Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag aften kl 23 Hawaii-tid (kl 11 fredag formiddag DK tid) landede jeg i Honolulu lufthavn efter en tur, der forløb lige efter planen. Mit visum åbnede de døre det skulle og baggagen ankom sammen med mig hvilket var en positiv overraskelse. Det ændrede dog ikke på at jeg var ret smadret og at jeg havde reddet mig noget kriller i halsen, hvilket er svært at undgå på sådan en lang tur.
Jeg tog en taxi fra lufthavnen til det, som af mine værter både er blevet omtalt som et hotel og et kollegium. Efter at have boet her et par dage vil jeg næsten mere kalde det et hostel end så meget andet. Her er fælles toilet og badefaciliteter, hvilket jeg lige har skulle vænne mig til, det fungerer OK, men jeg håber da at kunne finde et mere permanent sted at bo med en anelse mere privatliv end her. Her er ligeledes fælles køkken og da langt størstedelen af beboerne lader til at være asiater/polynesere, er der en del riskogere opmagasineret. Hver har dog eget skab, så jeg har fin plads til mine ting. Første gang jeg skulle lave mad havde jeg dog lige overset det faktum at jeg ikke havde noget køkkengrej overhovedet så jeg måtte gå på rov i skabet med efterladt grej og det lykkedes mig faktisk at tiltuske mig det mest essentielle (en ske, kniv, gaffel, dyb tallerken, gryde), så nu kan jeg da lave basalt mad. Jeg har lånt en cykel af Kevin (min chef) så jeg kan komme lidt hurtigere omkring. Cykelforholdene i Honolulu er dog ikke just som i København. Der er cykelstier enkelte steder, men der er også steder hvor man er nødt til at køre på vejen.
Fredag morgen kl 9 havde jeg første arbejdsdag, som mest af alt gik med at blive installeret og blive introduceret til en masse mennesker (som jeg ikke længere kan huske navnene på). Det var rigtig fint og alle virker flinke. Jeg skal sidde på kontor med tre andre postdoc'er, så jeg håber der bliver mulighed for at interagere lidt. I dag, lørdag, har jeg gået en lang tur rundt i byen både for at orientere mig, men primært for at skaffe en mobiltelefon så jeg kan ringe til folk. Det lykkedes mig at finde en billig Samsung i Radioshack så mit Hawaii-nummer er: +18087382320 hvis man skal ringe/skrive fra DK (hvilket jeg ikke forventer men nu har I det). Jeg regner dog stadig med at tjekke min danske telefon en gang om dagen eller i den stil.
Efter at have fuldført dagens mission gik jeg en tur langs Waikiki stranden, som var pænt proppet med folk, hvilket var forståeligt da det var varmt (28 grader). Jeg glemte desværre at tage mit kamera med på turen, men jeg tog et par billeder på telefonen.
I morgen regner jeg med at starte boligjagten. Jeg har allerede kigget mig lidt omkring og meget af det man kan finde ser godt nok lidt pebret ud i prisen - det er nok den velkendte "paradise tax", der spiller ind.
Håber alle har det godt derhjemme! nu vil jeg hoppe i seng og arbejde på at reducere jetlaggen.
- comments