Ankomsten, indkvarteringen og introduktionen.

Så er det blevet tid til det første blogindlæg. Jeg har været her i godt 5 dage nu og hold da op et land og nogle oplevelser, men lad os tage dem fra starten...

Ankomsten
Jeg ankom efter en problemfri tur til hovedstaden Accra. Jeg blev hentet i lufthavnen og kørt ud til Projekt Abroad Aways hovedkontor, hvor jeg skulle overnatte, inden turen gik mod Ho, hvor jeg skal tilbringe de næste 2 måneder.
Førstehåndsindtrykket var heller ikke overraskende "WOW" og" WTF". WOW fordi alt er så anderledes, som det overhovedet kan blive og WTF fordi hvad, undskyld mit sprog, fanden havde jeg nu begivet mig ud i.
Ghana er et af de mere velfungerende lande i Afrika, men dermed ikke sagt, at det på nogen måde er et rigt land.
Dette fik jeg da også hurtigt understreget, da jeg ankom til hovedkontoret. Næsten ingen vand i bruseren, intet toiletpapir og aftensmaden bestod af 2 stykker sammenkrøllet brød.
Jeg blev vækket kl. 5 næste morgen, jeg skulle hen til busstationen og så videre til HO.
Solen var nærmest allerede begyndt sin daglige vandring og sendte sine stråler ned på gaderne, hvor, de blandede sig med støv og travlheden fra menneskemylderet. Dyttene fra biler og taxaer ville ingen ende tage, og man vænnede sig hurtigt til, at folk gik rundt med alt fra mad til stole på hovedet og desperat prøvede at sælge deres vare.
Da jeg kom til stationen, skulle jeg tage en tro- trot videre til HO. Det er en slags minibus, hvor man sidder meget ubehageligt og sammenklemt, selerne er der heller ikke. Men som min guide så fint udtrykte det "her i Ghana kører alle som en brækket arm, men så længe alle gør det, er det jo ligesom i Europa, hvor ingen gør det", bagefter krydrede han sætningen med et ordsprog, som absolut ikke fik nerverne i ro "Ingen mand kan sige, han har risikeret livet, før han har kørt med en trot trot"
Så var man for alvor kommet til Ghana…
Turen til HO tog omkring 3 timer, men ca. halvvejs stødte vi på lidt forsinkelser. VI skulle over en bro, men det viste sig, at de lokale havde blokeret broen og gav os meddelelsen om, at de ville åbne om to til fem timer.
jeg ventede en virkelig opgivende og irriteret reaktion som den man til tider, for ikke at sige ofte, møder i DK, men det her var Ghana, og i Ghana går der ikke mere end 2 sek. før musikken fra 2 kæmpe højtalere, som begge havde set bedre dage, brølede ud blandt menneskemængden. Så skal jeg ellers love for, der var dømt gadefest.
Da broen langt om længe åbnede, gik turen videre mod huset og værtsfamilien, hvor jeg skulle bo.


Huset og værtsfamilien
Da jeg ankom til huset, blev jeg glædeligt overrasket, da jeg så at det var et murstenshus. Jeg havde været lidt nervøs, da jeg så at de fleste omkringliggende huse, hvis man kan kalde dem det, og selve "byen", aldrig ville komme i nærheden af så meget som en sur smiley fra sundhedsstyrelsen.
Jeg blev budt velkommen i familien, som består af mor (rejoice), far (Tigor), 2 drenge (Michael, Emanuel) og en fætter (Prince) samt en lille nyfødt, som ikke er blevet døbt endnu. Familien har også en husholderske/tjener (joice).
Hun arbejder fra tidlig morgen til sen aften, og vi prøver at afhjælpe hende så meget vi kan, men moren tillader det ikke rigtigt. Når hun skal låne mobilen for at ringe hjem, skal den smugles ind til hende, og når vi vil købe drikkevare og vil købe noget med til hende, skal det forgå i total hemmelighed.
Som det første blev jeg vist mit værelse, hvor jeg med glæde så, at der boede en anden frivillig, hendes pose fra politikken gjorde heller ikke glæden mindre. Værelset, som er på størrelse med et kollegieværelse rummer ikke meget plads til overs. Der er et skab, men hvad det skal bruges til, må stå i det uvisse, for tøj dur det ikke til. Der er til gengæld eget badeværelse, hvor man må nøjes med koldt vand i bruseren og helst meget korte bade. Kolde bade er dog at fortrække, da varmen på nuværende tidspunkt nærmer sig det ulidelige.

Efter at have set husets andre værelser (madrasser og intet andet), blev jeg dog meget taknemmelig for mit. Efter rundvisningen blev det tid til reglerne i huset, og de kommer her: Døren og lyset skal altid slukkes, når man forlader værelset, blæseren må helst kun benyttes om natten og ikke skrues for højt op. Tøjvask forgård i hånden samt opvask, hvor man skal ud under en lille vandhane tæt på hønseburet, alt dette gøres vel og mærke med koldt vand. Vi må ikke være ude til mere end 10-halv 11 om aftenen og sidst, men ikke mindst lås altid døren til værelset.Reglerne er en tilvænningsproces, og fejlene er da også blevet mindre efterhånden. Reprimanderne kommer dog stadigvæk: Så har man brugt for meget vand til at vaske op, så er det ikke gjort grundigt nok, så har man brugt en tepose hver i stedet for at dele en osv.
Senere på dagen mødte jeg familiens drenge og, hvilken velkomst. Jeg blev overdynget med venlighed, men den forvandlede sig snart til spørgsmål "Can I have this? Can I have this? and "can I have this? mens de gennemrodede ens tasker. Heldigvis var jeg lidt forberedt hjemmefra, og det Lego og slik jeg gav dem frembragte endnu engang en reaktion jeg ikke troede eksisterede. Ting, som kan virke fuldstændig banalt, bragte stor glæde, og kræmmerne ville ingen ende tage, mere skulle der ikke til før jeg fik mig 3 nye brødre.
Med så mange børn i huset, kan det ikke komme bag på nogen, at der er knald på fra morgen til aften. Privatliv findes ikke, og når Hanen galer kl. 6 om morgenen, så er det ellers ud af fjerene og i gang med dagen.

Selvom jeg kun har været her i 5 dage, kan man godt mærke, man skal have enormt meget tålmodighed, overskud og energi hele tiden. Tålmodighed til at sige fra når drengenes tiggeri bliver en tand for meget, overskud til at tage sig af dem, når forældrene er fraværende (ofte) og energi når der skal danses til Waka Waka, vises, hvordan computer, kamera og ipod virker og sidst, men ikke mindst når der skal spilles fodbold. Fodbold er Ghanas nationalsport, og alle elsker sporten. Forsiderne på diverse skolebøger er spækket med fodboldstjerner. Hjemme hos familien spiller vi ca. en minikamp på asfalt hver dag og intet kan slå den glæde, børnene afspejler, når bolden havner for fødderne af dem.

Byen
Efter introduktionen var det blevet tid til en rundvisning i den lokale by og, hvordan man følger traditionerne såvel som reglerne (uskrevne/ skrevne) uden at støde folk.
Det lokale marked skal man lige vænne sig til. Utroligt beskidt, enormt mange mennesker, men med mange dejlige og anderledes vare. markedsfolkene er søde og farvestrålende, men mens de forsøger at sælge deres vare, kan de ikke skjule snerten af desperation som kan ses og mærkes. Om det er grunden til den meget opmærksomhed, man møder som udlænding skal være usagt. Opmærksomheden kan der ikke røres ved og, hvis man f.eks. ikke har fået mindst 10 frierier på en time, er det lig med virkelig dårlig hårdag. Transporten rundt i byen forgår i taxaer, hvor prisen er fast 3 kr. Systemet er virkelig smart. Taxaerne samler alle op, der skal nogenlunde sammen vej som den første kunde. Det betyder, at der altid er folk i taxaerne, men samtidig kan man også altid få fat på en fordi der er så mange.

Arbejde
I forhold til arbejdet er jeg er blevet vist rundt på hospitalet, hvor jeg har fået mit arbejdsskema, og starter arbejdet tirsdag (i morgen). Jeg skal være på emergency afdelingen, og da hospitalet mangler sygeplejersker, kunne min supervisor næsten allerede garantere mig en fastansættelse.
Alle på arbejdet virker rigtig søde og utrolig glade, stemningen er sådan lidt hakuna matata, men som en af mine kollegaer sagde "der er så mange ting, vi alligevel ikke kan gøre noget ved så, hvorfor tage det så tungt".

Weekend
Denne Weekend blev brugt på nye kulturchok. Pernille (roomie) og jeg var lørdag med børnene i skole. Fuldstændigt kaotisk. Skolerne rundt omkring er præcis, hvad man ser i børnefondsreklamerne. Skure med slidte borde og stole, men med et engagement hos børnene, som lyser op. Disse børn brænder virkelig for at lære. Det eneste de har til rådighed er blyant, lidt papir og et matematisk instrument, hvis det sker, at børnene holder forkert på instrumentet, får de minuspoint. Lærerne er søde, men kulturforskellen er ikke til at tage fejl af. Hvis mobilen ringer så skal dent tages, når man har svaret på et spørgsmål, så gælder det om at råbe højest, og hele undervisningen går på udenadslære. Total blottet for kreativitet og selvtænkning.
lørdag eftermiddag blev det til at fordøje alle indtrykkene, dette forgik på et luksushotel, hvor folk kan betale og så benytte poolen. Det er et meget populært afslapningssted for frivillige, hvor udvekslingen af erfaringer og oplevelser forgår. Køkkenet servere tilmeld Europæisk mad til forskel for hjemmet. Hjemme bliver der serveret lokalt mad, og retter som Fufu, banku og yam finder tit frem til bordet. Ris og fisk er fast inventar, men der bliver desværre sparet en del på kødet. Maden spises ofte med fingrene og serveres 3 gange dagligt..
Halvdelen af gangene bliver maden tilberedt udenfor på trangiasæt look a like og halvdelen af gangene inde i køkkenet.
Næste weekend tager Pernille og jeg på overlevelsestur i den nærliggende regnskov, hvor vi blandt andet skal vandre, se vandfald og svømme J

Religion
Religionen betyder meget i Ghana og søndag, blev det så tid til at gå i kirke. Tøjet skulle dække skuldre samt knæ og helst kjole eller nederdel. Da alt dette var klaret, begav vi os af sted. Inden vi tog af sted, begik jeg en af de mere uskyldige fejl. I dagens anledning havde jeg taget make up på, men det resulterede i, at værtsfamiliens drenge straks påpegede mig som muslim. Den havde jeg godt nok aldrig hørt før, men Mascara er altså et tegn på, at man er muslim. Jeg fik dog overbevist dem om, at jeg var kristen og af sted gik det til kirken. Ligesom med skolerne var kirken også et skur med plastic stole på sandet. ceremonien var Gospel for alle pengene og, præsten prædikede på engelsk, hvorefter det blev oversat på det lokale sprog Ewe. Hvis mobiltelefoner ringede, var det også her en selvfølge, at man tog den. Seancen sluttede af med, at præsten bad folk om penge til opbygning af en lidt mere holdbar kirke. Penge var ikke det eneste, han bad om, men også cement og fysisk hjælp kunne bruges, da de selv stod for opbygningen. Ud fra dette kan man konkludere, at selvom alt er meget billigt, forsvinder pengene på mystisk vis alligevel ;)
Det betyder også at jeg i denne uge skal lege handy woman og hjælpe med projektet.
Yesu Krisoio dziozi

Som skrevet tidligere har jeg kun har været her i 5 dage, og de nye levevilkår er noget, man lige skal vænne sig til. Til tider kan det være ret hårdt, og man kan let komme til at miste modet pga. alt den fattigdom man møder. Man skal gøre sig klart, at man ikke kan hjælpe alle, men de få ting man kan gøre for nogen betyder alverden. Når man f.eks. går gennem stien ind til huset og bliver løbet i møde af to drenge, som smiler over hele femøren, når man iagttager den glæde og stolthed skolebørnene udviser, når de får ros af en for at have regnet rigtigt, og når man spiller fodbold på asfalt, og ser det glimt i øjnene når børnene render rundt i ens sko og man selv spiller med bare tær - Ja så kan man ikke bede om mere!

Det var alt for nu.

Haaber ikke min begynderroman har kedet jer alt for meget.
I aften skal vi fejre valentines day, og der har Tigor inviteret paa roedvin og oel, saa der maa vi gerne vaere laengere ude heldigvis
I morgen begynder jeg så på arbejdet og det skal nok blive interessant, næste weekend står den på survivel, og der kan alt jo ske...