Da jeg endelig forlod Cochabamba vendte jeg tilbage til min elskede by La Paz og mit elskede hostel Loki. Der var stadig mange af barfolkede fra mit foerste besoeg, saa det var et skoent gensyn og nogle gode dage med hygge og fest. Lige hvad jeg havde brug for efter Cochabamba.

Vi var blandt andet til det kendte Cholita Wrestling, som egentlig mest er flotte dragter og spil for galleriet. Rigtig sjovt at se hvordan de lokale bare levede sig helt ind i det og raabte og skreg!

Vi var ogsaa ude at bowle.. ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men vi kommer forbi en lille isbod paa gaden og en mand siger "bowling"?? Si si.. saa vi gik ind og der moedte os det sjoveste syn. To traebaner i soergelig stand. Der var ikke nogen maskine, saa man skoed og saa stod der to nede i enden og samlede kegler op og sendte kuglen tilbage. Det var simpelthen saa sjovt. Et dejligt tegn paa at man er langt vaek hjemmefra :)

Fra La Paz tog jeg saa til Copacabana. Det er en bustur paa ca 4,5 timer. Jeg tog afsted omkring kl 13. I en by der hedder San Pedro skulle vi sejle voer Titicaca, og skulle derfor ud af bussen og med en lille baad. For at komme med baaden skulle vi koebe en billet, i et biletskur med en mikroaabning til penge. Der var helt moerkt inde i skuret saa man kunne kun se en haand stikke ud og se en der sagde "uno boliviano".. Lidt mystisk :) Der var ca 5 meter fra skuret og ned til baaden, hvor der saa stod en dreng og tog billettem igen, saa den kunne genbruges :) Der er mange maader at tjene penge paa! Da vi saa kommer over paa den anden side og baaden ogsaa er sikert i land (det saa lidt faretruende ud, da den vuggede paa en toemmerflaade midt paa soen!) skal vi ind i bussen igen. Det er bare som om der er mere fyldt end foer. Faar pludseligt flashback til Afrika, hvor "der altid er plads til en mere"! Og paa en maade, lige bortset fra sikkerheden, saa maa man da tage hatten af for at de udnytter offentlige transportmidler, i stedet for i Dk hvor hver anden bil kun er fyldt op med maks to!!

Velankommet til Copacabana skynder jeg mig at finde et hostel og smutter i seng :) Naeste morgen tjekker jeg ud og slaeber mine ting ned til hovedgaden. Det er super hyggeligt. Masser laekre cafeer og smukt view med soeen og bjergene omkring. Jeg finder et sted og spiser min morgenmad. Midt i yoghurten kommer der saa en mand og spoerger om jeg vil have pudset mine sko... det er Nike Free?? Jeg takker paent nej.. Lidt efter kommer han forbi igen, og peger paa mine sko og siger "possible".. Arghh??

Hen paa eftermiddagen tager jeg saa en faerge til Isla del Sol. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men byen i den sydlige ende som skulle vaere den mest turistede og stoerste med restauranter osv.. Det var jo bare et bjerg med nogle hostels tilfaeldigt placeret? Men meget smukt!

Fra "havnen" er der en inkatrappe op til alle hostels osv.. 200 trin, bagende sol, med en 18 kg backpack paa ryggen. Jeg var faerdig da jeg kom op!! Og jeg kan bare ikke finde noget. Jeg kan se en masse, men har ingen ide om hvordan jeg kommer ind til dem via de her stier. Saa jeg ender med at gaa op og op og op, for saa at gaa ned og ned og ned.. naesten helt tilbage hvor jeg startede. Dumt.. Jeg finder mig et hospedaje og hostelmutter viser mig et kort over oeen ift. de tre sights der er i naerheden.. og naar jeg siger kort, saa er det ikke et kort som med veje osv, for det er der ikke paa oeen. Det var bare et postkort af oeen med tre pile, der skulle vise hvor ruinerne ligger. Hun peger og fortaeller at jeg bare skal op af trapperne og saa til hoejre.. vi snakker altsa jordterrasser, ingen rigtig sti, men bare et bjerg opdelt i niveauer. Jeg gav det en chance, men det var sent og jeg naaede ikke meget andet end op og ned.

Da jeg skal have aftensmad er det ved at vaere moerkt. Og det blaeser op. Det er virkelig koldt. Mit hostel serverer mad, men man kan kun sidde uden for. Saa jeg forsaeger at finde rundt til de andre steder hvor der staar restaurant, men igen, man skal sidde uden for.. jeg gaar tilbage til mig selv og spoerger om det er muligt at spise paa vaerelset.. det var hun ikke helt begejstret for, saa som alternativ faar jeg et rum der er tilovers, at spise i.. ? I min verden goer det ikke den store forskel om det er et ubrugt eller mit eget, men fair nok. Jeg fik min mad, ris og kylling.... igen...

Naeste morgen stod jeg tidligt op for at se solopgangen, men det var lidt overskyet saa det var ikke saa betagende som jeg havde haabet. Jeg skulle med faergen tilbage kl 10.30 saa jeg havde lige tre timer til at udforske oeen. Jeg gaar meget maalrettet efter nogle ruiner, ikke fordi det interesserer mig synderligt, men nu er jeg her ligesom. Jeg kommer ligesom om paa den anden side og kan pludselig se noget. Det er hegnet ind, men hopper ned af nogle skraaninger og pludselig er der en ingang. Jeg gaar ind og tager nogle billeder og pludselig kan jeg hoere musik (det skal lige siges at jeg ikke har set skyggen af mennesker hele morgenen. Det var meget doedt!).. rundty om hjoernet kommer saa en lille dreng med en radio.. Det foeles lidt som om han foelger efter mig, eller holder oeje med mig.. og jeg bliver meget utryg. Jeg forestiller mig at han vil tage mit kamera eller saadan noget, saa jeg gaar lidt i panik og skynder mig vaek. Han begynder at raabe efter mig og jeg kan bare ikke komme hurtigt nok vaek. Det gaar saa staerkt at jeg slet ikke koncentrerer mig om at foelge stierne og pludselig er jeg bare paa kanten af oeen i et urergerligt krat og der er ret langt ned.. Jeg finder dog tilbage og hopper paa en faerge tilbage til Copacabana.

Fra Copacabana tog jeg en bus til Puno. Som ligger i Peru. Dvs jeg skal krydse graensen. Jeg kommer ind som nummer sidst og viser mit pas.. der er problemer. Da jeg havde vaeret i Argentina og skulle tilbage til Bolivia er der aabenbart kun blevet stemplet ud af Argentina og ikke ind i Bolivia igen.. pis.. De taler naturligvis ikke spansk og jeg bliver mere og mere arrig. Men der er intet at goere. Det kostede ca. 280 kr for mig at "komme ind i Bolivia igen" for saa at kunne forlade det igen.. Igen, der er mange maader at tjene penge paa!!

I Puno fulgtes jeg med et canadisk par. Vi var lidt i byen og naeste morgen tog vi til Uros, de flydende sivoeer i Titicaca. Det var en blandet oplevelse. Da vi kom derud med baaden stod der et hold piger og tog imod os. Meget iscenesat og kunstigt virkede det.. Der var en mand der holdt et lille oplaeg om oeerne, paa spansk.. heldigvis havde jeg laest lidt inden, saa jeg havde en lille ide om hvad han snakkede om. Bagefter sad damerne klar med deres salgsvarer. ustyrligt grimme ting og sager.. og det virkede bare saa komercielt! Jeg koebte et pudebetraek, det er grimt men det er min foerste souvenir :)

Det va rigtig sjovt at opleve, og der er selvfoelgelig ogsaa noget historisk i det, for saadan var det jo engang, men de havde mobiltelefoner?? Det harmonerer bare ikke med det ham manden stod og fortalte om de vagttaarne de bruger hvis der ex opstaar brand?? Man kan blive i tvivl om det bare er statister der arbejder der, for turismen...

Da vi kom tilbage tog jeg en bus til Arequipa hvor jeg sidder nu :) Det er en fantastisk hyggelig by til gengaeld, ogsaa selvom der det naeste doegn ikke er noget vand i byen :D

Adios amigos !