Profile
Blog
Photos
Videos
Livet går sin gang her i Honolulu. Masser af arbejde at lave så det er helt fint. Har lige haft et to-dages møde med omkring 30 folk, der på et eller andet tidspunkt har haft noget at gøre med min gruppe her på universitetet. Jeg præsenterede det arbejde jeg har lavet ind til nu og det gik fint - fik god feedback. Om aftenen var der grillarrangement hos Kevin så der var gang i den, med mange mennesker på ret lidt plads, hyggeligt. Blandt de besøgende var bl.a. en bekendt fra Tasmanien, så det var sjovt at se ham igen. Mødet er slut nu så i morgen er det tilbage til skrivebordet og bearbejde de inputs man har fået - bliver spændende.
I sidste uge var det som bekendt thanksgiving. En traditionsrig amerikansk helligdag hvor de fejrer at indianerne i 1621 hjalp de nyankomne briter med mad og lærte dem at jage og fiske. Den tjeneste valgte amerikanerne så senere at gengælde ved at udrydde de fleste indianere og anbringe resten i lejre. Ikke desto mindre bliver det stadig fejret med pomp og pragt og overdådige mængder mad. Jeg var så heldig at blive inviteret på kalkun hjemme hos Dana, en kollega fra kontoret. Kalkunen blev tilberedt i frituregryde, hvilket lyder fedtet, men faktisk var rigtig godt. Det tog kun 45 min i modsætning til mange timer i ovn og den var saftig og smagte rigtig godt. Til kalkunen fik vi diverse bradepander med "tung" tilbehør såsom kartoffelmos, "sweet potatoes" som jeg ikke er sikker på hvad er udover at det ikke bliver min fremtidige livret. Der var også en slags flødekartofler med cornflakes på toppen hvilket faktisk var overraskende godt. Der blev naturligvis indtaget øl til maden og der kørte amerikansk fodbold på deres 60 tommers fladskærm - en thanksgiving lige efter bogen. Eneste usædvanlige var måske at det var 25 grader og ikke koldt, som det er de fleste steder i USA ved denne tid. Rigtig spændende oplevelse som man ikke kan købe sig til i turistkataloger.
For at brænde lidt kalorier af begav jeg mig i den efterfølgende weekend ud på en lidt bjergkørsel på cykel. Der ligger jo en bjergkæde som omgiver den dal hvori universitetet ligger, og der snor sig en vej op langs siden, som skulle være populær blandt de lokale bjergryttere. Jeg tænkte at jeg ville give det et forsøg. Min lånte cykel er desværre ret så rusten og flad så jeg havde ikke forhåbninger om at kunne køre hele ruten og der var visse tidspunkter hvor stigningsprocenterne blev så høje at jeg klart røg over syregrænsen. Jeg sørgede også for at holde pauser for at nyde udsigten (og få pusten). Det var en rigtig fin tur og en virkelig flot udsigt over både Honolulu og over Manoa dalen med regnbue og det hele. En dag må jeg leje en ordentlig cykel og køre hele turen!
- comments