Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist på tide med en update! jeg er lige hjemvendt til Honolulu efter en uge i Helsinki, og så tænker du nok Helsinki ligger da ikke på Hawaii - og nej, ganske rigtigt, Helsinki ligger i Finland omtrent 24 timers rejsetid fra Honolulu, landet med Nokia, saunaer og søer. Så hvorfor bruge 2x24 timer (frem og tilbage) på at tage til kolde, våde, overskyede og i det hele taget efterårsramte Finland? Jamen, det forholder sig kort sagt sådan, at som en betingelse for at kunne tage til Hawaii og returnere til mit job på DTU om et år skulle jeg stille i Helsinki fem dage i oktober. Som aftalt så gjort!
Jeg har ikke regnet på mit karbonfodaftryk for i år, men jeg har på fornemmelsen at jeg skal sætte en del solceller og vindmøller op hvis jeg ned i nærheden af gennemsnitsudledningen. Jeg vælger naturligvis at sende aben videre til DTU, da jeg, hvis det stod til diskussion, havde fravalgt Helsinki i oktober fremfor Honolulu i oktober. Jeg trøster mig også ved, at jeg i min dagligdag her må have en marginal emission bestående af primært af elevatorkørsel og ovnens broil-funktion (man skal jo have ristede mandler).
Apropos Helsinki var det et rigtig godt møde, så jeg var faktisk glad for at være der og hilse på alle fra det nordiske projekt, som jeg er en del af, men nu holder et års pause fra. Det var som altid et tæt pakket program med præsentationer, poster-fremlæggelse, speed talk, slow talk, workshop og meget meget meget mere. Derfor havde forberedelsen til mødes også trukket en del tænder ud rent tids og arbejdsmæssigt, men nu er jeg på den anden side, så der er forhåbentligt lidt mere luft i programmet til diverse.
Jeg kommer godt ud af det med min roomie Brandon. Vi er begyndt til morgentræning sammen i universitetets relativt gamle center (der er dømt rust fitness). Dog skal man passe på med at komme for tidligt (omkring kl 6), så er der nemlig proppet med mennesker. I stedet møder vi ved 7 tiden og nyder det ekstra albuerum. Sove længe lader ikke til at hue de studerende her! Vi (Brandon og jeg) har også en enkelt gang været på Koko crater, som er et udslukt vulkankrater på østsiden af øen. Det viser sig at det nu er en motionistattraktion, hvor folk samles og ganske enkelt vader de 368 m op af den ret så stejle kraterside. Jeg tænkte selvfølgelig "hvor hårdt kan det være?", men det viste sig at være ret hårdt og medførte også ømhed i lår og lægge efterfølgende. God og gratis træning! og noget sjovere end en løbetur langs Honolulus gader, men det tager dog omkring 20 mins kørsel at komme derud.
Jeg har også snakket med Brandon om, at der kunne være mulighed for at blive boende her hele min tid ud i stedet for kun til 28. december, som var den oprindelige plan. Jeg er ret fristet af tilbuddet da det sparer mig for en del besvær, det er relativt billigt i forhold til at skulle finde sit eget + møbler. Det er selvfølgelig ikke et det største værelse jeg har, så når Signe kommer må vi finde ud af at indrette os så godt vi kan. Men her er jo fin stue og køkken og eget bad, så det tæller en del på plussiden, og så er der pool i gården med solstole og område hvor man kan grille osv, hvilket er ret lækkert! (hvis ikke det var fordi jeg arbejde så hårdt ville jeg tro jeg var på ferie) Jeg tænker det kunne være oplagt at holde forsinket fødselsdag i januar med grill ved poolen når alle kommer på besøg.
Men ellers går livet sin gang her. De sidste par dage har det været rigtig varmt, omkring 28-30 grader om dagen og 26 grader om natten, så man gisper lidt efter vejret, når man prøver at sove, men alt i alt er vejret nu meget rart i forhold til Helsinki, så jeg klager ikke!
- comments
Mor Uden at jeg vil blande mig i jeres boligmæssige dispositioner i øvrigt, kan jeg ikke lade være med at tænke at intet tyder på at Signe er blevet forvænt på den front under sit ophold i Kenya - snarere tværtimod :-)
Mor .... og lige en ting til. Grill ved poolen i januar, det lyder da absolut meget tiltalende.