Jeg må gøre opmærksom på at første del af beretningen er uegnet for mindre børn og sarte sjæle. Er man bange for gysere som "rejseholdet" skal man springe første del over.

Arbejdet
Det siges, at folk ikke glemmer den første skoledag, det første kys, den første kæreste eller det første hus. jeg vil aldrig nogensinde glemme den første time, den første dag og den første uge på mit første job…

Tirsdag var det tid til første arbejdsdag, og jeg skal da ellers love for, jeg blev kastet for kødstykkerne. Som skrevet tidligere skulle jeg være på accident and emergency afdelingen, jeg frygtede det værste, og det var der skam god grund til. Det syn jeg møder, da jeg træder ind på afdelingen er faktisk ikke så tosset. De tilskadekomne jamre godt nok, men sygeplejersken samt lægerne virker utrolig glade, og standarden ser da også nogenlunde ud. Der ligger godt nok ca. 6 personer på en stue, hvor sengene er slidte og står tæt. Når de skal behandle folk, for mere en det det normale, bliver det gjort i enerum, hvor der står en meget slidt seng.Behandlingen kan også ske på stuer med to senge uden forhæng imellem. Jeg var ret optimistisk i starten, men 5 min. senere skulle det vise sig, at jeg godt kunne gemme optimismen langt væk.
Det første jeg skulle gøre var at hjælpe med at rense et kæmpe kødsår (stort set hele lægen). Jeg troede, jeg skulle kigge på og observere processen, men det kunne jeg godt glemme alt om. På 5 min. var jeg blevet forvandlet fra student til udlært sygeplejerske. Den nye titel måtte jeg lynhurtigt tage til mig, da kødsåret ventede. Efter det var renset og en ny forbinding kom på, var det videre til en ny patient, hvor brystet var, ja det kan ikke beskrives hvad det var, men kønt var det ikke. Min kollega og jeg fortog samme proces, hvor vi skulle rense det, der var tilbage af brystet. Hele processen blev dog sat på standby, da min kollegas telefon ringede. Samtalen skulle selvfølgelig lige færdiggøres, før vi kunne fortsætte arbejdet.
Bagefter dette syn ville jeg tage en kort pause for at fordøje den første time på jobbet, men det var der slet, slet ikke tid til. kødsår nummer 3 ventede. Pulsen hamrede af sted, da jeg blev udstyret med handsker og maske og af sted gik det. Vi var 3 personer, som skulle tage sig af den sårede mand. Det eneste jeg faktisk husker fra episoden, er at min medsygeplejerske sagde, hun ikke kunne se på såret og forsvandt. Ellers husker jeg intet. Ikke hvad manden fejlede, ikke hvordan han så ud, ikke, hvordan jeg arbejde. Intet!
Jeg husker dog patienten ved siden af, som fik "behandling" dvs. stukket en iltmaske i hånden, da han ikke kunne trække vejret…

Efter disse bizarre oplevelser blev det tid til at gøre lidt mere fredeligt hospitalsarbejde, så som at tage temperaturer på folk, måle puls (god gammeldags metode, hvor man måler med fingrene på håndleddet) og redde senge (en gang om ugen). Det værste for alle dem med de blodige sår er at, de er nødt til at sove på de samme lagener og havde det samme tøj på.
Da jeg var faldet ned og havde fordøjet de nye arbejdsmetoder, mødte jeg synet af en yderst køresyg dansk sygeplejerske, som kom fra et andet hospital. Hun fortalte, at de lige var ankommet med en mand, som skulle overflyttes. Han havde fået kvast fingrene i en arbejdsmaskine. Jeg spurgte rystet til, om der var håb for hånden, hun svarede nærmest pr. automatik "i Danmark ville de kunne behandle og redde hånden, men her ville den højest sandsynligvis ryge". Manden med hånden ventede ca. en time, hvorefter han skulle til røgten. Jeg blev tildelt den opgave at transportere ham. Heldigvis gik jeg forrest, så hånden havde jeg ikke den store øjenkontakt med. Efter røntgen skulle han køres på stuen, hvor manden med iltmasken stadig havde problemer. Manden med hånden fik besked på, at der ville komme en doktor om en times tid. Mere så jeg ikke til ham.

Om aftenen var det tid til at fordøje alle indtrykkene, og konklusionen blev da også hurra for at ingen døde. Næste dag var konklusionen en anden, og der blev ikke noget at råbe hurra for.

Dagen startede med det normale fredelige hospitalsarbejde. De samme kødsår skulle renses, de samme rutiner med pulsmålinger samt blodtryk skulle noteres og maden skulle gives til patienterne. Bagefter blev jeg bedt om at køre en patient til behandlingsrummet. Lad mig sige det sådan: manden var i live, da vi startede turen! Bevidstløs, men i live. Da vi nåede behandlingsrummet, gik der 5 minutter, og så var han erklæret død. Ingen genoplivningsproces, ingen hjælp og ingen reaktion fra de omkringstående.
Han fik kastet et lagen over sig, og sygeplejerskerne vendte blikket mod sidemanden, som var ved at gå i koma på grund af insulinchok. På et, hvilken som helst andet hospital havde det ikke været noget problem, men det var det her. Beskeden kom prompte "Vi har intet insulin, så hvad vil du have vi skal gøre?". Manden gik langsomt i koma, mens han havde en død mand ved sin side.

Jeg fandt mig selv overraskende rolig efter de ubehagelige episoder og vendte tilbage til arbejdet. Jeg fik dog ikke lov at arbejde længe, da en SMS tikkede ind på mobilen. De frivillige fra medical care skulle på tur. Det viste sig, at turen gik til et udstødt samfund, som kun bestod af spedalske. Her skulle vi gøre vores bakker klar, iføre os udstyret og rense deres sår samt putte forbinding omkring. Det er umuligt at helbrede spedalske sår, men nogle af de tilskadekomne har mulighed for at gå bedre, og undgå infektion og fluer, hvis der kommer forbinding omkring. De fleste spedalske fra byen har kun tre tæer eller mindre, ingen hænder, og bevægelse er næsten umulig. Det var virkelig en chokerende oplevelse. At se, hvordan disse mennesker kan bo, se hvordan de klarer sig uden hænder og fødder og at skulle rense det ene skræmmende sår efter det andet. Det viser sig, at vi skal derud en gang om ugen.

Da vi er den eneste organisation, der kommer til landsbyen, er taknemmeligheden heller ikke til at tage fejl af. Bifald da vi kom, og velsignelserne der fløj om ørene på os, da vi gik. Da arbejdet var gjort, sad jeg med en virkelig stærk følelse af at have hjulpet et andet menneske og gjort en forskel.

Om eftermiddagen var der møde (også hver onsdag), for alle frivillige i den lokale by. Her blev der evalueret, snakket og lært gloser på det lokale sprog. Senere på aftenen var vi en del frivillige, som fandt en god lokal bar og så CL. Det fungerede på den måde, at fjernsynet var stillet op udenfor, og så sad der omkring 30-40 stykker på plasticstole og så kampen. Stemningen var helt kanon, og selvom signalet røg et par gange, var der ingen irritation at spore. Det lokale øl fandt også frem til ganen og oven på den dag, tror jeg aldrig, en øl har smagt bedre.

Torsdag var der igen tur for de frivillige inden for medical care. Vi kørte om morgenen, og denne gang gik turen mod en fattig skole i udkanten af byen. Her skulle vi lave sundhedstjek på alle børnene. Det indebar også at give dem medicin, vitaminpiller og vise dem, hvordan håndvask samt tandbørstning skal gøres. Det var organiseret sådan, at vi startede med at gå rundt i, hver enkelt klasse og spørge om der var noget galt. Det de sagde, blev skrevet ned på et papir, og bagefter kunne de gå til behandlingsstedet. Ved hjælp af papiret kunne vi se, hvilken behandling vi skulle yde. Børnene fejlede alt fra hovedpine, tandpine og hudafskrabninger til ondt i knæet, feber og ondt i hjertet.
Skolen virkede fattig, men god og lærerne søde. Derfor blev jeg også noget chokeret, da vi stod i en klasse og skulle påbegynde vores spørgerunde, da lærerinden hev en ordentlig kæp op fra jorden og så ellers uddelte nogle slag. Hvis et af børnene træk hånden til sig i ren refleks, gav det dobbelt slag.
Efter behandling af lærere og elever sad vi igen tilbage med den samme stærke ubeskrivelige følelse af at have gjort en forskel. Hver uge går turen til en ny fattig skole, og næste gang skal vi også lege og spille fodbold som en del af sundhedstjekket.

Survivor Weekendtur
Efter en på mange måder hård og lærerig uge blev det tid til en ægte survivor tur. På sådanne ture kan alt jo ske, og det gjorde der faktisk også. Alt er måske så meget sagt, men meget - det skete der.
Vi havde gjort vores forberedelser, alt var pakket og klart til turen. Vi kom lidt senere af sted end beregnet på grund af en kæmpe tropisk regnbyge. Denne forsinkelse skulle vise sig at blive en større udfordring end som så. Vejen hen til vandfaldene tager omkring to en halv time. Første stop er en lille landsby Ho Hoe med en tro trot og derfra en taxa ud til vandfaldene. Faren (Tigor) havde sørget for, at tro trot buschaufføren ville skaffe en taxa til os, når vi ankom. kl. 18 stod vi i Ho Hoe, med beskeden om at det var for sent, og ingen taxaer gad og køre os til vandfaldene. Selvfølgelig kendte chaufføren en, som gerne ville køre os for 25 Cedis (100 kr). Turen ville tage en time. Først takkede vi pænt nej tak, og sagde vi ville finde det billigere. Vores "troværdige" buschauffør sagde så, at det kunne han garantere for, vi ikke fandt. Det endte med, så dumme som vi er, at vi takkede ja tak for det såkaldte tilbud. For det første tog det kun en halv time, for det andet så vi mange taxaer på vejen i den retning, og for det tredje var prisen 6 gange så meget, som den burde have været. Hurra for dumme turister, men det skulle blive værre endnu.
Vi ankom til det fine tysk-ejede hotel, hvor der stod i guidebogen, det ville være billigt at bo. Der stod nu også i bogen, at man ikke skal rende rundt med for mange kontanter, så det gjorde vi heller ikke. Det er dog sidste gang vi følger den bog!!!!
Da vi kom til hotellet, viste det sig, at det overhovedet ikke var billigt - tværtimod. Pengene skulle tælles flere gange, før vi kunne konkludere at vi simpelthen ikke ville havde råd, hvis vi også skulle se vandfaldene, spise og hjem igen. Vi prøvede alt - Kort duede ikke, overføre til bankkonto duede ikke, få rabat på værelset duede heller ikke. Desperationen var lettere stigende, og da tjenerinden gjorde opmærksom på, der ikke var andre steder at tage hen, var der dømt krise. Heldigvis mødte vi vores redningsmand ADAM (dansker som boede på hotellet). Vi måtte have set lettere desperate ud, for der gik ikke lang tid, før han havde hentet sin pung og lånt os penge. Vi nåede nærmest ikke at forklare situationen, før han havde betalt vores værelse. Vi regnede efter igen, og det kunne lige akkurat lade sig gøre. Vi måtte så også vælge mellem frokost (efter bjergbestigningen) eller vand. Vandet blev prioriteret, og det er jeg glad for den dag i dag.

Heldigvis var der plads i budgettet til morgenmad, men den skål slatne cornflakes, der blev serveret var ikke noget at råbe hurra for.
Der er to slags vandfald man kan besøge "upper falls" og "lower falls". Upper falls er det vandfald, der kræver en guide, da turen indebærer en bjergvandring/bestigning.
Vi begav os af sted lidt over syv, så vi kunne bestige upper falls, før solen blev alt for stegende. Turen startede lidt uheldigt, da Pernille (roomie) måtte give op og vende om et kvarter efter, vi var påbegyndt den første store stigning. Selve turen tager ca. to timer hver vej, hvor det går meget stejlt op i ca. halvanden time. Jeg blev enig med mig selv og Pernille om at fortsatte og hold da kæft en tur.
Tænk at få muligheden for at vandre op ad et bjerg på den mest barske, men smukkeste sti i komplet urørt natur. At få muligheden for at lægge mærke til det dyre og planteliv, jeg ikke troede eksisterede, mens stilheden kun bliver brudt af vandfaldets brusen for ørene. Det er helt ubeskriveligt.. At stå på det højeste punkt (på turen) og se ud over landskabet er fantastisk. Se bjergene, der tårner sig op og strækker sig mod solen, se naturen, som breder sine vinger så langt øjet rækker og flagermusene, som kredser omkring toppen af det kolossale vandfald. Det var også her på toppen, det blev tid til fornyet energi, som bestod af friske mangoer plukket direkte fra et af de mange træer. Derefter begyndte nedstigningen til vandfaldet. Gennem den ene port af palmeblade efter den anden gik det mod målet. Nedstigningen krævede utrolig meget koncentration, en fod forkert og det kunne gå grueligt galt, væltede træer, som lå hen over stien, og guiden måtte kæmpe sig vej frem med sin sabel. Men målet var nært, og vandfaldets brusen blev højere og højere og fulgte en hel til dørs. Og så endelig, endelig trådte jeg de sidste skridt ned til det vandfald, som tårnede sig op. At dufte, lytte og se med egne øjne, hvor smuk naturen kan være, var helt forrygende. Jeg har prøvet at beskrive turen, så godt jeg kunne, men billeder taler tit mere end ord, og mon ikke det også er tilfældet her…? ;)

Efter Jeg havde badet i bunden af vandfaldet og druesukkeret var indtaget, gik turen tilbage til lower falls. Da jeg ankom til lowefalls, var det endnu et meget smukt vandfald, der mødte mig. Her var der noget mere gang i den fra menneskets side. Et par skoleklasser havde fundet turen herud, og så blev der ellers badet, danset samba og sunget. Det viste sig, der var andre frivillige, og lang tid der gik ikke før snakken gik, numre blev udvekslet og næste tur planlagt. Vi tilbragte et par timer ved vandfaldet, og da det sidste drikkevand slap op, var det tid til at vene snuden hjemad. Uden frokost, uden vand og uden penge, kan det nok ikke undre nogen, at vi var godt trætte, da vi endelig trådte ind af døren. Vi måtte sige pænt nej tak til fodbold og selskab. Vi faldt om som fluer.
Til slut vil jeg gerne række en stor tak til Adam og myggebalsam. Til Adam for at værre vores redningsmand og til myggebalsam for virkelig at bestå sin prøve mod malaria. Det viser sig at mange andre frivillige har fået malaria, Så vi krydser fingre for at der ikke kommer flere tilfælde.

Det var så mine oplevelser for denne uge. Som i kan læse er oplevelsesbarometer ikke faldet og heldigvis for det. Næste uge håber jeg på en fredelig uge på hospitalet, der skal nemlig restitueres inden næste weekend, hvor den står på survivor tur igen igen. Denne gang skal der sejles i kano på pocahontasfloderne, Og her vil der blive medbragt massere af penge og mindre naivitet - Så burde vi være sikret.