Saa kom vi til San José. Endnu en storby, men til forskel fra Panama City, fornemmede man hurtigt at den her by havde charme og kultur. Mange af de unge havde, om end det maaske ikke lige er up to date, stil. Rigtig mange punk typer, rigtig mange skatere, rigtig meget nydeligt grafitti. Naturligvis ogsaa fattigdom og slum - da vi koerte ind mod San José koerte vi igennem adskillige broer, hvor hjemloese havde deres egen smaa communities. Med papkasser, blikvaegge, saagaar taepper haengt op, som for at faa lidt privatliv, der midt under broen, havde de skabt smaa hjem, som paa en eller anden mystisk maade virkede enormt tiltraekkende, eller beundringsvaerdigt. Men det fik mig ogsaa til at taenke paa, hvornaar det i livet gaar saa galt, at man ender med at bo under en bro uden hverken vaadt eller toert..? Fik en enormt stor lyst til at tage ud med en dygtig fotograf og lave portaetter af disse mennesker. Lade dem fortaelle deres historie, saa man ikke bare koerer igennem og doemmer dem for hurtigt. Men det maa blive paa idébasis indtil videre! :)

Vi fandt et hostel, som var beskrevet som et rigtig godt backpackerhostel, party hostel om man vil. Billederne saa rigtig laekre ud, saa der tog vi hen. Det var ogsaa her jeg havde valgt at faa mine kort sendt til, fordi det lignede et hostel jeg godt kunne holde ud at vaere paa et par dage, hvis det skulle blive noedvendigt.. men det skulle saa vise sig at vi tog grueligt fejl. Sikke et sted. Manden i receptionen var et stort muskelbundt med et ansigt saa perfekt som Barbie Ken. Men det var saa ogsaa alt det positive man kunne sige om ham. Han boed os velkommen som en anden maskine. Alt koerte bare, paa i oevrigt rigtig fint engelsk, som om vi bare var endnu et par gaester i raekken. Og saa var der alle reglerne, i guder alle de regler. Det var skide dyrt. 14$ pr nat. De havde 11$ senge ogsaa, men dem kunne man kun booke gennem hostelworld, og med kortgebyrer osv ville det blive naesten det samme.. Det kostede penge at leje et haandklaede, det kostede depositum at laane en sikkerhedboks til sine vaerdier, selvom vi alle havde vores egne haengelaase, det kostede depositum at faa en noegle til vaerelset, det kostede fandme naesten depositum at slaa en prut. Og paa internettet reklamerer de for tv rum med dvd. Vi havde set rigtig meget frem til endelig at se en film og bare slappe af, men nej, der var video club kl 15 og ellers kunne man kun se tv.. Man maatte ikke have mad med ind ude fra og da vi spurgte om nogle madsteder i omraadet fik vi bare at vide at alt i naerheden var lukket og vores eneste mulighed var at spise i deres restaurant, som var skidedyr. Det viste sig saa da vi gik ud for at haeve penge, at der var adskillige madsteder aabne. Loegn og bedrag. Og naar man tjekkede ud maatte man kun opholde sig i gangen, og i maks to timer, saa skulle man forlade hotellet. Saa hvis man havde en bus man skulle naa om eftermiddagen, saa var det bare aergeligt. Saa maatte man vente paa gaden fra kl 12 til om aftenen. Saa naeste dag var vi ikke sene til at faa pakket vores sager og smutte videre til et andet hostel. Jeg kunne saa se frem til at skulle derhen et par dage senere og overnatte, fordi mine kort gerne skulle komme. Godt valg maa man sige.

I San José skulle vi ogsaa have gjort noget ved Jims kamera. Heldigvis var der en Canon butik, men nyheden var desvaerre at hele optikket skulle skiftes og at det ville tage en maaned, fordi det skulle sendes til USA og tilbage igen. Det store problem var jo, at vi var paa vej til en nationalpark, og som hobbyfotograf, var det bare enormt vigtigt for ham at faa sit kamera med. Saa vi maatte jo til at taenke ud af boksen, for vi havde samtidig ikke tid til at vente for mange dage og lave ingenting. Til vores kaempe store held, var de én i San José, den eneste i hele Costa Rica, der solgte sit kamera, og saa var det i oevrigt noejagtigt magen til Jims, saa han var hurtig til at slaa til, og inden dagen var omme stod han med et fuldfunktionelt kamera magen til det gamle. Han har penge nok, saa nu skulle han bare kaempe med forsikringen saa han kunne faa nogle penge til reparationen.

Og endelig kunne vi komme afsted til Nationalpark Corcovado. Ifoegle Lonely Planet lyder det som piece of cake at faa adgang til Parken, men det skulle naturligvis ikke vaere nemt heller.. De tillader kun 60 at overnatte pr nat og generelt er de bare ikke interesserede i at have folk paa besoeg. De vil gerne bevare parken saa uspoleret som muligt, hvilket jo saadan set er en fin tanke. Saa man skal ansoege, og det gjorde vi saaledes et par dage foer, men det eneste svar vi fik var, at de havde mange ansoegninger og vi ville faa svar naar de havde besvaret alle de andre der var foer os. Men vi besluttede os bare for at tage ned til byen hvor turene starter og saa se hvad der skete..

Byen hedder Puerto Jiminez og busturen derned skulle tage 8 timer, men naturligvis gik bussen i stykker efter to timer og vi maatte vente yderligere to timer paa reservedele. Saa da vi ankom var det sen aften. Vi fandt et hostel og planen for naeste dag var at komme afsted til nationalparken. Vi tog derfor hen til Park Kontoret for at se paa vores muligheder.. og de var desvaerre ikke saa gode. Denne dag var d. 17. og vi kunne tidligst komme afsted d. 19., altsaa to dage senere end forventet. Sikke noget boevl. Jeg skulle vaere i San José om torsdagen d. 21. for at modtage mine kort og drengene havde heller ikke tid til at bruge flere dage hernede.. saa det endte med at vi kun havde to dage til nationalparken. Og naar det saa er sagt, saa skal det naevnes at det var en gaatur paa 6 timer for at komme hen til den foerste Ranger Station hvor man kan overnatte og saa 6 timer tilbage den samme vej igen.. Saa det gav os jo naermest ingen tid til at se wild lfe omkring Ranger Stationen, som jo egentlig var planen.. Men afsted ville vi.

Foerst havde vi dog lige to dage der skulle bruges i Puerto Jiminez, som er en meget lille by.. Men vi fandt et nyt cool hostel lidt uden for i jungleomraadet, hvor vi kunne campere. Her var vi paa en lille gaatur i primaer regnskov og omkring stranden var der et lille flodomraade hvor der soerme var krokodiller. Det var en lidt vild oplevelse, bare at vade rundt paa bredden med 10 paent store krokodiller omkring sig. Og det er baade godt og skidt at de er vant til mennesker.. godt fordi at de bare ligger og chiller, men skidt fordi at de garanteret flere gange er blevet fodret og derfor kan de godt blive naergaaende og agressive. Vi snakkede med to piger, der havde vaeret derhenne lige inden os, og de endte med at maatte loebe deres vej i en vaeldig fart, fordi en af dem pludselig angreb fra vandet.. men da vi var der var de nu meget stille og roilgt, og i bedste BS stil fik jeg mig et billede midt i den vilde natur :D

Endelig blev det morgenen hvor vi skulle afsted. Vi havde bestilt en aaben jeep til at hente os tidligt, fordi vi gerne ville have saa meget af eftermiddagen omkring Ranger Stationen som muligt, men chauffoeren sov over sig og ankom 1 time for sent. Han havde aabenbart ikke sovet hele natten og var derfor faldet i soevn tidligt om morgenen, det fjols. Til gengaeld proevede han saa at indhente den mistede tid ved at koere 170 i timen paa en grusvej. Omme bag paa ladet holdt vi fast med liv og lemmer, men vi kom dog ikke mere end halvvejs foer denne bil ogsaa gik i stykker. Vi begyndte efterhaanden at foele os som den mest uheldige kvartet i Mellemamerika. Det var som om at intet skulle lykkedes for os..

Saa vi ankom til starten af Corcovado noget senere end planlagt, nemlig kl 9, og med seks timer foran os kunne vi godt regne ud at vi havde noget begraenset tid til at se paa dyr. Og turen var lang. En del af vejen var langs stranden, i sand og bagende sol. Ulideligt!! Mens resten var paa en lille sti ved siden af. Vi gik og gik og gik. Drengene havde pakket i deres store tasker, og de var tunge. Jeg havde pakket i min lille taske, men jeg havde et lille telt paa siden og to liter vand, som vejede godt til. Saa vi gik bare paa en lang raekke og kunne kun koncentrere os om at naa frem. Hvilket er lidt en skam, for vi noed slet ikke den ellers ganske fine gaatur. Og med alle de stop vi var noedt til at holde undervejs blev 6 timer pludselig til 9 og vi var altsaa ikke fremme foer solnedgang.. Saa var det hele ligesom spildt. Ingen tid til at gaa rundt i omraadet og vi skulle jo allerede afsted tidligt naeste morgen, og 9 timer derud betoed jo ogsaa en tidlig afgang naeste morgen.. Saa egentlig endte det jo med at vi bare var gaaet 9 timer, for at sove og spise tunsandwich, for saa at gaa den samme vej hjem igen.

Det virkede totalt meningsloest. Spild af tid og penge. Vi var alle noget bitre, men helt aerligt. Havde vi forventet at det skulle lykkedes for den uheldige kvartet? Vi havde allesammen flashback til baadturen, endnu et mislykket forsoeg paa en oplevelse, men igen, fordi det var os sammen, saa havde vi det jo egentlig meget sjovt, og ligesom med baaden, jo mere der gik galt, jo mere vi havde at brokke os over, jo sjovere havde vi det ogsa efterhaanden. Det skulle bare ikke lykkedes for os paa den nemme maade!

Saa naeste morgen var det bare op foer solen, faa pakket sammen og saa begynde den samme sti hjem igen. Som en lille forandring slog vi dog lige et smut forbi en flod hvor der udover krokodiller, som vi jo allerede havde set, skulle vaere hajer. Det var en flod der mundede direkte ud i havet.. Paa vej derhen moedte vi nogen der ikke havde set en dyt, saa vi havde ikke hoeje forventninger, men vi stod da ikke mere end 5 min paa breden foer der kom en bette haj forbi. Det var en dejlig oplevelse, og det var dem vi maatte samle paa!

Vi havde regnet med at det ville gaa lidt nemmere paa vejen hjem, men igen tog det os 9 timer. Jeg begriber stadig ikke hvordan det kan goeres paa 6, for jeg syntes absolut ikke at vi var langsommere end gennemsnittet, men mentalt gik det lidt lettere. Vi vidste at vi bare skulle vaere klar ved indgangen kl 18.30 hvor jeepen ville hente os igen, saa vi tog en ekstra lang pause ved en lille flod. Og det skulle ende med at blive et noget vigtigt stop.

Loic startede med at finde en taege paa sit ben, saa fandt jeg ogsaa en paa mit laar og det var det for os, men Marc maa have siddet midt i et taege inferno, for ud over den foerste han fandt direkte paa sin dillertjavs, saa fandt han over de naeste to dage 10 taeger i alt, hvoraf to af dem sad et yderst kriminelt sted :D Selvom de drenge har vaeret venner siden de var helt smaa, saa tror jeg aldrig de har vaeret taettere end nu, hvor de har pillet taeger ud af Marcs numse.. med min pincet!? Ad egentlig...!

Da jeepen kom, sprang chauffoeren ud og som det foerste fik han sig en oel.. fair nok, i det mindste kom han ikke for sent! Men derefter begyndte det at blive lidt mystisk.. op af lommen praesenterede han to joints, som han inviterede os med til at ryge. Efter to mindre gode trip er jeg faerdig med det pjat, men drengene syntes han var en helt okay fyr. Gratis tjald sigerman da ikke nej til.. Der var ikke saa meget andet for, end at saette sig op i bilen og koere hjem af med ham bag rattet, og det virkede ogsaa sikkert nok../havde ikke andet valg.. Men gudhjaelpemig om han saa ikke stopper op ved en restaurant og koeber en sodavand, for saa at lav en bong ud af daasen, for saa at saette sig i bilen og ryge mere med dem. Hoerer ham bare sidde foran sammen med Marc "I'm so high!" Super.. Saa holder jeg lige lidt ekstra fast heromme.

Tilbage i Puerto Jiminez, var det bare en enkelt overnatning og saa bussen til San José naeste morgen. Vi havde alle vores ting paa et hostel, men efter lidt snak med mor og far havde jeg faaet paa fornemmelsen at mine kort var kommet og saa ville jeg lige forbi at hente dem. Paa den maade kunne jeg ogsaa undgaa at tilbringe mere tid end hoejst noedvendigt paa det elendige hostel.. Men der var ingen kort, og receptionisten havde intet hoert om det. Saa jeg maatte hente mine ting og tage tilbage igen, for saa at vente til naeste dag, hvor jeg troede at jeg havde en aftale med kuréren.

Jeg forsoegte utallige gange at faa information ud af receptionisten, men han var paa ingen maade interesseret i mit problem. Han vidste ikke noget om nogen kort og han kunne kun sige at hvis de var kommet mens jeg ikke havde vaeret der, saa kunne de ikke modtage dem fordi jeg personligt skulle skrive under. Stik modsat af det Mikkel havde faaet at vide da han ringede og snakkede med dem. Endelig faar jeg saa selv ringet til leverandoerfimaet og de kan saa fortaelle mig at de har vaeret forsoegt afleveret, men jeg var der ikke, saa de ligger nu paa deres kontor lidt uden for San José og kan foerst afleveres paa efter weekenden.. Saa min eneste mulighed var derfor at tage ud og hente kortene selv. Det var moegboevlet, med min store taske, for den ville de jo ikke opbevare paa hostlet mere end to timer efter check out.. Men jeg fik mine kort, gudskelov. Og jeg skulle hilse at sige, at det hostel har faaet den allerdaarligste anmeldelse jeg overhovedet kunne faa ud af mine fingre.

I mellemtiden var drengene taget videre til Monte Verde, laengere nordpaa. Jeg skulle have vaeret med dem og gaaet en aftentur i junglen, men det kunne jeg ikke naa, saa jeg tog egentlig bare derop for at moedes med dem og saa tog vi videre naeste dag. Det virkede ellers som et dejligt sted med masser aktiviteter, men vi havde ikke tiden til at blive. Desuden er Costa Rica dyrt, rigtigt dyrt.. i det mindste ift Mellemamerika standard... saa vi ville egentlig ogsaa gerne afsted mod Nicaragua og en lidt billigere tilvaerelse!