Endelig kom vi til Nicaragua. Billig, billig, billig. Graenseovergangen gik for en gang skyld smooth, saa det der kun burde tage et minut pr. person, rent faktisk kun tog et minut pr. person. Vores foerste maaltid - kylling, ris, boenner, salat og ristede bananer - mens vi ventede paa faergen til Isla de Ometeppe kostede 13 kroner. Paa baaden over moedte vi den meget spirituelle Ruben. Aahh jo, hippier lever i bedste velgaaende! Det skulle ikke undre mig at selv hans underbukser var haeklet af oekologisk hoer og at han i sig selv var 110% kompostabel. Det foerste man lagde maerke til, var den tingest han havde spaendt uden paa sin taske, som vi alle troede var bue og pil, men som viste sig at vaere en sammenklappelig hulla hop ring....! Vi snakkede med ham hele vejen over soeen og han fortalte, med en intensitet man skal lede laenge efter, om et community i Mexico, hvor han havde boede et par uger "de byder dig velkommen og spoerger dig "hvad er dit maya-tegn? Du er vist en oern!", vi sang for maden og dansede rundt i rundkreds i bare taeer". Jeg havde nogle livlige billeder paa nethinden, havde svaert ved at holde masken og taenkte egentlig bare 'tak for tippet Arne, nu ved jeg hvert fald hvor jeg IKKE skal tage hen!' Han inviterede os ogsaa med til en festival i Costa Rica, hvor yogalaerere moedes og danser rundt i ring.. vi rejste devaerre den modsatte vej!

Paa "den anden side" fandt vi et hostel og bookede motorcykler til naeste dag. En beslutning der endte med at vaere endnu et mislykket forsoeg paa sjov i vores, efterhaanden, noget uheldige kvartet. Med Jim og Marc bag styret, koerte vi mod et vandfald, som vi ville tjekke ud. Allerede paa vejen derhen havde Marc en del problemer med sin mc. Den kunne ikke komme i frigear og nogle gange satte den bare ud.. Mig og Jim mente at vi havde en okay kvaern uden problemer, men paa vej op af en bakke mod vandfaldet, gaar vores i staa. Jim faar hurtigt benene ned og proever at holde den, men den er for tung og vi faar stille og roligt tiltet den til siden... men jeg glemmer bare lige at jeg har mere end et ben, og det jeg skulle svinge over cyklen faar jeg lige svitses paa udstoedningen paa vejen. Jeg kunne intet maerke, foerst da han spoerger om jeg er okay ser jeg at huden paa min ene laeg og smeltet og jeg kan saa konstatere at jeg ikke var helt okay. Har en lille rest vand i min flaske som jeg haelder paa, men det braender en del!

Heldigvis kommer der en bil koerende ned, som giver mig et lift til enden af vejen, hvor han mener at en pose is er det bedste at putte paa.. jeg er ikke overbevist, men goer som han siger. Jeg insiterer paa at drengene fortsaetter deres mc dag uden mig, for at faa lidt ud af det, saa manden giver mig et lift helt til byen, hvor jeg i vildrede koeber noget antibiotikacreme og nogle forbindinger. Over de naeste dage er der tusind bud paa forskellige behandlingsformer, men det goer nas af pommern til. Saa foerst to dage efter, da vi er ankommet til Granada, tager jeg til laegen. Han mente, at det allerede var inficeret, men jeg ved stadig ikke om jeg tror paa det eller om alle udenlandske laeger bare er tosset med at udskrive antibiotika..? Men konsultationen var gratis og 1,5 minut senere var jeg udstyret med 5 kg apotekergoejl, klar til hjemmebehandling.

Senere samme eftermiddag tog vi paa en tur op til en aktiv vulkan i Masaya. En super spaendende tur paa kanten af krateret, hvor vi fik indaandet en masse forfaerdelige dampe og var paa tur i en flagermusegrotte. Vi havde haabet paa at se lava, men der var for meget roeg..

Herfra begyndte der saa en lidt anderledes rejse for mig, end foerst planlagt. For halvvejs invalideret kunne jeg ikke rigtig goere nogle af de ting jeg havde planlagt. Det var meningen at vi skulle have leget cowboydere for en dag i Leon, men farmeren havde mistet sine koeer.. pis ogsaa! Skulle ogsaa have kaelket ned af en vulkan, men faren for at man falder og faar nogle grimme hudafskrabninger var for stor til at jeg ville risikere flere saar paa min krop. Rigtig aergerligt, men jeg maatte lade den fornuftige Marie beslutte..

En af aftenerne var der et salsaband der spillede op til dans, og det var god underholdning. Bare sidde der i de eksotiske rytmer og betragte folk. Nogle havde en mere.. personlig stil end andre, men det er beundringsvaerdigt, hvordan alle bare giver den gas og nyder sig selv, uden at taenke paa hvad andre taenker. Dans og hav det sjovt. Et par enkelte gringoer forsoegte sig ogsaa, men uden det store held. Bare det at roere hinanden saa ud til at volde dem en del startvanskeligheder, og hvad end de forsigte smaa, ude af takt naturligvis, trin var, saa var det i hvert fald ikke salsa. Jeg var heldigvis godt undskyldt med et daarligt ben, saa mange af de unge charletaner maatte gaa hjem med uforudrettet sag!

Men selvom benet var en god undskyldning for at undgaa salsaen, saa var det ogsaa skyld i, at jeg maatte springe den planlagte dykning i Honduras over. Pis. Drengene tog afsted naeste morgen og hvor meget jeg end gerne ville foelge med dem, saa valgte jeg at blive et par dage mere i Nicaragua og stille og roligt bevaege mig mod El Salvador.

Paa en af busturene var der en blind mand, der hamrede saadan loes paa sin harmonika, at jeg maatte langt over 11 paa mP3'en for at overdoeve ham. Han var enormt irriterende, men paa en maade maatte jeg ogsaa bifalde at han var saa insisterende paa at dele sin lortemusik med verden..

Kom ogsaa til at indlogere mig paa et kristent hotel.. men der kunne Gud godt lige have konstrueret nogle lidt tykkere vaegge, saa manden i rummet ved siden af ikke vaekkede mig med sin snorken!

Min tur mod Suchitoto, El Salvador, tog mig ogsaa igennem San Salvador for en kort bemaerkning og et busskifte. Og det var praecis som jeg forestillede mig det - kaotisk og beskidt. Og det eneste jeg bemaerkede da jeg stod ud af bussen var en stiv 'klawn' og en mand i dametoej. Skyndte mig ind i naeste bus og valgte at det skulle staa som mit eneste minde om Sal Salvador

Busserne bliver desuden ringere og ringere og mere og mere fyldte. Jeg manglede bare en ged paa hattehylden og en kylling mellem benene, saa naermere vi os Afrika-standard!Sjovt nok havde denne bus stadig alle de gamle klistermaerker fra sin 'ungdom'. Blandt andet "How not to loose your riding priviledge": #1 NO VANDALISM. YOU WILL PAY FOR THE DAMAGES! Gad vide om de kan se hvilke skader der er nye..? #2 NO EATING, DRINKING OR GUMCHEWING! Maaske skulle de overveje at droppe aftalerne med alle madsaelgerne der stiger paa bussen ved hvert stop..?

I Suchitoto noed jeg bare at slappe af i et par dage. Noed den lokale venlighed og den gode gademad paa plazaen. Jeg var ogsaa paa hestetur i et gammelt krigsomraade.. det var sgu kedeligt. Saa en masse sten og en gammel stoevle.. i foerste omgang havde jeg egentlig gjort det for hesteturen, men det var en stor vild hest og en enormt ukomfortabel saddel, saa jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg noed den del.. men saadan er det nu engang.

Videre i El S. var 'Ruta de Las Flores', hvis navn ikke hentyder til at den er fyldt med blomster, men at det i gamle dage var en handelsrute for blomstersalegere. Jeg var der heldigvis over en weekend og de to byer jeg besoegte er kendt for sine weekendsmarkeder og 'food fairs', hvor man besoeger en masse smaa stande og spiser en masse mad.

Jeg brugte en hel dag paa markedet i Juayua, men gik tidligt i seng, for det er enormt traettende! Alle fem sanser er i gang paa samme tid! Jeg brugte meget af dagen paa min nye passion - portaetfotografier. Der er enormt mange farverige elementer omkring disse mennesker, og bare man spoerger foerst, saa synes de det er vildt sjovt at se sig selv. En kvinde saa sig selv og udbroed bare "aahh bonita!" Det varmede mit hjerte..

Naeste stop paa ruten var Ataco, hvor jeg moedte en koreansk gut, der koebte aftensmad og oel til mig. Sikke en gestus! Ellers sad jeg bare paa plazaen det meste af tiden og laeste min bog og noed solen, til tonerne af, hvad der maa vaere, verdens aeldste marimbaorkester. Desuden blev jeg tilbudt en kanariefugl paa gaden.. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til ham.. det var da meget soedt, men hvis ikke han selv kunne se hvor fjollet det ville vaere at jeg skulle rejse rundt med en fugl, saa foelte jeg ikke rigtig jeg kunne goere andet end at grine ad det og sige ellers tak!

Det var vist det for denne gang. I skrivende stund er der praecis to uger til jeg hopper paa flyveren hjem. Det er vi vist mange der glaeder os til