Vi starter i dag lidt anderledes end normalt, og kommer her med et aktuelt statement: "En af de gode ting ved Alzheimer's er, at man kan gemme sine egne påskeæg". Påsken sig nærmer over hele verdenen, og i år ramler den heldigvis sammen med en weekend, således at Skærtorsdag og Langfredag kan opretholde deres brands. I USA er påske lig med kæmpestore chokoladeæg, skumfiduser, Påskeharen og ulækkert slik. Som de udsendte hellige børn vi nu engang er, rører vi naturligvis ikke ved disse sager, men påbegynder i stedet bibellæsning. Her vil vi gerne gengive et citat fra Lukasevangeliet: "I skal finde et spædt Barn svøbt, liggendes i Krybben". Dette tolker vi som en parallel til de amerikanske børn søgen efter Påskeæg, som Påskeharen har gemt. Fundet af "barnet" vil også skabe en STOR fremtid for børnene, og flere fund af "børn" i krybber vil gøre dem til de STØRSTE.

Overstående har ikke nogen som helst relevans til noget vi foretager os, men Skribenten mente alligevel at dette tankespil skulle flettes ind.

I dag har vi ramt den amerikanske vestkyst, og dette blot 20 dage efter vores afgang fra New York. Vi startede dagen ud med en solid omgang morgenmad, og fik derefter gang i pakæslet, og drog ud over prærien. Første mål er Joshua nationalpark, som eftersigende skulle have nogle meget specielle træer. Vi forventer derfor, naturligvis, at kører rundt inde i en dejlig skov, og studere vegetationen. Det undrer os derfor meget, at vi ved indgangen til parken kun kan se golde klipper, og ørkenlignende terræn. Fulde af gåpåmod drager vi dybere ind i området, for blot at kunne konstatere at vi bevæger os længere væk fra civilisationen. Snørklede veje bringer os forbi specielle klippeformationer, og til tider kan man skue ud over landskabet, og finde det ligeså tomt og frodigt som et køleskab hos en studerende. Senere møder vi nogle sten, der ligger i landskabet, som var de smidt der af Hans og Grethe på deres færd mod pandekagehuset. Mange turister kravler rundt på disse formationer, men vi vælger at blive i bilen, da vi modsat alle andre ved, at klapperslanger, spidsmus og egern gemmer sig blodtørstige i hver en sprække. Senere kommer vi til de særprægede træer, og må erkende at de ser noget kun sjove ud. Billeder siger i den forbindelse mere end tusinde ord, så vi sparer lidt på tryksværten i denne omgang. Bilen og Mandy finder vej ud af parken, og mens disse arbejder sammen som Skipper Skræk og Rasmus Klump, finder vi en ny destination at drage hen imod. I et af de rabatkuponhæfter, som Chaufføren har fået fat i, er der et udmærket tilbud i nærheden af Legoland, Carlsbad. Efter at have konfereret med kompasset, er vi på vej dertil skønt det er en god lang køretur hen på eftermiddagen. Heldige som altid rammer vi eftermiddags-trafikken, og tempoet går lidt ned for hestevognen. Vi ankommer dog ubesværet, og bliver indlogeret af en hyggelig gammel tante, som lod til at have mest lyst til at halshugge os, da vi ankom midt i hendes favorit Tv-program.

For første gang oplever vi at sengene er placeret i forskellige rum, hvilket der er stor enighed om, at dette må være en indisk tradition i forbindelse med udlejning. Ellers er der ikke noget at sætte en finger på værelset. Det skulle da lige være, at man som høj nordeuropæer bliver voldsomt diskrimineret af højden på bruserne, som kun lige ville kunne skyde vand ud på hårene på brystet. Man bukker og nejer, samt sender en tanke hjem til afdøde Dronning Ingrid, mens man forsøger at få vådt hår. Vi kokkerer med de fineste gourmetmetoder, en lækker tunsalat med alt fra ananas til tomater og tun.

Morgendagen bringer et besøg i Legoland, og der er ingen risiko for at sove over sig, da godstogene køre forbi vores vindue hvert 3. kvarter.

Best regards

Johansen og Rathmann