Ankommet til Huaraz med en smule stress, fandt vi et sted at bo, saa vi kunne faa et bad. Det var noget tiltraengt. Og alt vores ulaekre toej blev paent afleveret hos en (stakkels) vaskekone.. Ham der havde "fundet" os paa gaden og vist os hostellet hed Victor.. en lille lokal med langt slikhaar i en hestehale og en meget aabenlys hang til blonde piger. Han var absolut ikke ked af at kramme og roere paa alle mulige maader han kunne komme til det, saa til sidst var vi noedt til at fortaelle ham meget bestemt, at vi i Danmark altsaa har en personlig sfaere som han paa alle maader havde overtraadt. Det virkede, og vi hoerte ikke mere til ham!

Den naeste dag bestilte vi en tur til en gletsjer. Vi skulle moede op ved bureauet kl 8.30 og vi ville saa koere kl 9.. Den blev naturligvis 9.15, men det er der slet ikke noget usaedvanligt ved. Men det viste sig saa, at vi skulle koere rundt i byen efter de andre deltagere paa de forskellige hostels saa en time senere var vi tilbage hvor vi startede! Super!

Afsted kom vi dog endelig. Paa vejen stoppede vi ved en naturlig kilde med "dansk vand" og et par store planter, som jeg ikke kan huske navnet paa. Bussen satte os derefter af ved foden af gletsjeren og herfra havde vi saa en 40 minutters gaatur. For bare et par aar siden skulle man kun gaa 15 minutter, men som mange andre tilsvarende ting, har den globale opvarmning gjort sit.

Det var ret koldt, men vi havde godt med toej paa. Da vi naaede gletsjeren gik der ikke 5 minutter, saa begyndte det at toesne. Oven i det fulgte saa ogsaa det tydeligste lyn og det stoerste tordenbrag jeg nogensinde har oplevet. Det var vanvittigt! Men vi fik taget et par gode billeder og saa vendte vi ellers snuden tilbage til bussen.

Dagen efter vores gletsjertur tog vi en slapper. Sara var syg med maven og laa derfor i sengen det meste af dagen. Om aftenen bevaegede hun sig dog ud, heldigvis friskere end foer, og vi bestilteen tur til naeste dag til en lagune der hedder Lake 69.

Vi var Sara og jeg og to andre piger, saa vi blev transporteret i en taxa. Vi koerte afsted kl 6 2,5 time og paa vejen stoppede vi ved en virkelg smuk soe. Den var helt turkis groen og hvis ikke den var saa kold, saa havde den virkelig indbudt til en badetur. Som altid bliver billedet bare slet ikke som virkeligheden. Den farve billedet viser er ikke i naerheden af det vi saa med vores oejne, saa vi legede lidt med nogle effekter og fik taget nogle billeder der ser helt unaturlige ud, men det var ikke desto mindre saadan det saa ud. Helt fantastisk!

Taxaen satte os af ved stiens begyndelse og saa begyndte vores vandring ellers. Det var et super smukt landskab. Frodigt og med flere vandloeb vi skulle krydse. Desvaerre begyndte det at regne en del, saa til sidst ille vi bare gerne op til den soe.

Sidste etape gik op af bakke. Ikke uoverkommeligt stejlt, men i 4700 meters hoejde, reagerer kroppen bare anderledes - hvert fald min krop! Det er foerste gang jeg rigtig har oplevet hoejden som et problem paa alle de ture jeg har vaeret paa, men jeg skal love for at jeg kom paa overarbejde. Mine ben foeltes pludselig som to tunge blyklumper og min krop svagere end nogensinde. Hvert skridt kraevede energi jeg ikke foelte jeg havde og efter hver anden meter maatte jeg saette mig for at faa pusten igen. Det var en underlig oplevelse! Og oven i det fik vi ogsaa pludselig foelgeskab af to franskmaend og en kineser fra vores hostel. De havde aabenbart ikke noget problem med hoejden, for de overhalede os en efter en, selvom de havde startet gaaturen senere end os. Det var ikke ligefrem opmuntrende, men til tops kom vi endelig, efter tre timers vandring.

Ogsaa denne soe havde helt groent vand - meget spektakulaert. Men selve omgivelserne var ikke noget at raabe hurra for - det lignede en grusgrav eller saadan noget. Nedturen gik noget lettere. Det tog os kun 1,5 time at suse ned af grusstierne og selvom hun var gaaet ned noget foer os, saa slog vi lynkineseren paa maalstregen. Saa var vi tilfredse :)

Efter nogle gode dage i Huaraz var det tid til at saette kursen mod Lima samme aften. Sara skulle hente sin kaereste i lufthavnen 5 dage senere og jeg skulle moedes med mine tysk/australske rejsemakkere. Da vi ankom til Lima boede vi en nat paa et tilfaeldigt hostel og brugte aftenen i biografen, hvor vi fik set den sidste film i Twillight-sagaen. Om dagen havde vi vaeret paa shopping i Limas fristende gader, hvor vi begge koebte nye stilletter. Dem havde vi naturligvis paa, og Gud hvor de gnavede. Der led jeg virkelig for skoenheden!!

Naeste dag havde vi saa en aftale med en lokal gut fra Lima, som Sara kender fra noget udveksling i USA. Han var netop kommet hjem fra USA og flyttet tilbage til sine foraeldre der bor lidt uden for Lima, i den velhavende del. Ham havde vi faaet lov at bo hos saa laenge vi havde lyst, saa naeste morgen blev vi hentet af ham inde i byen og koert lige til doeren.

Det var et meget fint kvarter med store porte foran hver gade og huset var super hyggeligt. Meget spansk/italiensk inspireret. Her fik vi saa eget vaerelse med toilet og bad. Og ikke nok med det, saa havde de hushjaelp der stod klar med maaltider hele dagen. Det var ren luksus og hans foraeldre var rigtig soede mennesker der virkelig gik op i at vi havde det som prinsesser. Der var lidt langt til Lima, men der gik jaevnligt busser til ingen penge, saa med lidt planlaegning var det intet problem. Der boede vi saa tre naetter helt gratis og det var en super oplevelse at opleve den del af Lima. Desvaerre glemte jeg helt at tage billeder, hvilket jeg er meget traet af, men det er lidt for sent nu :(

Efter nogle stille dage i privaten flyttede jeg saa paa mit elskede Loki Hostel i Lima. Her skulle jeg saa i loebet af de kommende dage moedes med mine rejsefaeller og det blev saaledes starten paa ti dage med oel, shots og absolut intet paa programmet.

Det var vist nok for dette kapitel. Dejligt at faa opdateret det hele lidt og jeg lover at der ikke gaar saa lang tid igen :)