Paradise Hotel

Så er weekenden overstået og en fremragende en af slagsen. Fredag var der fest i gaderne med sambamusik og ritualer, lørdag morgen gik turen mod mountain paradise, hvor der skulle sejles i kano og søndag gik turen videre til et abe reservat, hvor det var muligt at fodre aberne.

Fredag aften var der dømt partytime, da tre frivillige den efterfølgende uge ville vende næsen hjemad mod henholdsvis Danmark og Tyskland. Festen blev holdt på en bar i udkanten af byen, hvor der blev danset, sunget og gjort ritualer. Et af ritualerne bestod i at de, der rejser hjemad, skal springe over et bål af bildæk vel og mærke når det stort set er udbrændt. Aftenen var virkelig succesfuld på trods af en lille forhindring. Vi troede, vi havde fået lov til at være hjemme omkring midnat, men der tog vi grueligt fejl. Det viste sig, det var kl. 11! Vi klagede vores nød til vores supervisor og et telefonopkald senere, måtte vi være hjemme, når vi ville J Dejligt med en dybt professionel organisation. Arrangementet startede tidligt på aftenen, men da alle havde spist hjemmefra, var det de våde vare, der løb med opmærksomheden. Hvis jeg ikke vidste det i forvejen, fik jeg det vitterligt bekræftet - man sagtens kan have det sjovt uden at drikke alkohol. Grundet de stærke malariapiller var alkohol bandlyst for mit vedkommende, men det forhindrede mig absolut ikke i at have et brag af en fest med de andre frivillige såvel som lokale.

Vi var hjemme omkring kl. to, og så var det på hovedet i seng. Næste morgen skulle vi tidligt op og sætte kursen mod Mountain Paradise. Der var store forventninger til stedet grundet navnet, men de blev også indfriet med maner. Vi var fem der drog af sted denne morgen og transporten var en splejset taxa. En times kørsel blev til 12 kr. pr. person lige til at overleve.
Gruppen bestod af Fabian (Schweiz), Tamar (USA), Erna (Holland) og Pernille og jeg fra DK. Den internationale gruppe betød, at fordommene ikke fik for lidt, og det medførte en del latter og sjove lege.
En times tid senere var vi fremme ved gæstehuset, og med et blev vi alle målløse. Det sted er nok det smukkeste sted, jeg nogensinde kommer til at overnatte. Det var virkelig stilet og i flot stand, med naturen som inspiration. Følelsen vi havde, var også at være et med denne. At bo på en bjergtop i midten af ingenting og nyde stilheden omkring sig. Faciliteterne viste sig at være luksus og ikke specielt dyrt. Vi fik lov at bo på et luksusværelse med 3 kæmpe senge og et stort badeværelse (troede vi). Vi fik slappet af, nydt udsigten og pakket ud, inden turen gik mod pocahontasfloder og kanosejlads.
Jeg tror, jeg har nævnt det før, guidebøger e ikke altid til at stole på, og vores er absolut ingen undtagelse. Der står i guidebogen, at kanosejlads er muligt, og staben kan arrangere det, problemet er bare, at kanosejlads er umulig. Chefen fortalte os, at han havde ringet til udgiveren og meddelt fejlen. Det man kunne fra hotellet var at vandre halvanden time til et vandfald, hvor man kunne bade. Det lød sjovt nok som den tur, vi var på sidste weekend. Planen var at sejle, så der blev diskuteret frem og tilbage, og til sidst blev vi enige om at køre en 45 minutters tid, hvorefter vi ville komme til Volta floden - ingen flod uden kanoer, så af sted gik det. Da vi ankom til floden, var det som at træde ind i en disneyfilm, der ikke havde fået for lift med farveladen. floden var eventyrlig smuk, den bugtede sig ind og ud gennem landskabet, hvor bjerge med den frodigste natur afskærmede og passede på den, som var det dens eget barn. Vi fik lejet en kano med motor og nogle guider, og så gik turen rund til forskellige bjergsider. Det var befriende at mærke vinden i håret og se vandet brydes når trækanoen satte kursen. Undervejs blev det også tid til at skovle vand, da kanoen ikke var den tætteste kano på jorden. Turen sluttede af i en lille isoleret fiskelandsby helt ude til floden. Vi fik en rundvisning i landsbyen, snakkede med nogle af de lokale, så deres huse og også madlavningen og, hvordan de spandt ulden fra de mange får, der gik rundt. Der boede ca. 800 i landsbyen og isolationen kunne klart mærkes. Her var der ikke noget med at købe og handle. Den mad der blev spist stammede fra floden, det tøj der blev gået i stammede fra fårene og de huse der blev boet i stammede fra menneskehænder og ler. Det tog ca. en måned at bygge en lerhytte og en kraftig storm til at vælte den. Folkene i landsbyen var utrolig gæstfrie og søde. De fortalte gerne om deres fishingfarm, i håb om at få støtte fra den rigere del af verden.
Da vi kom tilbage på paradise hotel, blev der slappet af med kolde colaer, en utrolig stor og velsmagende frokost samt kortspil og hygge. Der blev sat god musik på og de behagelige lænestole i den udendørs bar indbød til en middagslur i eftermiddagsvarmen.
Sidst på eftermiddagen blev vi dog vækket med en lidt irriterende meddelelse, om at værelset var lejet ud til en anden, det havde bossen bare lige glemt alt om. Vi blev flyttet fra, det absolutte luksus til det absolutte modsatte. Toilet og bad var uden for, en seng til deling og et værelse der får et kollegieværelse til at ligne et palæ. Mens vi "boede" på det luksuriøse værelse, var de andre værelser i mellemtiden blevet udlejet til andre gæster, så derfor dette billige alternativ. Prisen var dog også blevet reduceret væsentligt, så vi endte med at betale 40 kr. for en overnatning i paradiset. De andre gæster på stedet var en ældre tysk herre med datter og et ældre fransk ægtepar. 5 min. Efter vi havde hilst på hinanden, var den tyske herre så venlig at hive en campari frem og tilbyde et enkelt glas eller to oven på dagens strabadser. Det var ikke fordi, jeg ikke godt kunne trænge til en, men jeg måtte afslå -stadig malariamedicinen. Vi gik tidligt i seng og stod tidligt, op da aberne skulle ses i tidlig morgen eller sen aften.
Der er ikke så meget at skrive om abe reservatet. Vi så et træ med aber, som vi fik lov at fodre, og det var så det. Så gik vi en lille tur i den smukke skov og vendte tilbage til kontoret. En fin oplevelse, men intet i forhold til det perspektiv paradise moutain skabte.

Søndag var vi igen trætte efter endnu en tur, og der blev skam også hvilet en del. Malariamedicinen var blevet taget for sidste gang (forhåbentligt), og mandag ventede en ny arbejdsdag på en ny afdeling, nemlig fødselsafdelingen. På denne afdeling skal jeg være en til to uger, før jeg igen har mulighed for at skifte, hvis jeg vil. At komme Fra en afdeling, hvor smilene er få og blod og kaos er hverdag til en afdeling, hvor smilene nærmest ikke kan blive større er fantastisk. Hver gang en lille ny kommer til verden, bliver der ønsket tillykke og glade bedsteforældre danser nærmest omkring og er en glæde i sig selv. Jeg var så heldig at være til stede, da der skete en fødsel. Det er et mirakel at se sådan en lille nyfødt komme til verden og åbne sine øjne for første gang. Bare det at set blikket i forældrenes øjne og se bedsteforældrene vimse omkring i håb om at gøre gavn. På sådan en afdeling er der selvfølgelig, ikke meget vi kan hjælpe med, men observation er dog også nok i sig selv. Selvom det er dejligt indtil videre at være på sådan en afdeling, er det er ikke altid en dans på roser. Sene aborter og dødfødte babyer er en del af historien, men jeg beder inderligt om at det kapitel bliver sprunget over.

Dagen efter måtte jeg sande, at kapitlet ikke blev sprunget over. Der skete det værste, jeg nogensinde har oplevet. Hen på eftermiddagen omkring kl. 14 lå en gravid dame på afdelingen og hev efter vejret. Hun fik stukket en iltmaske i hånden, mens vejrtrækningen blev værre og værre. Doktoren undersøgte hende med lys fra en mobiltelefon, og så begyndte behandlingen. Morfin og andet blev givet til hende, men lige lidt hjalp det. Mit gæt vil værre, at hun har ligget der ca. et kvarter- tyve minutter, hvorefter hendes åndedræt blev langsommere og langsommere. Det så ud som om, hun var faldet til ro, så Iltmasken blev fjernet og behandlingen så et øjeblik ud til at have lykkedes, men nej hun var død. Igen ingen genoplivelsesproces og ingen reaktion fra de omkringstående. Doktoren råbte et eller andet og med et blev alt kaos. Sygeplejerske, der styrtede frem og tilbage, folk der råbte og læger der gjorde klar til operation, hvor sekunder kunne afgøre forskellen på liv eller død. Alle blev smidt ud af rummet, undtagen læger og oversygeplejerske, herefter blev kejsersnittet fortaget i håb om at redde babyen. Tiden stod bomstille, imens stilheden lagde sig. Det føltes som en evighed, inden sygeplejersken kom ud med en baby. Jeg lyttede desperat efter tegn på liv hos babyen, men der var helt stille. Både mor og barn var død.
Jeg befandt mig selv med tårerne trillende ned af kinderne, jeg blev ført ind i et andet rum, hvor alt blev snakket igennem, og der var mulighed for at sunde sig. Vi blev enige om, at jeg skulle tage hjem og sunde mig og så være klar til arbejde igen dagen efter.
Herud på eftermiddagen har jeg fået det godt igen og er klar til resten af ugen. Der bliver specielt kigget med længsel mod weekenden, som står på fest og ballade. Her skal alle frivillige fra Project Abroad til hovedstaden Accra, for at deltage i en health walk med en masse børn i anledningen af Ghanas uafhængighedsdag. Her er der rig mulighed for at feste, ligge på stranden og spille fodbold, så jeg glæder mig som en vanvittig.