Saa kom jeg til Guatemala. Et laenge ventet land og et laenge ventet gensyn med drengene. Jeg ankom om eftermiddagen, vandrede lidt rundt for at finde et hostel, og stoeder saa tilfaeldigvis ind i en aeldre mand, der viser mig til et hostel der oversat hed "den rejsende dansker". Det var da egentlig meget passende taenkte jeg, saa jeg sagde 'jo tak'. Jeg overnattede dog kun en nat der, for om aftenen kom der endelig lyd fra drengene - de var landet i Antigua! Saa naeste morgen flyttede jeg hen til deres hostel, vi tullede lidt rundt i byen og lavede mad om aftenen. En rigtig hyggelig by - jeg kan godt forstaa hvorfor mange vaelger at laere spansk netop der! Men naar det saa er sagt, saa var vi alle lidt traette af 'gamle koloniale byer'.. det er som om, det er det bedste maerke man kan saette paa en by, for at saelge den til turister, men har man set en, har man set dem alle, efter min mening.. Men men. Masser laekre cafeer og gode issteder! Og den flotteste McDonalds eg nogensinde har set. Fin gammel bygning, hyggeligt indrettet og med en stor aaben gaardhave.

Efter Antigua, tog vi efter, planen, til Lake Atitlan. Her boede vi i en by, der hedder San Pedro. Vi startede med at tage paa en solopgangstur til 'Indians Nose'. En tidlig start, med afgang kl 3.30. Vi blev koert til starten af "bjerget" og herfra havde vi en 40 minutters gaatur op. Paa toppen ventede vi saa til solen kiggede frem over bjergene, der omringer soeen, og det var rigtig flot.... men tror vi allesammen var enige om, at det bare var endnu en solopgang.

En af de ting der stod paa min dagsorden for stedet her var paragliding over soeen. Jeg havde laest saa meget godt om det, og var totalt klar til en fed oplevelse.. Men fandme saa om der ikke er for meget vind. Jamen det var da utroligt. Endelig noget mit ben kunne holde til og saa bliver det forpurret af stiv kuling fra vest. Saa vi maatte paent tage afsted mod Xela, med uforudrettet sag.. igen... skide forbandet kvartet. Det var heldigt at drengene var dejligt selskab, ellers havde jeg forladt dem forlaengst!

Men Xela er en by jeg husker fra Mikkels tur. Mon ikke det var der han laerte spansk i sin tid, inden han tog til Venezuela..? Jeg kan i hvert fald huske det navn, fra de rejsemails han skrev. Men vi kom nu ikke for at laere spansk. Nej, vi kom for at tage til et vandland, der ligger en time derfra. Saa let og elegant smed vi alt hvad der mindede om voksenhed og alvor overbord og tog i vandland. Og det var en rigtig god dag. Praecis som at vaere ti igen, loeb vi rundt mellem alle de fede rutsjebaner, som saa i oevrigt overhovedet ikke var for boern. Den vildeste, var en, hvor man blev lukket ind i et roer og den lem man stod paa aabnede sig saa under en, saa man havde et frit fald der endte ud i et loop og saa var turen egentlig slut. 8 sekunder, og den mest innovative vandrutsjebane jeg nogensinde har set, og proevet. Men jeg skulle hilse at sige, at det stadig er ligesaa traettende at vaere i vandland en hel dag, selvom man er voksen. Vi faldt alle sammen i soevn paa vejen hjem i bussen, som fire maettede boern.

Saa vi naaede desvaerre ikke at se saa meget af Xela som vi oenskede, men fik dog fornoejelsen af at nyde mellemamerikas bedste gademad om aftenen!

Naeste stop skulle blive Chichicastenango. Navnene her er noget af nogle tungevridere, og heldigvis forkorter de mange af dem. Efter planen skulle vi tidligt afsted med bus, for at komme til Chichi omkring kl 14. For det var soendag, og soendag byder Chichi paa Mellemamerikas stoerste marked. Men vi starter naturligvis med at tage den forkerte bus.. Den gaar foerst i stykker, inden den overhovedet er startet. Saa vi maatte vente i 30 min. Tik tak.. Vi spurgte om den koerte til terminalen, hvorfra vi kunne faa en anden bus, 'ja det goer den', super.. da vi kommer mere og mere ud i ingenting, drister sig mig til at spoerge min sidemand om den koerer til terminalen, hvortil han svarer, 'ja det goer den, naar den erfaerdig med sin rute'.. naa ja, okay. Det ville da have vaeret rart at vide! Tik tak.. Vi beder saa om at blive sat af her i ingenting, saa vi kunne bevaege os den anden vej igen mod byen. Men vi naar ikke andet end at se bussen forsvinde ud i horisonten foer Loic opdager at han har glemt sin taske i bussen. Ikke den store taske, men det lille, hvor ALT ligger i. Heldigvis er der en mand, der har en lille shop, der hvor vi blev sat af, og han tilbyder saa at koere drengene efter bussen.. Jeg var godt traet af situationen, for jeg VILLE bare naa det marked. Saa jeg bliver, i haab om at der kommer en bus forbi jeg kan bruge til noget. Men det foerste og eneste koeretoej der kommer forbi paa den vej, er drengene, der kommer tilbage 20 minutter senere med tasken i godt behold. Den soede mand tilbyder os saa at koere os til terminalen, hvilket vi siger paent ja tak til! Paa terminalen, ligesom alle andre gange, hiver og flaar de i en, i det oejeblik man naermer sig en bus. de har saa forfaerdeligt travlt med at faa vores bagage lastet og faa os ind i bussen, saa man altid har paa fornemmelsen at man lige naaede det paa et haengende haar.. men saadan er det aldrig. Virkeligheden er, ligesom det skete i dette tilfaelde er, at man faar sig sat og saa sidder man ellers der og skal vente paa at bussen bliver fyldt op. Og det er ikke bare fyldt op, med det antal der er beregnet paa saedet. Man skal helst sidde fedtet ind i hinandens sved paa det lille saede, og kan midtergangen blive fyldt op med folk, der ikke engang sidder paa noget, men blot svaever med roeven over gangen i kraft af det pres, der kommer fra begge sider, saa billetmanden skal springe firsspring for at naa til bagerste raekke, ja saa er vi ved at vaere fyldt op. Men ogsaa kun lige ved. Og det kan tage alt fra 10 minutter til flere timer. I vores tilfaelde var det "kun" en time. Jeg var ret bitter paa davaerende tidspunkt.. jeg kunne godt, med meget simpel hovedregning, se, at vi ikke ville vaere paa markedet foer en time inden lukketid, hvis vi da var heldige!... Men hov. Ingen grund til at klage. Bussen var meget hurtigere end forventet (og lad os se bort fra den overhaengende fare vi sad i hele turen, da han tog den med 180 i timen rundt i svingende og gerne overhalede i en blind kurve) og det viste sig, at markedet ikke lukkede foer kl 18, saa vi endte med at have fin tid til baade at finde et hostel og faa shoppet.

Markedet var, praecis som jeg havde forestillet mig, kaempe stort og uoverskueligt. En labyrint af souvenirshops, der solgte praecis de samme effekter. Jeg har paa intet tidspunkt vaeret totalt vild efter at koebe de ting jeg har moedt paa min vej, tror jeg fik stillet min lyst med traefigurer og salatbestik paa Zanzibar, men det er stadig altid en fornoejelse at tulle rundt og maerke stemningen.

Hostlet vi boede paa, var ejet og drevet af en mand paa mindst 110, med en tophue saa lang, at Vestergaards ville ligne en flad kasket ved siden af! En gammel gammel tusse, der kun talte quechua og i oevrigt ikke stroeg om sig med ord. Desuden havde han lavet den aandsvage regel, at porten lukkede kl 20.00 om soendagen, saa da vi kl 19.40 var klar til at gaa ud, faa lidt at spise og nyde stemningen i gaderne, ja saa fik vi jo pludselig enormt travlt! Han var ikke til at hugge og stikke i, og da han var traet af at hoere paa vores brok, ja saa vendte han sig somend bare om og gik sin vej. Saa vi havde ikke andet valg, end at race ud af doeren og finde den naermeste taco-stand, kaste koed og tortilla i os, koebe et par oel og saa ellers bare i en racende fart vende tilbage til hostlet saa vi ikke skulle tilbringe natten paa gaden - og saadan ville det have gaaet, hvis ikke vi havde vaeret der til tiden, for hans hjaelper stod allerede ved porten og trippede. Aftenen blev nu meget hyggelig alligevel - en rigtig fin tagterrasse gav os en flot udsigt over byen, og med et par oel og en joint kan en hver stemning redes!

Herefter bevaegede vi os stille og roligt nordpaa. Foerste stop var Lanquin, hvor vi tilbragte fire naetter paa et super laekkert nyt hostel midt ude i junglen. Et kaempe stort traekompleks udgjorde hovedbygningen, med bar, opholdsstue med tv, toiletter og bad og en overetage med haengekoejer og senge. Da vi var langt vaek fra selve byen fungerede det saadan, at hostlet serverede tre maaltider dagligt, til ganske fornuftige priser og saa kunne man melde sig til og saa spiste man samlet. Det gav en rigtig hyggelig stemning, og vi noed alle, at vi for foerste gang i de to maaneder vi havde rejst, gav os tid til at blive mere end to naetter. Nedenfor bygningen loeb en stor flod med det fineste vand. Det var en dejlig kilde at have, da temperaturen midt paa dagen gerne sneg sig op omkring de 40 grader - en stor forandring fra det sydlige Guatemala, med rigtig rigtig kolde aftener og naetter.

I Lanquin var hovedformaalet at se Semuc Champey. En samling naturlige pools, i et vidunderligt landskab - en oase uden lige. Vi koebte en tur, hvor vi foerst besoegte en grotte, der ligger lige ved siden af SC. Her var det ellers paa med badetoejet og saa paa eventyr i moerket. Vi blev udstyret med et stearinlys i haanden og turen boed baade paa svoemning og klatring, udspring fra hoeje afsatser, naturlige rutsjebaner paa et ret udfordrende niveau. Herefter hoppede vi lige ud fra en 10-13 meter hoej bro og saa gik vi op og slappede af i oasen. Og det var virkelig smukt. Vandet var dejlig frisk, direkte fra et vandfald og da det samlede sig i de store huller lignede det rigtig nok pools! Desuden var der mindre vandhuller, fyldt med smaa fisk, saa jeg satte mig paa kanten med fusserne i vand og fik en gratis fiskebehandling. Og de havde nok at tage af, med alt den doede hud der efterhaanden har samlet sig paa mine haele. Gad vide hvem jeg har det fra..?

Da vi ikke kunne presse mere ud af Lanquin og omegn, gik turen mod Tikal - de kendte Mayaruiner. Som jeg nok har naevnt foer er jeg ikke soenderligt interesseret i ruiner osv, men det var et af de steder jeg ligesom foelte jeg skulle se nu jeg var der. Vi havde dog ikke planer om, bare at tage derind, bruge dagen der, og saa fedte ud igen, nej vi var fast besluttede paa at vi ville overnatte derinde. Vi vidste, at man ikke maatte, men vi havde samtidig hoert fra en af drengenes veninder, at det ikke var helt umuligt at snyde sig ind. Saa det var planen. Vi pakkede vores smaa tasker med mad, og drengene deres haengekoejer, og saa tog vi afsted. Det var ulideligt varmt, 45 grader i solen og sveden haglede bare af os (som den i oevrigt ogsaa goer i skrivende stund..) Da vi kom til indgangen stoppede de os med det samme. Om det var fordi vi havde tasker paa alle sammen eller fordi Marc havde vaeret saa dum at spaende sit regnsegl ovenpaa tasken, fandt vi aldrig ud af, men vi maatte hvert fald ikke komme ind, foer vi havde fundet et sted uden for parken vi ville sove, og hvor vi kunne aflevere vores tasker. Godt mugne over den hurtige afsloering fandt vi en campingplads lige ved indgangen, hvor vi kunne laase vores tasker inde. Vi var stadig forholdsvis opsatte paa at sove derinde, men klokken var sen eftermiddag, og eftersom parkens officielle lukketid hedder kl 18, saa havde vi lidt travlt hvis vi skulle naa at faa noget set. Vi lavede dog en aftale med rangerne om, at vi kunne komme ind paa samme billet naeste dag, hvis vi ikke fik set nok. Da vi endelig kom ind stod det ret klart for os, at havde vi bare kunne komme igennem med vores tasker, saa var der ingen der nogensinde ville finde os derinde, hvis vi bare gemte os lidt af vejen ind til moerket faldt paa. Omraadet er kaempe stort, og saadan set inde midt i skoven. Men vi noejes med at tulle lidt rundt og nyde solnedgangen.

Umiddelbart efter solen er gaaet ned, sidder vi paa en af ruinerne ved den store Plaza. Her har vi godt overblik over pladsen og kan se at folk begynder at gaa mod udgangen. Men vi fornemmer ogsaa, at ingen af de faa vagter vi havde set, havde travlt med at faa folk ud. Drengene ville ryge en joint, men havde ikke noget ild. Jim gaar derfor ned og spoerger en af disse vagter om ild, han faar taendt en cigaret og kommer tilbage op til os. Et par minutter efter kommer vagten saa op til os, og vi taenker at nu er det nok tid til at vi skal ud.. men det var ikke helt hans dagsorden. Nej, han ville som end bare spoerge os, om vi ville sove herinde..? What? Hoerer vi rigtigt? Vi skyndte os at sige ja tak. Det var naturligvis ikke gratis, men bestemt en pris vi alle var villige til at betale for den oplevelse! Vi havde jo vores tasker ved campingpladsen, saa aftalen blev, at vagten fulgte os til udgangen. Her fik vi vores ting, ventede en times tid saa der var fri bane, og saa fulgte han os gennem den moerke skov tilbage til den store Plaza, hvor vi fandt et passende sted at slaa lejr for natten. Det var helt uvirkeligt at det lod sig goere. Laenge leve korruption!!

Vi havde naturligvis ikke travlt med at komme i seng. Der var meget der skulle udforskes, og som prikken over i'et havde vi fuldmaane, der lyste det hele op! Vi gjorde naturligvis ogsaa det vi havde faaet at vide vi ikke maatte - kravle paa de to store templer. Jeg ved ikke hvor hoeje de er, men de er hoeje nok til at give selv en hoejdestaerk person som mig kriller i maven. De to hovedtempler staar overfor hinanden. Det mindre er noget mindre slidt end det store, saa der startede vi. Med en paen skarp haeldning gik det op og op og pludselig befandt vi os paa den oeverste platform med en formidabel udsigt. Her sad vi bare - fire rejsende - og delte en faelles oplevelse, som ingen af os vil glemme! Og nu skal jeg ogsaa lige tilfoeje, at vi jo befandt os midt i skoven. En skov der rummer jaguarer, pantere, et hav af krybdyr og masser af aber. Blandt andet den lille "howler-monkey" (tror det er hvad vi kalder en broeleabe..) som ikke er stoerre end en stor rovfugl, men har et broel af dimensioner. De kalder paa hinanden over flere kilometers afstand og det gav lige en ekstra stemning af uhygge naar de rigtig gik i gang. De sloges i traeerne, og om det var min fantasi der loeb af med mig ved jeg ikke, men det dyr der bevaegede sig rundt i bladene i skovene omkring os, var bestemt ikke af de mindre!

Mens vi sad der paa toppen og fik simultane kuldegysninger, besluttede vi os for at proeve kraefter med det store tempel overfor. Det var noget hoejere, men ogsaa trinene var meget mere slidte og havde en noget skarpere haeldning. Det var bestemt ikke ufarligt og taenker jeg tilbage kunne det have gaaet grueligt galt, men det var bare for fristende! Jim og Marc testede foerst og jeg fulgte efter.. delvist. Turen derop gik nogenlunde. Jeg kunne fornemme at jeg kom hoejere og hoejere op og naar man gik op, havde man hele tiden et nogenlunde overblik over hvor man kunne saette foedderne. Men da jeg har omkring syv trin til toppen bliver jeg pludselig usikker. Usikker paa om der nu er en ordentlig platform jeg kan sidde paa deroppe og usikker paa om jeg overhovedet har lyst til at kravle laengere op. Jeg foelte pludselig at jeg miste kontrollen fuldstaendig og da jeg vender mig om, for i det mindste at nyde udsigten fra der hvor jeg nu engang var naaet til, saa kommer jeg naturligvis ogsaa til at se ned. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg begyndte at ryste helt uhaemmet. Det eneste billede jeg kunne faa paa nethinden, var bare mig der gled og faldt de mange mange meter ned. Jeg maatte virkelig holde paa mig selv for ikke at gaa totalt i panik, men jeg begynder stille og roligt at bevaege mig ned.. i modsaetning til opstigningen kunne jeg bare ikke nu se hvor jeg satte mine foedder, saa det var et skridt af gangen, saa langt saa godt. Ned kom jeg ogsaa, noget rystet over min egen reaktion og jeg havde pludselig en fornyet respekt for stedet.

Samtidig skete der det maerkelige, at hver gang vi besteg templerne, baade det store og det mindre, saa begyndte aberne at gaa helt amok i traeerne. Og ligesaa snart vi gik ned igen stoppede de. Det skete flere gange, samme moenster, og selv drengene synes at tingene begyndte at blive lige mystisk nok! Som om de lige sagde "hallo, faa lige maasen ned fra vores tempel!".. Ja, hvad ved jeg. Fantasien loeb hvert fald af med os og vi mente, at det nok var tid til at smutte til koejs.

Klokken var omkring 2.30 da vi var klar til at sove.. jeg fik ikke lukket et oeje. Det var varmt og der var sket for meget. Desuden havde vi aftalt med vagten, at vi skulle vaere klar til at forlade stedet kl 4 om morgenen naar de foerste grupper gik forbi pladsen for at se solopgang. Saa som roevere stod vi paa lur da grupperne vandrede forbi os i morgenmoerket. Da de var passeret kravlede vi ned og fulgte stille og roligt efter, og ganske smooth kom vi uset op paa "soltemplet". Her ventede og ventede vi.. der skete ingenting. Folk havde betalt mange penge for at faa guider til at tage dem til solopgangen saa da klokken var syv og solen paa grund af et tykt skydaekke, ikke viste det mindste tegn paa at komme frem, saa gik sure folk ned igen med uforudrettet sag, mens vi sad tilbage og var ligeglade, for vi havde haft en helt uforglemmelig nat for den halve pris!

Vi brugte efterfoelgende et par naetter sammen i Flores, hvor vi primaert drak os enormt fulde, som en slags afskedsfest. For afskeden var en realitet, selvom jeg ikke var meget for det. De drenge har vaeret kanon selskab. Det har vaeret rigtig rart, at have et stabilt foelgeskab i saa lang tid. Og dejligt endelig at moede nogen, som man foeler man laerer ordentligt at kende! Der er ingen tvivl om at turen gaar til England inden aaret er omme :)

Fra vores farvel brugte jeg en dag mere i Flores. Jeg havde lidt svaert ved at beslutte hvad jeg ville, og jeg skulle lige indstille mig paa at vaere alene igen - det er altid lidt maerkeligt de foerste dage. Ensomheden foeles lidt tung.. ....... Men man kommer naturligvis altid ovenpaa igen!

Jeg endte med at tage ned til Rio Dulce, tage baaden op af floden til en by der hedder Livingston. En by der er praeget af en stor del slaveefterkommere, der flygtede fra et skib og slog sig ned der. Kulturen hedder Garifuna, og har et meget mere caribisk udtryk end resten af Guatemala. Jeg brugte en nat, sov i en haengekoeje, hvilket normalvis plejer at vaere helt okay.. men det var udenfor og der var enormt mange myg og sandfluer. Saa for at beskytte mig selv bare lidt, var jeg noedt til at pakke mig ind i min sovepose, og det var naturligvis ALT for varmt! Saa det var pest eller kolera og jeg fik ikke lukket et oeje. Oev boev.

Naeste morgen tog jeg en baad til Belize. Mit foerste stop blev Placencia. Jeg havde opsnust et sted, at hvalhajsaesonen i det omraade officielt starter i marts og varer til juli. Og altid omkring fuldmaane. Og jeg var netop omkring fuldmaanetiden, saa selvom jeg vidste, at det var meget tidligt, og at chancerne er meget smaa, saa ville jeg alligevel give det en chance, naar nu jeg var der. Jeg ankom til Placencia Lang Fredag.. og havde ikke booket noget... Lidt af et sats. Jeg vidste at der var et sted med vaerelser til 15$ pr nat, hvilket er acceptabelt, men jeg kunne ikke finde det. I min soegen stoedte jeg ind i en familie - to broedre, den enes kone og deres 6 maaneder gamle soen. De boede paa et vaerelse med to dobbeltsenge, badevaerelse og aircondition for 50$ pr nat og de tilboed mig, at jeg kunne sove paa gulvet og saa kunne vi dele prisen. Det var enormt soedt af dem, saa selvom det ikke var optimalt, sagde jeg ja tak. Jeg stillede min taske osv og gik en tur i omraadet. Tilfaeldigvis finder jeg saa det billige sted jeg havde ledt efter, og de havde et vaerelse ledig. Jeg skyndte mig at sige ja tak! Saa fandt jeg familien paa stranden, takkede dem for deres gaestfrihed, men forklarede dem, at jeg havde fundet et billigt vaerelse, saa jeg ville tage derhen i stedet for. Det var vist den bedste loesning for alle parter!

Placencia er virkelig en hyggelig by, og der midt i Paasken, var der et vaeld af liv. Lokale fra de stoerre byer midt i landet, var alle kommet til kysten for at holde ferie, saa det var ikke overpakket med rejsende som mig selv, men lokale, og saa alle de rige amerikanere. Enten kommer de i deres store fede baade, eller flyver ind og lejer dyre hotelvaerelser. Jeg snakkede med en fyr, der arbejde paa et femstjernet hotel, hvor de tager 2400$ pr nat for et vaerelse...! Og dagen inden havde han taget en familie paa en privat sejltur og fik lige 600$ i drikkepenge! Ikke daarligt!

Men hele ideen med at jeg var der, var jo hvalhajerne. Jeg bookede mit dyk allerede samme dag og tog afsted naeste morgen. Det er det mest luksurioese dykkercenter jeg nogensinde har oplevet. De har hovedsaede ved en lille privat marina, og her serverede de den laekreste morgenmad for os, med alt hvad hjertet begaerer. Og baaden vi skulle ud med, var kaempe stor, men soldaek, frisk vand til at skylle saltvandet af og masser af plads til alt vores habengut. Lidt noget andet end Zanzibar og de smaa dows. Saa for en gang skyld var jeg ikke det mindste soesyg! Vandet omkring kysten var bare krystalklart og alle taenkelige nuancer af blaa. Alene turen derud var en oplevelse i sig selv.

Selve dykket boed desvaerre ikke paa hvalhajer i denne omgang. Men det var stadigvaek to rigtig gode dyk, uden for revet. Dvs, at der intet er, andet end vand. Du kan overhovedet ikke se bunden, og drejer du rundt en gang saa mister du fuldstaendigt fornemmelsen af hvad der er op og ned. Det kan godt virke skraemmende, men jeg holder virkelig af den type dyk. Der foeler jeg virkelig at jeg goer noget, som jeg ikke kunne goere ved bare at snorkle. Og tilmed saa jeg ogsaa min foerste haj. Den svoemmede bare rundt om os med en god distance. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg ville reagere, men da jeg saa den begyndte mit hjerte at slaa helt vildt og samtidig med, at jeg ville holde oeje med hvor den var, fik jeg ogsaa pludselig et kaempe behov for at vaere taet paa de andre dykkere. Saa hvis den skulle finde paa at goere noget var jeg ikke alene om det.. men det gjorde den naturligvis ikke. De er stille og rolige dyr, og er ikke det mindste interesserede i os. Desuden fik vi ogsaa besoeg af en flok delfiner. Det var endnu en ting jeg ikke har proevet foer, og det var vildt fedt at se deres faerden under vand, fordi jeg altid kun har set dem fra en baad.

Saa alt i alt nogle gode dyk, og bestemt ikkespild af penge! Desuden var centerejeren saa soed, at hun gav mig halv pris paa et dyk to dage senere. Vildt laekkert! Jeg tog glaedeligt imod, og fik derved yderligere tre dyk i det flotte koralrev.

Ellers blev tiden i Placencia brugt paa at fejre min foedselsdag. Jeg tog i byen den 30. med to fyre jeg hvade dykket med, saa d. 31. vaagnede jeg op med en ordentlig omgang toemmermaend. Lige som det skulle vaere :)

Naeste stop i Belize blev Caye Caulker. En hyggelig lille sandoe med golfbiler og en masse backpackere! Jeg var efterhaanden naaet dertil i min rejse, hvor jeg bare havde brug for at blive et sted mere end to naetter ad gangen. Det er enormt traettende at 'bo i sin rygsaek', og hele tiden pakke ud, pakke om, pakke ind osv. Saa jeg fandt et godt backpackerhostel, hvor jeg kunne have min base.

Ogsaa her, var der dykning paa programmet. Dette var egentlig den oprindelige grund til at jeg tog til Belize i foerste omgang; for at dykke i "The Blue Hole". Det er et stort cirkulaert 'sinkhole' (ved ikke helt hvad det oversaettes til paa dansk), der maaler 300 meter i diameter og er 124 meter dybt. Det er blevet formet over flere istider, hvor vandet laa lavere, og indeholder masser af stalakitter (eller hvordan det nu staves) nogen mere end 150000 aar gamle. Da vandstanden begyndte at stige igen, blev denne vertikale grotte oversvoemmet og fyldt med vand - og bum, saa faar man et "Blue Hole". Dykket er et dybdedyk, hvilet jeg elsker! Man ser ikke meget liv dernede, andet end et par hajer nu og da. Det handler mere om at dykke til 40 meter ca, og saa har man otte minutter til at svoemme rundt omkring stalakitterne, foer man af sikkerhedsmaessige aarsager skal stige op. Det var et virkelig fedt dyk synes jeg. Nogen var enormt skuffede, men det kommer meget an paa hvad man er til. Og for mig var det virkelig specielt. Desuden fik vi to revdyk efterfoelgende, og det er nok de flotteste af slagsen jeg har proevet. Super sigtbarhed, hvilket for mig er et af de vigtigste kriterier, og endnu et par store hajer lige ved siden af os.

I stedet for at dykke mere, valgte jeg i stedet at tage en dag med snorkling. Vi var seks fra hostlet, der sammen tog med en mand,Steve, ud paa hans fine sejlbaad. Vi stoppede tre steder, blandt andet ved "Shark Ray Alley", hvor de smider lidt fisk ud for at tiltraekke hajer. Naermere bestemt "nurse sharks". En ganske rolig fisk, der har taender, men som primaert suger sin mad til sig. Det skal man dog ikke undervurdere, for de suger med en kraft paa omkring 2000PSI, og for dem der ved noget om den enhed, saa er det ret saa kraftigt. De kan mildt sagt suge en arm af. Men det goer de nu ikke normaltvis. De er ganske fredelige, ligesom de fleste hajer, og det var virkelig sjovt at se dem helt taet paa. Selv om det kraevede lidt mod at hoppe i vandet til at starte med! Paa vejen tilbage lavede Steve ceviche til os, fra en musling han lige fiskede op fra havbunden. Friskere faas det ikke! Ceviche er en meget kendt fiskeret over hele Latinamerika, og bestaar af raa fisk, der tilberedes i limesaft. Super laekkert. Desuden havde han medbragt omkring 5 liter rompunch. Og bedst som man drak den sidste slurk blev det fyldt igen. Saa jeg var noget fuld da vi kom i land igen. Sikke en service!

Det var vist hvad jeg havde at berette fra Guatemala og Belize. I skrivende stund har jeg to hele dage tilbage, foer jeg saetter mig i flyveren og vender snuden hjem. Saa i loebet af de naeste par dage skriver jeg det sidste blogindlaeg. Det er sgu maerkeligt at taenke paa. Med det sagt vil jeg gaa i seng og droemme soedt om stegt flaesk, roegede sild og alt det andet danske mad jeg glaeder mig til at komme hjem til!