Morgenstund har guld i mund, og guld betyder Nutella. Den sædvanlige morgenkomplet bliver linet op, og Weather Channel køre på Tv'et, så vi kan se om vi pludselig i dag skulle befinde os i den tropiske storm der er på vej over sydstaterne. Det er vi heldigvis ikke, så der er ingen grund panik, og om vi så var midt i orkanens øje, så ville Hyundaien være til større fare for uvejret, end uvejret ville være for os.

Dagens første kørestrækning går mod Oklahoma City, hvor vi efter planen skal besøge National Cowboy & Western Heritage Museum. Forventninger går på at vi skal opleve det vilde vesten, i genkonstruerede illustrationer, så derfor kommer det meget bag på os at det rent faktisk er et kunstmuseum. Vi beslutter at det kun er sundt, at vores kreative side også får stillet sin appetit, og påbegynder rundturen på det kæmpe museum. Vi starter i både Chaufførens og Navigatørens yndlingsafdeling, nemlig guitarafdelingen, hvor vi begge to har svært ved at kontrollere vores begejstring over disse udstillede vidundere fra alle årstal. Vi ynder nemlig begge to, at sidde 40 mennesker omkring et bål med en guitar, og synge fællessang, samt dele fodsved med samtlige deltagere. NEJ! Vi småløber igennem den afdeling, som en inkontinent lidende gravhund i en ørken, på jagt efter et træ. Vores træ skal vise sig at blive Charles Russell og Fredric Remington, som var store malere indenfor western genren. Mange af oliemalerierne er umådeligt smuk malet, og man bliver benovet over hvorledes lys er en magtfaktor på mange billeder. Vi kommer videre ind til en afdeling om datidens FDF'ere. Indianer veste, fjerpagter, mokkasiner og skind er udstillet som minde for disse vilde naturmænd. Vi er dog enige om, at det ligger for langt fra vores dagligdag til at vi kan forstå disse folks levevej og fascination af naturen. Dermed sagt at vi spadserer videre, ned mod en udstilling om westernfilmenes helte. John Wayne bliver fundet, og da han er den eneste vi umiddelbart kender til, dør denne afdeling også en smule for os. Rodeoafdelingen minder mest af alt om en form for dyremishandling, hvilket vi også mangler forståelse overfor. Forståelse og indlevelse rammer os, som efter en timeout af Anja Andersen står vi en smule mundlamme og kigger på den genopførte Prosperity Junction. Dette er en typisk western by i det gamle Amerika, som man har bygget indendørs med samtlige erhverv en sådan by kan rumme. Posthus, saloon, smed, togstation, bank, kirke, fængsel og almindelige huse ligger ned igennem den rekonstruerede hovedgade. Det er utroligt hvad man har gjort ud af detaljerne, og man kan virkelig forestille sig en hverdag i en sådan by. Efter besøget her vælger vi at finde bilen, og drage ud af Oklahoma City igen.

Midt under endnu en slovensk film på indersiden af øjenlågene, bliver Navigatøren vækket af Chaufføren der har bemærket at der er en lampe i bilen der lyser. Første reaktion fra Navigatøren er, at det er meget normalt og det gjorde hans tidligere automobil konstant. Ved nærmere eftersyn er det så benzinlampen, der har åbnet et lokalt diskotek, som ikke lukker før der er hældt rigeligt med væske ned i lokalet. I noget der minder om en sidste sekunds scene, fra en Hugh Grant film finder vi en tankstation midt i ingenting, og smider 60liter benzin på koreaneren. Dette til den svimlende pris af hele 250kr. Vi fortsætter med mål i byen Clinton, hvor vi finder et Super8, og ja vi har svoret vi aldrig ville sætte vores ben der igen, men vi har også før forklaret, at det ikke er så udbredt med skyderier på disse moteller, kontra det i Michigan. Aftensmaden er delikat mikroovns mad med lækker salat til. Aftenen fordrives i selskab med bud og en nyindkøbt film.

I morgen skal vi..? Tja videre mod vest.

Best regards

Johansen og Rathmann