Det blev en begivenhedsrig lørdag. Jeg havde cyklet byen rundt for at skaffe diverse elektroniske dimser (det overrasker nok ikke nogen), deriblandt forsøgt at skaffe et tv til mit værelse. Efter at være blevet udsat for ringe kundeservice i Walmart af en uinteresseret sælger lykkedes det mig at finde et fint TV i Radioshack til omkring en tudse (i kroner). Jeg kommer hjem og får det sat op i fællesskab med Brandon, der er ved at gøre sig klar til stor Halloween block party i Chinatown med 15000 deltagere (og med at gøre sig klar mener jeg klæde sig ud som mumie og drikke vodka Redbull). Brandon og Christina smutter afsted ved syvtiden og jeg nyder afslutningen på Indiana Jones and the Last Crusade på mit nyerhvervede elektroniske møbel.

Omkring kl 20 hører jeg sirenerne hyle. Jeg kigger ud af vinduet og frygter at se japanske bombefly nærme sig, men alt ånder fred og ro, så jeg tænker det nok bare er endnu en Halloween gimmick. Jo jo, Halloween har da vundet noget indpas i Danmark, men herovre tager de det altså seriøst, så jeg tænker, at det da ikke skulle undre mig hvis de også tændte sirenerne for at skræmme folk - dog en lidt dårlig spøg. De stopper igen, men starter så igen hver kvarter, og jeg begynder at blive en anelse træt af Halloween. Jeg tænder for radioen, men der spiller de bare musik. Da filmen slutter (omkring kl 21) slår jeg over på CNN, mest ved et tilfælde, men får straks forklaringen på sirenerne: Jordskælv ved Canada, tsunami på vej til Hawaii. Gulp!

Forventet ankomst af første bølge: 22.28. Dvs. ca halvanden time til at gøre sig klar. Jeg befinder mig dog allerede på 17. etage, så rådene fra tv-værten om at bevæge sig vertikalt regner jeg ikke med er møntet på mig. I det hele taget var der ikke umiddelbart så meget andet at gøre end at vente, men jeg skal da love for at mit nye tv fik en ilddåb. Jeg begynder at fylde en kande med vand og sætte min mobil til opladning, da de informerer om at vand og el sandsynligvis ryger på et tidspunkt. I samme øjeblik kommer Brandon og Christina tilbage. Festen var blevet aflyst og bussen havde sendt dem hjem. De fortæller at der hersker totalt kaos på vejene. Folk overholder ikke trafiklys længere og samtidig krydser folk gader til fods som det passer dem. I nyhederne fortæller de om de første trafikuheld. Fra mit vindue kan jeg se køen til 7-eleven vokse da alle skal have skaffet dåsemad inden katastrofen indtræffer.

De to hjemvendte festgængere er noget nedtrykte da Halloween for Christinas vedkommende er årets største og vigtigste fest. De hiver et par stole ind på mit værelse så vi alle kan følge begivenhedernes gang og vi har endda tid til at drikke en øl, mens vi venter på undergangen - 1 time tilbage.

De får hypet situationen rimelig godt i nyhederne hvor der er tsunamieksperter til stede. De snakker bl.a. om tsunamierne i Thailand 2004, i Chile i 2008, i Japan i 2011 og især om den tsunami, der i 1946 vaskede det meste af Hilo væk, en stor by på østsiden af Big Island. Der er sat kameraer op ved en del strande på alle øerne, som der bliver vist billeder fra, og der kommer tsunamiforskere på banen, med sidste nyt om den forventede bølgehøjde (2 m) og seneste modelberegninger. Borgmesteren er også på skærmen med gode råd til borgerne.

Efterhånden som 22.28 nærmer sig, begynder man at blive en smule nervøs for hvad der kom kommer til at ske, og om det mon bliver så galt som de siger på tv. Jeg begynder at tænke at en enkelt kande vand måske ikke holder så længe så vi går i gang med at fylde begge badekar med vand. Jeg sikrer mig at min pandelygte er inden for rækkevidde til når strømmen går, og jeg får trådt af på naturens vejne mens der stadig kan skylles ud i toilettet. Jeg underretter Signe om situationen og det føles næsten som en scene fra en katastrofefilm, hvor begge parter ved at det her kan være sidste gang de hører fra hinanden. Gys! (hvilket selvfølgelig er dybt irrationelt set i bakspejlet, men alle var under dyb indflydelse af CNN).

Med få minutter til impact kan man på kamerabillederne fra strandene se civile folk samle sig (!), og nyhedsrapporteren fortæller at "de skal lige se om der sker noget". Måske ikke den smarteste strategi, jeg bliver i hvert fald på 17.!

Klokken bliver 22.28 og nyhederne transmitterer direkte fra Waikiki hvor alle venter på at vandet først vil trække sig tilbage og at den to meter høje tsunami derefter vil bringe død og ødelæggelse med sine 600 miles per hour (ja, det påstod de sgu!). Klokken bliver 22.30 og 22.35, men alle er stadig i live. Der er masser fine surf-bølger, men ingen tsunami. Men så, breaking news fra Pacific Tsunami Warning Center, en forsker kommer løbende ud og fortæller at de har registreret en vandstandsstigning på en fod (30 cm) og derefter et fald på tre fod (1 m). Nu går det løs tænker man. Det giver nyhedsværterne fornyet energi og de begynder at snakke om at den tredje bølge er som regel den største, så vi har bestemt det værste i vente.

Da klokken bliver 23 og bølge 2-6 alle har været gradvist mindre end den første får tv-værterne dog problemer med at opretholde spændingsniveauet. Jeg begynder så småt at sætte dåsemaden tilbage i skabet, tømme badekarret for vand og går i gang med at børste tænder da jeg i virkeligheden er ret træt. På mange måder en ret antiklimaktisk afslutning på en aften, der udviklede noget uventet (dog må det alt i alt siges at være en god afslutning). Jeg slukker for mit nye tv da værterne begynder at diskutere den Peter og Ulven problematik de risikerer at sidde i næste gang, der sker et jordskælv i Stillehavet. Og ja, det så ud til at alarmberedskabet virkede og at øerne er gearet til undtagelsestilstand, men hvem ved hvordan folk vil reagere næste gang en påstået tsunami truer med at ødelægge årets fest? håber ikke jeg finder ud af det mens jeg er her, og i alle tilfælde er jeg godt tilfreds med at bo på 17. etage.