Saa kunne jeg igen fatte tasterne. Jeg har nu vaeret paa farten i 2 uger, "and I love it" :) Det er virkelig en dejlig maade at rejse paa.. Jeg kan goere praecis hvad jeg har lyst til, ingen forpligtelser. Kun fantasien (og oekonomien) saetter graenser!

Da jeg skrev sidst befandt jeg mig i La Paz, Bolivia. Dejlig dejlig by. Mig og Christoffer ville begge proeve Death Road paa mountainbike, saa det var jo oplagt at goere det sammen. Vi havde et lidt hektisk program, eftersom tiden var loebet lidt fra os paa vores hostel, med for mange fester vi bare IKKE kunne gaa glip af ;), og drengene skulle vaere i Cuzco d. 13/10 til Inkatrekket, som de havde booket hjemmefra, og inden ville vi gerne naa saltoerkenen sammen.. saa soendag d. 7/10 bestilte vi mountainbiketuren og bussen til Uyuni sammen aften.

Death Road er en gammel rute, stadig brugt, dog ikke saa meget mere. Den starter i 4600 meters hoejde og ender i 1700 meters hoejde. Landskabet og temperaturen aendrer karakter hele vejen ned og man passerer endda et vandfald. Der er flere 100 meter ned paa de "dybeste" steder og afgrunden er nogen steder meget skarp! Hele vejen ned er der smaa kors til minde om dem der hvert aar mister livet. 200 om aaret i alt, ca. og af dem er det kun 1 cyklist om aaret. Ud af de ca. 25000 der proever kraefter med ruten. Saa det er okay odds.. Den sidste var en japansk pige, der forsoegte at afdugge sine goggles og derved kun bremsede med venstre haand, hvilket resulterede i at hun slog koldboette over styret og landede 100 meter nede i kloeften........ Det var maj sidste aar. Dagen inden vi to afsted, var der en pige, med et andet selskab end dem vi koerte med, der ogsaa faldt ud over skraenten, hvorfor ved jeg ikke, men hun blev reddet af vegetationen paa skraaningen og faldt "kun" 20 meter og fik ikke en skramme. Da de havde fisket hende op var hun klar paa at fortsaette turen, men hun havde mistet sin ene sko, saa det kunne de ikke tillade..??? Det er edermanme sejt, og heldigt!!!

Saa da vi stod op soendag morgen var vi begge ret nervoese. Sad bare og sippede i vores yoghurt og havde rigtig eksamenskriller i maven.. Vi glaedede os meget og var ikke i tvivl om, at vi ville gennefoere det, men samtidig kunne vi bare ikke undgaa at komme til at taenke paa alt det vi havde hoert fra folk der havde gjort det.. Det var egentlig meget blandede oplevelser vi hoerte om, men man bider naturligvis mest maerke i dem, der kunne fortaelle om styrt og farlige situationer!..

Vi blev hentet af bussen kl 8.30 ca. og saa koerte vi ca. 1,5 time op og op. Vaek fra La Paz. Vi stoppede ved en slags soe, hvor vi fik vores cykler, udstyr og nogle enkelte instruktioner og saa gik turen ellers bare ned af. Den foerste times tid var paa alm. asfalt med et eventyrligt smukk omgivelser (det af det man havde overskud til at se i det mindste..!!) Overvaeldende store bjerge, der bare omsluttede en, og man foelte sig som en uendelig lille figur i et storslaaet sceneri! Det mindede mest af alt om en stor kulisse. Vi gjorde nogle stop undervejs og fik lidt vand og snacks. Vi havde to guider med - Chélo og.. ja saa kan jeg saa ikke lige huske den andens navn.. men det var bare de sejeste to gutter. De har bare koert turen 1000 gange og kun lige med det noedvendige udstyr paa. Naar vi andre grigos koerte med halv saa meget fart og klemte bremserne saa haardt at vores fingermuskler var helt oedelagte efter bare 100 meter, ja saa overhalede de da bare lige med en haand for at tage billeder, eller uden haender for lige at rette paa haaret. Dybt imponerende, men ikke noget nogen af os foelte os trygge nok til at proeve af!!

Men asfaltvejen var jo bare starten. Det var som sagt meget smukt og en rigtig god maade at laere sin cykel at kende paa! Efter snackstop koerte vi i ca. et kvarter til vi kom til den gamle Death Road. Den med stejle stejle skraenter ned i ingenting og smaasten paa den forholdsvis smalle vej. Men da man foerst kom igang og ligesom stolede paa bremserne og cyklen, og fandt en god fart, hvor man ikke vaelter i smaaastenene fordi det gaar for langsomt, men stadig kan styre svingene uden at skride, ja saa var det det hele vaerd!! En helt fantastisk, og anderledes maade at nyde naturen paa. Og det er klart, det er med en vis aerefrygt naar man saetter farten lidt op, men man blev ogsaa hurtigt bidt af det!! Det var virkelig en fed oplevelse og (heldigvis) ikke naer saa nervepirrende og farligt som jeg maaske havde forventet.

Vores gruppe havde kun et enkelt styrt, men ikke noget voldsomt. Den sidste gruppe havde haft fem eller seks ret voldsomme styrt, med nogle serioese hudafskrabninger helt ind til knoglerne osv. Men de var vist og lidt mere nogle vovehalse end os!

Efter den fantastiske oplevelse ventede der os 12 timer i bus til Uyuni. Paa busstationen moedtes mig og Chris saa med Soeren og sammen koerte vi afsted. Da vi ankom til Uyuni naeste morgen var det ret koldt. Omkring 3 grader.

Vi havde bestilt jeep-turen fra La Paz, hvilket egentlig var meget rart. Vi blev moedt af en dame, der sagde vores selskabs navn, saa vi skyndte os bare at foelge efter hende, da hun jo maatte vide hvor vi skulle hen.. Hun ledte os saa ind i en lille restaurant, hendes restaturant, og det viste sig saa at hun intet havde med turen at goere, men blot et godt trick at faa kunder paa!! Saa den credit maatte man sgu give hende, vi hoppede i med begge ben og fik os noget morgenmad :)

Vi blev sat sammen med to fyre fra Alaska. Millitaer-mekanikere, Peter og Adam. Rigtig fine! Og en gut fra Brasilien, som jeg aldrig fandt ud af hvad hed.. Han var en meget paen og forsigtig dreng, der ville have billeder af alt med sig selv paa, saa han kom hele tiden hen med sin mobil og roemmede sig forsigtigt og sagde noget i stil med " oehmm.. if you could..." yes yes.. han var nu soed nok. Og det bedste var, at vi ikke havde bestilt engelsk guide, fordi det var dyrere, men ham her snakkede jo portugisisk og kunne derved ogsaa forstaa og snakke en del spansk.. Tror aldrig han opfattede at han blev totalt udnyttet.. Bare vi tog billeder af ham var han vist glad :)

Men turen startede i Uyuni og gik forbi en togkirkegaard.. Der var skinner der gik til Chile, men de bliver ikke brugt mere. Nu er Uyuni kun kendt pga. saltoerkenen, og ellers bare en doed by.

Jeg kan ikke huske ruten i detaljer, men det var en tur igennem selve saltoerkenen, forbi en groen lagune, en roed lagune, begge med masser af flamingoer, og saa bare en masse koersel i et meget varieret landskab. Fra den ene yderlighed til den anden! Rigtig rigtig flot tur, men ogsaa enormt udmattene pga alle indtrykkene og de mange timer i bil! Vi havde to overnatninger. Begge to ude i ingenting, stoevet og uinspirerende smaa landsbyer, men naturligvis flotte omgivelser. Det var nogle kolde naetter, men med tre lag toej, sovepose og tre taepper saa gik det fint :)

Vi havde en super soed chauffoer. Juan. Han var en lidt aeldre model, men super flink og meget serviceminded. Vi maatte overhovedet ikke hjaelpe ham med noget oprydning efter frokost osv, som han saa fint servede for os! Saa han blev ogsaa lige tipset lidt ekstra til sidst :)

Paa turen havde vi fulgtes lidt med to danske piger i en anden jeep. Og fra Uyuni skulle de til Salta, i Argentina. Jeg fik snakket lidt med dem og jeg besluttede at jeg gerne ville foelges med dem derned, som en lille smuttur uden for ruten.. Men der gik aabenbart noget helt galt i vores kommunikation og hvad jeg havde forstaaet som 6 timer fra Uyuni, endte med at blive 24 timer.. Den foerste tur tog jeg i en bus alene og moedtes saa med dem i Tupiza, hvorfra vi tog en ny bus videre til Villazon paa graensen. Paa et tidspunkt holdt vi pause og jeg skulle tisse. Jeg forsoegte at spoerge efter baños (toiletter) og en mand pegede op i en moerk gyde.. jeg proevede at gaa derop og saa en dame der var paa vej samme vej. Jeg pegede der op og spurgte igen "baño" og hun sagde si si.. super.. da jeg saa naermede mig kunne jeg ikke se noget baño og jeg foelte mig lidt utryg ved at gaa for langt vaek alene og hvis nu bussen koerte.. saa kigger jeg efter damen og ser saa at hun bare saetter jeg og tisser paa jorden.. saa jeg goer det samme. Ned med buksen og saa var der bare hvid gringo roev i moerket. Der kom samtidig nogle flere folk forbi og tissede samme sted saa det var da meget hyggeligt.. :)

Da pigerne og jeg havde fundet hinanden i Tupiza og endeligt efter mange timer naaede graensen var der lukket.. eller dvs, at der var nogle meget unge, magtsyge drenge, som i deres uniform synes de skulle vaere rigtig regelryttere overfor os. Saa vi maatte paent sidde og vente i 5 grader paa at de aabnede immigrationsskranken. Vi forsoegte at spoerge om vi ikke maatte komme ind og sidde, men det kunne der ikke vaere tale om. Vi satte os saa lige uden for doeren paa trappeafsatsen.. Pludselig aabnede de doeren og satte stole ud til os. Vi blev rigtig glade og skyndte os op fra den kolde asfalt. Der fik vi saa lov at sidde i ca. 1 minut, foer der kom en ud fra kontoret og begyndte at overhaelde trapperne med vand, uden at bekymre sig om vores tasker og rygsaekke der stod paa jorden. Saa vi maatte bare skynde os at redde vores tasker og saa bad han os flytte dem laengere vaek.. og hver gang vi flyttede dem var det netop der hvor han skulle vaske naeste gang, saa vi endte bare ti meter vaek paa en stoevet lille afsats, saa han kunne faa vasket jorden og trapperne. Super provokerende og alt i mens stod de her unge soldater bare og grinede os op i hovedet. Saa det var nogle meget sure piger de fik ind i Argentina den morgen!!

Fra graensen koerte vi gennem et meget smukt landskab ned til byen Salta. Vi sov den foerste nat paa et hostel inde i byen og brugte naeste dag til at snuse lidt rundt, faa god mad, is.. nyde vejret.. Om aftenen skiftede vi saa hostel, til et nyaabnet Loki (en kaede af backpackerhostels i Peru og Bolivia og nu ogsaa i Argentina). Det laa ca. 30 min fra byen meget afsides, meget resort agtigt. Med et kaempe faelleshus med restaurant, bar, ping pong, spiseplads og udenfor var der en laekker overdaekket terrasse og en stor stor pool, som de dog stadig var igang med at fylde! Det var netop aabnet for en uge siden da vi kom, saa alt var meget sterilt og uden saa meget charme endnu, men det skal nok blive super godt!! Vi var kun omkring 12 besoegende og stoerstedelen er folk der skal hjaelpe med at faa det igang. Som saa faar logi og mad gratis. Der er fem Loki hostels i sydamerika og jeg skal forbi dem alle.. for saa faar jeg maaske en gratis t-shirt og en overnatning :)

Om aftenen d. 13. tog jeg saa fra Salta med bus omkring midnat. Jeg fulgtes til Villazon (graensebyen paa Bolivia-siden) sammen med en spansk kvinde. I Villazon var jeg saa foerste gang paa egen haand og skulle finde en billet til Potosi (der gaar ikke direkte busser til Sucre fra Villazon). Det var et virvar af folk der sidder ved hver deres smaa boder og raaber "Potosi, Potosi, Potosi" og alle de andre destinationer. Saa selvom man maaske ikke burde, saa valgte jeg den foerste og bedste. Jeg skulle kun give 30Bs (=20-25 kroner) for en bustur paa 7 timer! Det er saa billigt! Bussens standard var maaske ogsaa lidt derefter, men man maa ikke vaere sart :)

Jeg kom til at sidde ved siden af en lokal indianerdame. Der havde sine to smukke doetre med. En paa ca. 8 maaneder tror jeg og en paa omkring 3-4 aar. De var bedaarende og damen meget meget soed. Hun havde kun saede til sig selv, saa den aeldste pige sad paa gulvet mellem hendes ben eller stod op. Saa jeg tilboed at hun kunne sidde mellem os. Hun blev saa glad og pigen faldt bare i soevn saa hurtigt. Det var saa hyggeligt! I loebet af turen fik vi leget lidt, mig og pigen og hun var meget interesseret i alle mine smykker, ur, ring osv. Jeg delte mit frugt med hende og moren var saa glad. Hun forsoegte at snakke Quechua (stamme) til mig, men jeg maatte skuffe hende med "hablo españiol"..

I Potosi skulle jeg saa igen med bus til Sucre. Kl var omkring 16.30 d. 14. da vi ankom. Jeg fulgtes med en fransk pige, der ogsaa skulle til Sucre, og vi fik koebt en billet. Igen omkring 14 kroner for en tur paa naesten 4 timer. Det kunne dsb godt laere lidt af!! Dog er der det med bolivianske busser, at de saetter super hoejt musik paa i hoejtalerne, og naar det er radio og frekvensen ikke altid er lige skarp saa skratter det bare helt vildt, og hoejt. Meget misforstaaet koncept til en natbus!

Da vi ankom til Sucre omkring kl 22 var vi bare traette. Saa vi fandt bare et hostel hurtigt og fik os noget soevn. Naeste dag skulle hun starte spansk-timer, det er rigtig populaert at goere i Sucre! Og jeg flyttede til et hostel jeg havde booket et par dage i forvejen. Der er jeg saa nu. Jeg har ikke rigtig lavet saa meget. Faaet ordnet billeder, skrevet blog.. set lidt af byen. I aften er der debat mellem Romney og Obama. Jeg tager med nogle fra hostlet ned paa en cafe og ser det. Ikke fordi det interesserer mig, men for hyggens skyld :) Det er nogle okay mennesker, og et fint hostel, men jeg savner mine danske drenge-venner og jeg savner et lidt mere livligt hostel med fester osv. Men det skal jeg nok komme til snart.

Nu er planen at jeg tager fra Sucre i morgen, til en by der hedder Cochabamba. Derfra skal jeg paa en tur til en nationalpark der hedder Torotoro. Fra Cochabamba skal jeg vist forbi La Paz for at komme til Copacabana, saa jeg har igen nogle lange busture foran mig :) Jeg rammer nok Peru omkring d. 1. november!

Det var alt herfra. Kram og tanker.