavet. Vi var 4 piger og en amerikansk dreng, som skulle af sted ved end tre tiden om eftermiddagen. Efterhånden er man selv blevet så integreret, så man lærer at leve med at ingenting går som planlagt eller til tiden for den sags skyld. Denne fredag var ingen undtagelse. Erna og jeg havde arbejdet hele dagen på sygeforsikringer og skulle tage direkte af sted efter arbejde. Erna havde dog følt sig lidt træt og skidt tilpas, så vi fik hende overtalt til at gå til klinikken for en sikkerhedsskyld. Det viste sig at være en klog beslutning, for der gik ikke lang tid før konklusionen var klar, og endnu et malaria tilfælde havde set dagens lys. Vi fik diskuteret frem og tilbage, om vi skulle tage af sted næste morgenen, eller om hun ville af sted med det samme, hun ville af sted med det samme. En time senere end planlagt stod vi på tro stationen og var klar. Det skulle vise sig at være lettere besværligt at finde vejen dertil, og de lokale var for en gangs skyld ikke til meget hjælp. Vi ankom til den nærmeste by uden de helt store problemer, og herfra skulle vi have en taxa ud til stranden og derfra en båd ud til øen. Vi fik fat i en taxa, og så gik turen mod stranden, eller det troede vi i hvert fald. Det viste sig at taxachaufføren ikke havde den ringeste ide om, hvor vi skulle hen på trods af gentagende forsikringer om det modsatte.
Vi endte på en restaurant, og her var der heldigvis hjælp at hente. Vi fik ordrer på at bestille noget mad, og så var der ikke andet at gøre end at vente. Vente på maden og vente på folkene fra øen ville komme og hente os. Sidste nævnte kom først, så det var lidt af et problem, da maden tog rigtig rigtig lang tid. Efter vi havde ventet halvanden times tid, og der stadig ikke var sket noget, begyndte ø -folkene at blive utålmodige og det er lig med ekstra drikkepenge. Vi bad køkkenet om at skynde sig, men det er det samme som at bede en mariehøne om godt vejr i DK, altså i begge tilfælde umuligt. Til sidst måtte vi bede om at få maden med os, og af sted gik det mod båden, som skulle sejle os til øen. Det tog ca. et kvarters sejlads, i bulder mørke, men så nåede vi også frem omkring 22 tiden. Omgivelserne fik vi ikke set så meget af, men det lykkedes (med en lommelygte) at spise maden og nyde et par øl under den üpper klare stjernehimmel.
Da det var blevet tid til at sige godnat til øllerne, fandt vi vejen frem til vores beskedne, men dog charmerende bolig. En strandhytte i ordets bedste forstand! Det vil sige en lille rund hytte af bambus med to store senge på gulvet af sand. Heldigvis var der myggenet omkring og madrasserne- tjah, det var jo ikke dem vi betalte for.
I har vel alle fået indtrykket, at lige meget hvad jeg oplever af natur her i Ghana, er det enten smuk, fantastisk eller paradis, og de (overdrevene) positive gloser hænger jer måske ud af halsen på nuværende tidspunkt. Det har dog sin naturlige forklaring. Naturen har sin helt egen kraft, og den formår at tryllebinde og forføre en, så man til sidst opdager man har brugt de samme gloser igen og igen eller står uden ord.
Det er jo selvfølgelig lidt svært at være tom for ord i en beretning, så i må bære over med mig, hvis jeg nævner nogle gloser, der er set før i sammenhæng med naturen.:-) Nå, men tilbage til beretningen.

Da vi vågnede næste morgen, var det ordsproget "forventningens glæde er altid den største", der fyldte hovedet. Ordsproget er så sandt som det er sagt, men når så forventningerne bliver indfriet over alt forventning ja, så er glæden endnu større. Denne lille ø var, alt det vi havde forstillet os plus mere. Da vi morgentrætte tittede ud af vores strandhus, og så Volta floden ligge lige for fødderne af os kom udsigten alligevel bag på os, det havde vi ikke forstillet os. Små palmeøer tittede frem hvor end øjet så, og den store flod lå helt stille i morgendagens lys, som havde den intet at tage sig til. Vores egen ø havde den flotteste hvide sandstrand, så langt øjet rakte og når man lyttede efter, hørte man palmebladene svaje blidt i brisen. Efter dette førstehåndsindtryk blev det tid til at slå sig ned og få lyttesanserne i gang. Det tog ikke mange sekunder at opfange lyden af det mægtige Atlanterhav, der foldede sig ud, blot 100 meter fra en, på den anden side af øen. Vi fik bestilt morgenmaden, bananpandekage med friskpresset juice, og slog os derefter ned i skyggen af et palmetræ. Da tid ikke er noget, ghanesere går op i, kunne det snildt tage 2 timers tid at få lavet morgenmaden. Da det stadig var tidlig morgen, og sandet ikke alt for kogene, blev en tur rundt om øen sat i værk. Turen tog ca. en halv time trekvarters tid, og var intet mindre end overvældene. Det var ikke selve udsigten, hvor smuk den end er, der var overvældende. Det var skiftet fra roligt smuk flod til larmende brusene hav, på et sekund, der tog pusten fra en. På den ene side af øen gik man langs den dovne flod med palmetræer blidt svajende i vinden, på den anden side var det Atlanterhavets kraftfulde bølger der slog en omkuld. Da vi kom tilbage fra turen, var det tid til en morgendukkert i floden, det var frarådet badning i bølgerne af sikkerhedsmæssige hensyn. Vandet var dejligt varmt, og da vi var færdige, blev morgenmaden endelig serveret!
efter morgenmaden var det tid til at dase igennem på god gammeldags maner. Der blev badet, læst, slappet af, og bestilt kolde drinks. Denne form for luksusafslapning varede dog desværre kun til kl. 13. En stor flok lokale havde fundet vejen ud til dette paradis, og så var det slut med freden. Kæmpe musikanlæg blev slæbt ud fra diverse både, og så gik festen ellers i gang. Musik bragede ud af højtalerne, og freden blev ikke kun brudt lydmæssigt, vores fred var også forbi. Det der startede som uskyldigt strandfodbold blev til frierier, et "nej", blev for nogle til ja og "gå væk" betød åbenbart kom tættere på og ryg mig skæv. Heldigvis var der andre drengeturister på øen, og det hjalp da lidt på det hele. Vi mødte heldigvis også rigtig mange flinke lokale, og når det er uden bagtanker, er Ghanesere de sødeste mennesker på jorden, med den bedste rytme. J
De Lokale forlod stedet omkring kl. 16, og en kombineret frokost med aftensmad kunne bestilles med kokosnødder som drikkevare. Hen på eftermiddagen blev der hygget med kortspil, mere badning og en lur i nogle af hængekøjerne som hang mellem palmetræerne. Aftenen blev brugt på hygge med et par øl og stille musik under stjernehimlen. Vi skulle ikke for sent i seng, da dagen efter ville blive ret hård for Erna og jeg. Vi skulle tidligt af sted fra øen og efter en lang transporttid, var vi endelig tilbage i Ho, herfra gik turen direkte til en fattig landsby, hvor vi skulle orientere om health insurance…

Apropos Arbejde er dette hele tiden op og nedture, og det gælder virkelig om at nyde opturene, før nedturene kommer.
I øjeblikket har vi dog mest opture, og det skyldes ikke mindst vores projekters fremgang.
Vi har virkelig været lettede over, at det er gået så godt, og den hjælp vi har fået fra lokale som frivillige, har medvirket at pengene ubegrænset er gået til projekterne. Vision International School har med jeres støtte fået sat gang i en pumpe til rent drikkevand, nye borde og stole samt fodbolde og legetøj til de mindste. Det er befriende at se den udvikling pengene giver, og hvilket håb, der spirer blandt børnene og lærerne i en ellers til tider meget mørk hverdag. Jeg mødtes med Viktoria igen, og fik denne gang lejlighed til at snakke med børnene, tage billeder og spille bold med dem. Alt dette skal dog gøres om igen, da det skal være så officielt som muligt, og de "rigtige" personer skal være til stede til billeder osv.. Men endnu en fodboldkamp med dinhoer kan kun skabe glæde, så det bliver dejligt at vende tilbage! J Igen takker jeg alle der har doneret og Viktoria og jeg, vil sende en hilsen med billeder og andet lir, forhåbentlig uden de store tekniske problemer, men man ved jo aldrig.
TIA - This Is Africa.
I forhold til Health insurance programmet er der også kun positive oplevelser indtil videre. Vi er blevet færdige med nummer to landsby, og her er der virkelig tale om en landsby med fattigdom. Denne gang holdt vi også to foredrag om mulighederne med health insurance, og hvordan man kan få råd til 16 kr. på et år til fornyelse af kortet. Vi forsøgte igen at planlægge så godt som muligt, det betød tidlig torsdag morgen, skulle vi være klar til at udskrive de første forsikringer. Hørt den før? Ja det ved vi, men i vores situation kunne vi ikke andet end at håbe på det bedste. Det eneste minus ved torsdagens arbejde var dog, at det var den varmeste arbejdsdag i mands minde… Dette skyldes, at lidt mere end over halvdelen af samfundet er muslimsk og lidt konservativt - ensbetydende med lange bukser t-shirt, og heldigvis sandaler. Selvom det var ekstremt varmt og til tider kaotisk, blev det også en mulighed for at iagttage dette lille skæve samfund i midten af ingen ting. Det blev en udsøgt fornøjelse at se, hvordan kristne og muslimer lever side om side, som de bedste venner og naboer og hverdag med hinandens hjælp og styrke, kæmper de kampen mod fattigdommen. Vi kom i gang til tiden, men det varede ikke længe, før de første problemer meldte sin ankomst. Vi havde som tidligere, valgt at give alle mellem 0 og 17 år samt ældre over 70 gratis health insurance. Vi havde ikke skænket tanken, at fattigdommen kunne have sat sine spor på samvittigheden. Således stod vi med en større flok børn, som var født fra 1955 og opefter. For at registrere folk er det nødvendigt at vide fulde navn og fødselsdag. Vi skulle så i gang med at finde ud af børnenes informationer i stedet for forældrenes, som børnene så venligt havde givet os. Det blev dog sværere at skille ud blandt de voksne. Et par stykke påstod at være over 70, når de var 50, og sådan blev det ved. Et par tolke måtte også tilkaldes, da en del af samfundet var kommet fra Togo og snakkede Fransk. Vi fik dog arbejdet os igennem mængden og det så ud til at lysne. Da vi skulle til at have en mindre pause og få lidt at spise efter timers arbejde, blev vi hevet væk. Vi blev slæbt ind i et klasselokale, hvor synet af to af klasser samlet i et lokale mødte os. Klasserne havde ingen lære, så vi blev sat til at undervise. Der skulle tænkes hurtigt og improviseres så "Hokey Pokey" og "haning man" blev iværksat med stor succes.
Da vi var færdige med at 'undervise', var det tilbage til arbejdet, og de sidste forsikringer så dagens lys. Vi havde dog et mindre problem lige før slutfløjtet. Da der manglede ca. 10 mennesker, der skulle registreres valgte George (ansvarlig for health insurace), at pakke sammen fordi han var træt og sulten. Kl. var omkring halv 3. Så tæt på og dog så langt fra. Han var halvvejs i at pakke sammen, da vi fik ham overtalt til at fortsætte. Det krævede sit af gloser og talemåder, men til sidst lykkedes det, og de sidste 10 kunne registreres. Vi fik registreret 305 unge og gamle, og igen vil vi benyttelejligheden til at takke alle der har doneret! Det her kunne aldrig lykkedes uden jeres hjælp!!!

Så på projekternes front er der stort set kun positive historier, og vi håber så sandelig det forsætter, men sikrer, det er vi ikke, og det vil vi aldrig blive. På arbejde går det også stadig godt på childrens ward. Nogle rolige dage har ikke været af vejen både fysisk og psykisk. Det hænder dog stadig, man får nogle ordentlige rap over psyken, hvor man ikke tror sine egne øjne eller øre.
Det ene øjeblik kan man tilse en patient med et brækket ben og læse lektier med vedkommende med viden om, at han er frisk om et par dage. 5 min. Senere kan man tage sig af en afkræftet pige på halvandet år, som er testet positiv for HIV og som måske aldrig kommer til at læse lektier nogensinde.
Det er via sådanne episoder, man begynder at fundere over livet og dets uretfærdigheder. Det der går igen og igen er, hvor heldig man selv har været, alt det der før blev taget for givet efterlader dybe spor og livet kan synes som det mest uretfærdige spil. Disse tanker suser gennem hovedet, alt imens man sidder med en lille pige på skødet, som er dømt til at tabe på forhånd.
Pigen har fået utrolig meget opmærksomhed den sidste tid, men også de andre børn har fået del i den. Når vi ikke arbejder fysisk, går tiden med at undervise og lege. Jeg er blevet en slags sygeplejerske med speciale i at undervise.


Tiden går dog stærk, og det er snart tid til at sige farvel til Ho, og goddag til Accra. Torsdag efter arbejde (health insurance) var der farvel party for mig og Erna. Vi havde slået os sammen, og planlagt festen til mindste detalje, så en ting forløb som planlagt i dette land. Efter endt arbejde var det hjem og gøre klar til at bage pandekager til 30 mennesker og lægge sidste hånd på et powepointshow. Der blev arbejdet for fuld knald og kl. 20 var vi klar til at byde lokale, frivillige og turister velkommen. Festen blev en dejlig succes, hvor den ikke fik for lidt med våde vare, pool, musik og ritualer. Et af ritualerne er at, dem der forlader Ho, skal springe over et bål, som består af bildæk. Det gik godt med bål-overspringningen, og festen kunne fortsætte, ud på natten måtte vi dog overgive os til sengene.
Weekend blev brugt på en restitueringtur til Accra. Her kunne jeg forberede mig på den omvæltning det bliver at komme fra landsbyen til storbyen. Vi tog af sted fredag eftermiddag og vendte hjem søndag.
Lørdag blev brugt på shopping, først på et kæmpe kulturmarked og dernæst i et rigtigt shopping center. Her var der den ene overraskelse efter den anden. Priserne var steget procenter, og størrelsen var nærmest amerikansk. Den største overraskelse var nu alligevel, da der blev fundet Carlsberg og rugbrød frem for hylderne!
Erna forsøgte sig også med en rigtig kop caffe, desværre havde hun bestilt den med meget mælk, og det kunne hendes mave ikke helt kaperer, så vi andre afholdt os fra at gøre det samme. Lørdag eftermiddag tog vi i biffen og så hall pass. Dejligt med en masse aircondition, men knap så fedt med en del myg i biografens mørke. Det er desværre gået ud over Pernille som har fået konstateret malaria igen.

Nu er jeg så gået ind i de sidste dage, og er så klar som jeg nu kan blive til Accra!
Der bliver trist at sige farvel til Ho og jeg vil komme til at savne en del mennesker her endnu en uge havde ikke gjort noget, men det er kun et godt tegn! Og i Accra venter nye eventyr og oplevelser det er jeg ikke i tvivl om..
Jeg har hørt lidt fra min værtsfamilie. De bor ret tæt på Labadi beach - Mere behøver jeg vel ikke at sige J