Fremragende weekend!

Så gik endnu en uge og endnu en weekend. Som tiden går og integrationen bliver bedre, skulle man tro, der blev fundet en hverdagsrytme med de samme rutiner og samme oplevelser dag ud og dag ind, men sådan går det ikke i Ghana.Planlægning er en by i rom, og når det er tid til at stå op, ved man aldrig, hvor man ender en time senere. Man har måske en fornemmelse, men den holder sjældent stik alligevel så, hvorfor bekymre sig om det.
Ugen er ikke noget særlig at skrive om, men hvad ugen ikke kunne levere, kunne weekenden over alt forventning!

Hvis vi starter kort med ugen, fik jeg konstateret malaria igen. Om medicinen ikke havde virket, eller om jeg var ramt på ny er ikke til at sige, men resultatet på testen kunne ikke diskuteres, hvor end jeg gerne ville.
Onsdag var dagen, hvor jeg skulle til sikkerhedstjek. Jeg satte mig i stolen fuld af optimisme og overbevisning, om at jeg var malariafri. Jeg havde haft det godt, og jeg var klar til arbejde. Han tog blodprøven, og denne gang så jeg ikke selv testen til at starte med. Da de forventede ord skulle til at siges, havde han formået at ændre sætningen fra "you don't have malaria" til " you do have malaria". Den marginale ændring i sætningen gjorde en verden til forskel. Jeg måtte bede ham gentage sætningen igen og igen. for jeg måtte have hørt forkert, det kunne umuligt være malaria. Da han gentog det for tredje gang, og jeg stadig ikke fattede det, viste han mig testen. Jeg så på den og et ramaskrig gik gennem kroppen. I chokeret tilstand var min første tanke, at doktoren havde fusket med testen, så han kunne tjene penge på indsprøjtningerne. Hvordan kunne det her på nogen måde være muligt?
Der gik ikke mange sekunder, før ramaskriget havde forvandlet sig til en dynge af spørgsmål. Hvis man ikke vidste det, skulle man tro, jeg var en journalist op til et folketingsvalg, hvor opgaven var at få konkrete svar ud af politikerne. Jeg spurgte om det samme igen og igen i håb om at få et svar, jeg kunne bruge til noget, men ligesom med politikere er det ikke konkrete svar, der bliver givet.
Han kunne ikke svare på. om det var medicinen, der ikke havde virket, eller om jeg havde fået det på ny. Han kunne heller ikke svare på, hvorfor jeg havde haft det fint, og hvad jeg skulle gøre, hvis testen er positiv ugen efter.
Indsprøjtningerne blev givet, og denne gange fik jeg besked på, at jeg ikke måtte tage min antimalaria tabletter (medbragt fra DK), mens jeg var på medicinen. Jeg fik ikke at vide hvorfor, da jeg spurgte, andet end det måske kan have en indflydelse på behandlingen. Fuld af beroligelse havde jeg ikke andet valg end at stole på den syngende doktor, som havde fået min psyke til at ramle to gange.

Det var mere psykisk, end det var fysisk jeg havde det dårlig, så da jeg kom hjem, hvilede jeg en times tid, hvorefter jeg var klar til out reach i den spedalske landsby. Dagen efter fik jeg indsprøjtninger igen igen, og den næste out reach gik til 7 forskellige landsbyer, hvor vi skulle uddele medicin mod en parasit, der gør folk blinde.
Det ville være synd at sige at out reachen var en succes. De folk vi skulle hjælpe ville ikke hjælpes, og lige meget hvad vi gjorde, var det umuligt. Vi måtte gerne rense deres små skræmmer, men de ville ikke høre på, at de risikerede at blive blinde som årene gik, hvis de ikke fik medicinen, vi havde medbragt. Sådan gik det landsby efter landsby. De fleste unge har det jo fint nu så, hvorfor blive behandlet, når de ikke følte, der var grund til det. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at forklare situationen, men det var håbløst. Om det var stoltheden eller mangel på tillid ved vi ikke, men det var som sagt umuligt. Vi blev enige om at vende tilbage og prøve igen om nogen ugers tid - vi har ikke noget valg.

Laangt om længe blev det så fredag ensbetydende med en festlig weekend i hovedstaden Accra. For mig var det ikke bare endnu en weekend, men det var en mulighed for at se mit hjem, den sidste måned inden turen går mod DK. Inden da havde jeg hørt mange utrolige dårlige ting om Accra fra mange forskellige volunteers. Utroligt beskidt, utrolig travl og utrolig farlig. Lad mig sige det sådan. Det passer på en prik, men jeg elskede alligevel Accra fra første sekund, jeg steg ud af trot troen. Selvom det stadig er Ghana, kunne det ikke være mere forskelligt fra HO og de andre steder, vi har besøgt. Det var en følelse at komme fra landet ind til storbyen, hvor der var nye regler, nyt sprog og helt ny kultur at lære. De gloser man havde tillusket sig på 'ewe' kunne godt gemmes lang væk, og engelsk var ikke noget alle talte. Men den største forskel på Ho og Accra, vil altid være kontrasten mellem rig og fattig. Når man går en tur i HO fanger øjet lynhurtigt en masse forskellige farver, som stammer fra børns skoleuniformer. Selvom stort set alle skolerne er fattige, og de fleste lærere ikke er uddannede, går stort set hele Ho's ungdom i skole. Det er ikke mange tiggere, der bliver spottet i gadebilledet, og hver gang der bliver gjort krav på ens ipod, er det som oftest med et glimt i øjet i stedet for desperation. Selv den fattigere del af Ho klarer sig relativt godt på trods af fattigdommen. Her er der flere der, ikke går i skole, men optimismen fejler ikke noget og dagens arbejde bliver gjort.
I Accra er det, det stik modsatte. Bilerne i gadebilledet er ikke kun ødelagte taxaer som i Ho, her kører den ene fancy bil rundt efter den anden, mens børn står desperat på vejene og er klar til at pudse vinduer i håb om at skaffe lidt ekstra til føden. Slentre man f.eks. ned af gaden, ses det på den ene side af vejen luksushoteller og kæmpe villaer, hvor gartnere er i fuld gang med at nusse om haven og statussen fra, hver enkelt bolig stråler om kap med solen. Når blikket så langsomt vendes væk fra pragtvillaerne og går mod den anden side af vejen, er det dysterheden fra slummen, som møder ens følelsestilstand. Stanken og synet er i sig selv et vidne, på at der er lang vej igen, og tiggerne er også blevet væsentlig flere. Specielt børn, der desperat beder om penge til mad og vand, mens de ikke slipper en af syne.
Lynhurtigt vænner man sig til de tusinder af lyde fra biler, mennesker og musik der brager ud af alle gadehjørner. De nye lugte af blandet velfærd og slum finder vejen frem til ens næsebor, mens man prøver at finde sig til rette i, den på så mange måder, fremmede verden.
Man kan sige at Accra er en blanding af afrikansk stammekultur og vestlig indflydelse. Musikken er med et blevet amerikansk, burgere kan købes alle vegne, barerne kan fremvise den ene store fladskærm efter det andet, og det er tilmeld forbudt at køre med flere mennesker i bilerne, end der er plads til. Det er rigtigt at byen er både travl og beskidt ud over det sædvanlige, men det har også sin charme. Opmærksomheden er heller ikke blevet mindre tværtimod. Langt flere folk griber fat i ens arme, råber ting ad en, følger efter en og tager ikke et nej for et nej. Hvis man kan leve med dette, og det faktum at sådan vil det altid være, vil man kunne elske Accra, hvis ikke kan det blive et rent helvede. For at (over)leve skal man kende spillet og dets præmisser.
Lige meget, hvor godt det lokale sprog læres, lige meget hvor meget kultur du suger til dig og lige meget, hvor mange venner du får, vil du altid være anderledes i kraft af din hudfarve. Du vil altid blive forskelsbehandlet og altid forsøgt taget røven på. Det har andre volontører sandet, og det kommer jeg også hurtigt til.

Da vi ankom til den kaotiske tro station, blev os fra Ho blev integreret på et lille hotel et stykke væk fra centrum. Hotellet lå tæt på Project abroads hovedkontor, og det skulle vise sig at være en lettelse. Aftensmaden bestod af kyllingburgere, dog måtte vores koordinater finde et sted med lokalt mad, da han ikke kunne udstå tanken om vestligt mad. Efter maden blev der spillet kort, slappet af og tidligt i seng. Der skulle forhåndsrestitueres inden lørdag, søndag og mandag ville gøre sin entre. Det viste sig at være en fremragende ide, for jeg kan godt loge at det blev nogle af de hårdeste, men mest fantastiske dage indtil videre.

Lørdag morgen kl. 6 skulle alle frivillige fra Projekt Abroad fra hele Ghana mødes på hovedkontoret. Her ville der blive tid til præsentationer samt stifte nye bekendtskaber. Ikke overraskende var der et mindre flertal af danskere, og verden blev da også pludselig meget mindre. Jeg mødte en del drenge fra Roskilde og omegn, blandt andet en jeg havde mødt på Lasanta sport for to år siden til nytårsaften, det viste sig at min onkels nabo også var at finde i mængden. Snakken gik og det viste sig at drengene er fodboldtrænere i Accra, i den samme klub jeg skal til. Nogle rigtige søde drengerøve, som bestemt ikke har gjort forventningerne til opholdet mindre. J
Da alle var samlet, og det lokale band begyndte at spille, kunne health walken begynde. Det var en tur på små tre timer, hvor der blev spillet, snakket og grinet, mens sveden drev af en. På halvvejen mødte vi børnene, der kom løbende imod os med de største smil og deltog med iver i den lange gåtur. Da vi ankom til skolen, blev der uddelt vand og varmet op til forskellige sportsgrene og lege. Der blev spillet volleyball, basket, bordtennis og selvfølgelig fodbold. Børnene var utrolige. Man lod sig nærmest drible med vilje ;) for at se den glæde det skabte, og stoltheden lyste ud af dem, når de skulle lære os tricks og andet lir. En virkelig succesfuld dag sluttede af med en dansekonkurrence, hvor alle der ville kunne stille op. Da dagen på børnehjemmet var slut, gjaldt det om at komme tilbage på hotellet og hvile så lang tid som muligt. Det blev til et par timer, og klokken 15 var vi nogle, som mødtes på en fed bar og så Premier League. Her blev der spist god mad og drukket lidt til kampen. Da planlægning er umulig, havde vi taget det nødvendige stof med os, så vi ville kunne klare os indtil næste morgen. Dvs. penge, myggespray, forskelligt tøj og sko samt godt humør og nåår ja - malariamedicinen. Endnu engang forhindrede disse piller mig i at tilslutte resten af selskabet rent alkoholmæssigt, men så er det godt, jeg igen fik understreget, at alkohol ikke er nødvendigt for en awesome fest.
Os piger fra Ho og drengene fra Accra blev på baren og hyggede os, inden turen gik videre mod en større bar/club. Det kostede 20 cedis (80 kr) for fri bar fra kl. 22-01. Det er det dyreste vand, og cola jeg nogensinde har betalt, men pengene var givet godt ud. Mange af de andre frivillige stødte til os på baren, og så gik festen ellers i gang. Det er den skæggeste fest, jeg nogensinde har været til, og antifuldskaben gjorde at jeg var bedre til at observere og more mig, over de ting jeg så. En blanding af så mange forskellige kulturer og nationaliteter gjorde festen unik og genial. F.eks. Når en hollænder og Ghaneser mødtes på dansegulvet til skiftevis ghanesisk eller amerikansk musik, når der blev spillet kort og alle spillede med forskellige regler, så ingen alligevel kunne finde ud af det, eller når en dansker og tysker prøver at synge karoke, med den ene skæve accent efter den anden, ja så var underholdningsværdien til UG med alle jordens plusser.
De nye bekendtskaber lærte man bedre at kende, og jeg blev budt velkommen til til Accrab på bedste maner og massere af vand.:S ;)

Søndag gik turen mod independent square, hvor der skulle være fest og optog. Præsidenten him self ville også komme forbi og holde en tale, hvorefter der var mulighed for håndtryk. Desværre var vi ikke oplyst om tiden, og da det er Ghana starter sådanne arrangementer kl. syv om morgenen. Så vi ankom til torvet ved en 9-10 tiden og blev slemt skuffede, der var dog stadig masser at se på, folk der dansede, musik der spillede og den begejstrede stemning man kunne føle helt ind i hjertet.
Efter vi havde været på sight seeing, gik turen mod en af de mange lækre strande, her var det tydeligt at se, at gadefesten var omskolet til strandfest. Her lå vi og dasede i nogen timer, før turen igen gik mod hotellet. Om aftenen var vi virkelig trætte, men da det ikke er uafhængighedsdag hver dag, blev et beach party comeback iværksat. Det viste sig at være en god ide, for det var en festoplevelse ud over det sædvanlige. En masse borde og stole var blevet sat ud i sandet, og så sad folk og grinede, snakkede og lo mens de nød en kold øl til den klare stjernehimmel og bølgernes brusen.
Det var også mulighed for at danse på de mange strandbare til lokalt musik og spille et spil billard. Jeg var hjemme omkring kl. fire og næste morgen kl. seks, gik turen tilbage mod Ho, med stop ved en nationalpark.
Selvom trætheden meldte sig i små bider i løbet af dagen, var det det hele værd. Nationalparken er kendt for sine antiloper og bavianer, og det billede man altid har haft inde i hovedet af Afrika, var med et blevet en realitet - Savanne. Vi købte en guidet tur i en taxa, og af sted gik det mod det højeste punkt på savannen. Vi begyndte opstigningen, og selvom turen kun tager 20 min. er det en relativ stejl stigning, som krævede sit. Da vi var ved vejs ende, blev vi slået fuldstændig omkuld. Et sug gik gennem maven, da vi trådte ud på "kongesletten", og så stort set hele Ghana lå for fødderne af os. Savanne helt ud til horisonten, bølgernes skumsprøjt der kunne skimtes i det fjerne, og nogle enkelte fugle havde vovet sig ud i middagsheden og strakte deres vinger, mens de lod sig diktere af vinden. Det blev til en velfortjent hvilepause, inden vi skulle kravle gennem en grotte, hvorefter at vende tilbage til det samme punkt.
Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg var mere stolt af situationen end tilfældes var, da vi begav os ind i grotten.
Betingelserne for ekspeditionen var at man ikke kunne være bange for slanger. Min med-survivor gjorde det lynhurtigt klart, at det ikke var noget problem overhovedet. Kredit fik jeg heller ikke meget af, da jeg fortumlet fremstammede, at slanger ikke lige var det dyr, jeg allerhelst ville møde. At det så var Afrikas farligste slange, der holdt til i den lille grotte, ja det er en helt anden historie…
Vi fik dog klaret grotten, og af sted gik det mod antiloperne og bavianerne. Det var som at være til stede i løvernes konge, da vi kørte gennem landskabet og så den ene antilope efter den anden spise græs og springe rundt. Bavianerne kiggede også frem, og hold da op nogle store krabater, de kan blive!
Efter fuldendt guidetur blev det langt om længe tid til at vende hjemad mod sin seng. En weekend med massere af fest, ikke så meget søvn og meget af sol, kan tage energien fra selv den bedste, og det skete også her!
Man skulle tro at denne uges blogindlæg slutter her og historierne med, men her sker der hele tiden noget, som er værd at berette om så hav tålmodighed lidt endnu.

Dagen efter vi kom hjem fra vores udmattende weekend, skulle alle ens ting pakkes ned i kufferten, det var ikke fordi vi skulle tidligere hjem, men fordi vi skulle skifte familie.
Jeg nåede at bo hos familien i en måned, og det udviklede sig til det rene galehus. Det eneste moren gik op i var penge og gaver, ting og sager som ipods og mobil kunne let blive væk og dukke op dagen efter i en af drengenes skoletaske og faren, ja han var aldrig hjemme. Reglerne var fuldstændig til grin - hjemme senest kl. 22:30 også selvom vi prøvede at snakke med hende, var det nytteløst. Vi kunne måske være blevet, men min roomie var meget opsat på at flytte, så det blev arrangeret. Det viste sig dog hurtigt, at vi ikke er de eneste frivillige, der har klaget over familien, så dejligt der nu bliver gjort noget ved det. Det nye hus vi ankom til, skulle vise sig at være det stik modsatte. Her må vi rent faktisk føle os hjemme og bare spørge løs, hvis der var noget vi mangler. Der bliver serveret kød, og tonen er venlig og varm, men det bedste af det hele er nu engang familiens VASKEMASKINE!!! Slut med at gøre dette ulidelige arbejde af sig selv.. At vaske tøj i hånden krævet sin styrke, og mage til spild af tid og god energi skal man lide længe efter. Jeg strålede om kap med Pernille, da hun viste os dette vidunder. Det koster 20 cedis (80 kr) for en måned at vaske og det skal udnyttes.

Tirsdag var der arbejde igen, og onsdag sikkerhedstjek for malaria endnu engang. Jeg havde ikke de store forventninger til testen, men blev dog glædelig overrasket, da jeg så den var negativ. Malariafri for en stund. Torsdags out reach gik ud til en skole, hvor vi skulle veje babyer og give vaccinationer/vitaminer samt tjekke om de var raske og sunde, efter babyerne var det mødrenes tur til at få et sundhedstjek. I denne landsby er jeg og en anden frivillig ved at stable et sundhedsforsikringsprojekt på benene, da det viser sig at stort set ingen er forsikret. Der kommer mere om dette projekt senere. En dejlig succesfuld dag sluttede af med et besøg på Viktorias skole, hvor de første penge blev doneret. Taknemmeligheden blev vist med glædeståre og ville ingen ende tage. Pengene bliver i denne omgang brugt paa blyanter og papir samt borde og stole . Der vil snart komme billeder paa siden.

Det var alt for nu, jeg vender stærkt tilbage i næste uge. Tiden flyver af sted så det gælder om at nyde den!