Fra landsbyen til storbyen.

Efter to betagende måneder i Ho blev det tid til at pakke tøj, oplevelser og minder ned i kufferten og sætte kursen mod storbyen og hovedstaden Accra.
Inden jeg starter kapitlet om Accra, vil jeg lige kort slutte af med Ho og mine sidste dage…

Projektet på skolen blev afsluttet med en officiel ceremoni, hvor der blev holdt takketaler, taget billeder og uddelt gaver. Til alle dem der har doneret har jeg lidt Afrikansk lir med hjem i form af malerier, billeder, banner osv. Da teknikken fortsat sejler, og postvæsnet ikke altid er til at stole på, medbringer jeg disse takkegaver og billeder med til DK, og uddeler dem når jeg er hjemme igen J Health insurance programmet blev også afsluttet på bedste maner, og det var med lysende stolthed, vi forlod kontoret med kvitteringerne i hånden. Desværre var vores "professionelle" chef på kontoret ikke helt så professionel som vi havde håbet på, og det resulterede i en række knap så professionelle beskeder samt samtaler. Takket være George på 40 blev det lidt lettere at sige farvel til Ho. Nu er vi heldigvis fri for ham, men beskederne stopper desværre ikke, så et nyt sim -kort har da også været drøftet…
Bortset fra en del frierier, ubehagelige beskeder (George) og en taxamand der var lige lovlig pornofikseret, har vi følt os mere eller mindre trygge. Vi lærte hurtigt at de lokale nærer stor respekt for hinanden og aldrig kunne finde på at tigge eller krænke en broder eller søster. For en hvid er reglerne anderledes, vi vil aldrig få samme respekt, da vi ved ikke hvad det vil sige at kæmpe mod fattigdommen. Efter to måneder var vi stadig de fremmede i en ny verden, og ubevidst reagerede vi også derefter. Vi spillede spillet så godt vi kunne, hvilket indebar at tage sexchikane med en hovedrysten (mild form) eller simpelthen bare stikke af (mindre mild form).
Nu skal jeg lige pointere at det langt fra gælder alle, og langt de fleste er utrolige søde og virker oprigtige. Problemet er bare, at det er svært at skelne og selvom man ikke vil kendes ved det, hænger mistroen over hovedet på enhver der spørger efter dit nummer. Det er virkelig ærgerligt, for det gør det svær at få rigtige lokale venner uden bagtanker. Det lykkedes dog at få et par stykker J, og de sidste par dage i Ho blev ikke overraskende brugt på at holde en del uofficielle afskedsfester. Det blev også tid til at nyde synet af byen og suge de sidste indtryk til sig, før det var for sent. Det var med stort vemod at sige farvel til denne by, som blev ens "hjem" på godt og ondt i to måneder. En by, hvor dagene aldrig fandt rutinen, og livet gik sin vante gang, med den røde tråd placeret dybt inde i et virvar af kaos. Det var trist at sige farvel til ens lokale venner, med tanken om at man nok ikke vil se dem igen, og det var slemt at sige farvel til værtsfamilien, som i den grad har sat sit præg på sjælen og lært en den Ghanesiske kultur, mere end nogen bog er i stand til. Det var hårdt at sige farvel til andre frivillige og koordinaterne fra Projects Abroad. Disse mennesker har man levet sammen med, rejst sammen med, arbejdet sammen med og ikke mindst stået sammen med i tykt og tyndt.

Søndag kom, og af sted gik det mod hovedstaden Accra. Et nyt arbejde, et nyt sprog, og en ny værtsfamilie ventede. Det eneste jeg havde hørt om stedet, var at det var tæt på Labady Beach. I DK er det lig med luksus, og det var måske grunden til, at jeg havde skruet forventningerne en tand for meget op. På den ene side giver Accra mulighed for luksus på den anden side fattigdom. Værtsfamilien gav smagsprøve på det sidste. Fattige og fattige er måske så meget sagt, bevares det er da et murstenshus, men det er vidst også det. Elektricitet og rindende vand blev med et en luksus i datid. På gode dage har vi begge dele, men der er flere dårlige dage end gode, og så hedder den lommelygte og badning med en spand vand. Det gør livsstilen mere besværlig, men man venner sig til det, og det er allerede blevet en del af hverdagen. De to måneder i Ghana lærte mig at tålmodighed og overskud er vejen til at (over)leve, og derfor var omvæltningen ikke helt så slem for mig, som den var for min nye roomie. Til tider er det ligefremt sjovt at observere hans "udskejelser", når tingene ikke går som planlagt = aldrig. Min nye roomie (Nick) er en rich kid fra England i ordets bedste forstand. Han har gået på Englands næstældste bordingschool (drengeskole) og skal studere i USA på en af de 8 bedste skoler i landet, før turen går et år til Oxford. Han er halv Amerikaner Halv Englænder, og han vil enten være præsident eller premiereminister. Derfor er det til tider underholdning i verdensklasse at observere hans iagttagelser af Ghana og alle de ting, som burde gøres bedre. Vores husmor (som er utrolig sød) får et føl på tværs, når han glemmer at slukke for blæseren, stikkontakten eller vandet. Han gør det ikke med vilje, men et økonomisk forhold til penge er ikke eksisterende. Derfor tog han det heller ikke så tungt, da han fik stjålet sin mobil og pung på samme dag. Men hvis jeg havde en pool og en tennisbane i baghaven, ville jeg måske heller ikke lægge så meget i 2000 kr. ;)
Han er dog rigtig rigtig sød, og det er dejligt, vi kommer så godt ud af det med hinanden, da han også træner i "fodboldklubben", som jeg vil vende tilbage til.

Som overskriften antyder, er det lidt af en omvæltning at komme fra den lille landsby, til den store by. Hvis man synes, at Ho kan være hektisk og kaotisk, er det ingen ting i forhold til det syn, der mødte mig i Accra. Udenfor Accra, er det ikke så slemt, men kommer man ind til centrum, ville man ønske sig langt væk efter få sekunder. Trafikken er farlig og direkte umulig at læse. Dyttende biler, store busser, hurtige motorcykler og mennesker i hundredvis der blander sig med hinanden i forsøget på at komme frem til hver deres destination. Når man går langs markedet, er reglerne enkle - hold på pungen, kig ikke nogen i øjnene og gå så hurtigt så muligt. Det er et sandt paradis for tricktyve, og tiggere. Et lille skub fra et barn, et øjebliks koncentrationssvigt og pungen eller mobilen er væk. Men når man blot man tager sine forholdsregler, er Accra også en vidunderlig by, der vokser om ørene på en og har så meget at byde på. Det eneste man skal gøre er at stikke næsen dybere end det overfladiske indtryk og tage sig tid til at udforske byen og de tusindvis af skæbner, der er viklet ind i hinanden. Disse oplevelser gør Accra til en fængslende by på godt og ondt. Den ene dag kan man finde sig selv siddende på en irsk pub til happy hour med overklassen og en Carlsberg i hånden, og den næste dag kan man nyde et beskedent måltid mad i slummen med nogle fattige børn, hvis øjne siger spar to, når man dukker op med kolde colaer til festmåltidet. Historier bliver der også fortalt, og de er ikke alle lutter øre. Korrupt politi, børn der får tæsk, og folk der dør af sult, hver dag. Disse historier er desværre ikke overdrivelse, og det kan de frivillige, som arbejder med menneskerettigheder skrive under på. Når man lytter godt efter de fattiges historie og ikke tror sine egne øre, kan man i alt uretfærdigheden, spore en tro på fremtiden og et bedre liv. Den tro er ligeså stærk som deres religion, og den kan ingen korruption, nederlag eller slag tage fra dem.

Jeg har været i Accra godt to uger nu, og i forhold til arbejdet ved jeg slet ikke, hvor jeg skal starte. En ting kan jeg dog slå fast - det er en måned, hvor fornøjelse og arbejde kommer ud på et.
Jeg skulle rigtig starte mandag, men da det var international volunteer uge, skulle alle vi frivillige i Accra lave et projekt i fællesskab. Projektet bestod i at male en fattig skole og yde lektiehjælp. Det var en god måde at møde de andre frivillige på, og det var en dejlig start på opholdet. Tirsdag morgen fik jeg så min introduktion rundt i Accra og skulle starte træning i fodboldklubben Cantoman samme eftermiddag!!!!
Hvis jeg starter med at beskrive banen, er dette en stor grus/jord bane, med to mål i hver ende. Den er ikke specielt jævn nogen steder, og den ene side er direkte umulig at spille på. Når der skal spilles kampe, er linjerne trukket op med aske eller kegler, og det er en stor udfordring for dommerne. Banen
ligger bag nogle slidte bygninger, hvor gamle fanger bor og en del meget fattige børn. De fleste af børnene på holdene går dog i skole, men der er også en del der må forlade skolen i en tidlig alder grundet penge. Disse børn har så kun bolden tilbage. Grundet støtte har Stort set alle en form for fodboldstøvler, men støvlerne er så slidte, at de ikke ville blive godkendt i DK. Alligevel formår børnene at brillere på et niveau, som synes alt for genialt til deres alder. Via min introduktion i klubben blev jeg også introduceret til det politiske og ledelsesmæssige system, som er direkte katastrofalt. Ejeren af klubben er ikke til at stole på og tilmeldt korrupt.
Et eksempel er, at Klubben havde en Fifa licens træner, som ville gøre noget godt for de fattige børn, men han blev desværre fyret, da han var fra Nigeria. Alt i klubben drejer sig om penge, penge og atter penge. Det er afskyeligt, men ikke mærkeligt. Det hold der yder mest bestikkelse vinder som regel kampene. I forhold til donationerne er Projects Abroad sat på sagen, så alle donationerne vil tilkomme de rette, det tager bare lidt længere tid.
I forhold til trænersituationen er vi tre frivillige trænere, der har ansvaret for 100 unge mennesker. Ugen forløber med træning hver morgen med et seniorhold, (division 3), hvor vi på skift står for træningen og træner med. Morgentræningen er virkelig lærerig, og den anderledes fodboldkultur kommer helt under huden på en. Om eftermiddagen træner vi så hvert vores hold. Jeg træner under 12, Nick træner under 14 og Chris træner under 17. Desværre kan man ikke regne med alderen, da de fleste lyver om denne i håbet om at blive professionelle i udlandet. Desværre vil samtlige af spillerne være den nye Michael Essian, og det kan både være godt, men så sandelig også skidt. Ilden i drømmen kan ikke slukkes, og gang på gang må vi minde spillerne om, at de ikke skal tage imod fake kontrakter. Vi havde eksempelvis en episode med en af spillerne, der havde modtaget en kontrakt fra en klub i udlandet på mail. Kontrakten så meget professionel ud og fyldte 18 sider. Den pågældende spiller ville af sted ugen efter, uden at have læst særlig meget af den såkaldte kontrakt. Da vi fandt ud af kontrakten var fra en klub i Asien, overtalte vi ham til at blive en uge mere og en ekspert måtte på sagen. En som vi har mødt i Ghana, er netop nu i gang med at skrive sin kandidat om, hvorfor de fleste afrikanske spillere tror, de kan blive professionelle fodboldspillere og fake kontrakter. Han fik læst den og konklusionen var klar - endnu en fake kontrakt var blevet en realitet. Vi spurgte spilleren, hvad han havde gjort for at få kontakten, og det viste sig, han havde sendt en 5 sek. video, hvor han sprintede… Mere behøver jeg vel ikke at sige!

Via disse episoder og nye omgivelse får man langsomt vænnet sig til den totale nye og fremmede fodboldkultur. Jeg fandt hurtigt ud af, at den bedste måde at planlægge en træning på, er ikke at planlægge overhovedet. Du kan stå med 1o børn, hvor du har hele banen eller med 40 børn, hvor du har et hjørne bag målet. Du ved det ikke på forhånd, og der er ikke meget hjælp eller information at hente. Disciplinen er også helt og aldeles anderledes for nærmere at sige ikke eksisterende. GMT (Ghana man time)hedder fænomenet, der gør det umuligt at starte en træning til tiden. Det hold jeg træner er faktisk de bedste, hvad tid angår, så den sparsomme tid bliver udnyttet. Det er en luksus, som de andre trænere ikke har. En anden ting vi heller ikke havde, er respekten. Respekt er ikke noget man har, men noget man skal gøre sig fortjent til. I Ghana er fodbold en mandsdomineret verden, og jeg vidste på forhånd, det kunne blive svært i starten, når jeg skulle træne seniorholdet. Der gik da heller ikke lang tid, før de første par spillere havde friet til mig, hvilket man ikke ligefrem kan kalde en professionel start på jobbet.
Jeg fik dog en ide, som på den rette tid i det rette øjeblik, krydret med lidt held skulle blive afgørende.
Vi stod og jonglerede, og en af drengene som havde spillet lidt op og var blevet lidt for kæk i munden kom med nogle bemærkninger, som jeg absolut ikke kunne overhøre eller lade ske igen. Med et overbærende smil ændrede jeg reglerne og lærte gutterne at spillet "gris". Jeg kørte på ham den smarte og noget heldigt vandt jeg, det resulterede i at, han skulle ned på alle fire og øffe rundt om cirklen. Det var til stor latterliggørelse for ham og jeg - ja jeg havde gjort mig fortjent til respekten. Han kom efterfølgende til mig og sagde, at det var et budskab som gud havde sendt ham og en lærestreg. Budskab fra gud eller ej ved jeg nu ikke, men nogle gange handler det sku om at gribe chancen og satse butikken. På mit "under 12" hold er det dog meget anderledes. Her har de lidt for stor respekt for mig, og nogle gange bliver de lige en tand for højtidelige, jeg har prøvet at overbevise dem om andet, men det er umuligt. Det er nogle af de små forskelle man møder i kulturen, men under selve træningssessionerne, bliver man opmærksom på de markante forskelle, der er mellem dansk fodboldkultur og Ghanesisk. Hvis man ser bort fra disciplinen, er taktikken den største forskel og udfordring. Mildt sagt skænker de ikke taktik, som vi kender det, en tanke, og det kan tydeligt ses i kampene. Men hvad de mangler i taktikken, har de 10 gange med sig i teknikken. Når vi spiller på et lille område, er det fantastisk at se deres bevægelse og tekniske egenskaber. Spillerne har en indforstået kommunikation, og deri ligger deres form for taktik. Ingen basis regler ingen "ABC" og derfor kan spillet let se ud som tilfældigheder - tilfældigheder eller ej det er genialt.
Efter endt arbejdsuge bliver fredagen krydret med en O-bruno kamp. Her stiller vi med et hold bestående af O-bronis (hvide personer) fra Accra, hvor vi møder forskellige hold. Der er blandt andet blevet spillet mod fængselsindsatte i fængslet, militæret og præster. Desværre er dommerne aldrig på vores side, og under kampene har man på fornemmelsen, at de sætter en ære i at gøre spillet så uretfærdigt og tydeligt som muligt. Et eksempel er vores sidste kamp mod præsterne. Vi aftalte at spille 2 gange 25 min. grundet varmen (kampen skulle starte kl. 9, men startede 12). Første halvleg varede godt 35 min. og blev fløjtet af da bolden bogstavelig talt var på vej i mål. En af vores spillere var driblet forbi målmanden og havde lige sparket bolden i retning af målet, desværre for os var dommeren hurtigere på aftrækkeren og fløjtede halvlegen af så stillingen stadig var 1-1. I anden halveg spillede vi godt 2o minutters overtid, og da uret sagde 45 min. slap kræfterne op, og vi måtte se nederlaget i øjnene. Det pudsige var, at præsterne scorede præcis i det 45 minut til 2-1. det bevirkede, at kampens dommer kunne ånde lettet op og fløjte kampen af. Det positive fra den kamp var dog at vi spillede ret godt i første halvleg, og det gode spil resulterede i at fire af os blev inviteret til et 2.divison seniorholds træning. Holdet ligger i Ghanas næstbedste række, og niveauet var imponerende. Nogle af spillerne havde endda været en tur i Chelsea på deres akademi, men var vendt tilbage for at trappe ned. At rende rundt med de spillere og træne med dem var en ubeskrivelig fodboldmæssig oplevelse, som jeg sent vil glemme.

Jeg undskylder, jeg har været så langsom om at få opdateret bloggen, men jeg har så travlt hele tiden. Vi er ude hver aften til en drink eller hyggesnak, og når vi ikke træner, er der stadig krav på vores tid. Man begynder at værtsætte de par minutter, man har hver dag på sit værelse inden søvnen tager over. Jeg har allerede fået tilbudt et nyt projekt. En fattig pige kom og spurgte om jeg ikke ville træne deres hold. Det er egentlig ikke et hold, men en flok piger som brænder for at lære at spille fodbold. Jeg har takket ja til denne opgave, selvom jeg kun har to uger tilbage. Forhåbentlig bliver det en succes, så andre måske kan fortsætte arbejdet - så pigerne i et fattigt land også får chancen for at dyrke den sport, som hele verden har taget til sig.

Efter den første uge der bød på så mange forskellige indtryk og en ny livsstil blev det tid til at pakke tasken og sætte kursen mod paradiset og Danmarks sorte samvittighed - cape Coast.
Vil hurtigst muligt komme på bloggen.