Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen,
Så er der gået noget tid siden sidst og der er sket en del. Jeg er for alvor faldet til i den nye lejlighed og har lært Brandon og hans kæreste Cristina lidt bedre at kende. Vi var ude og få nogle øl på "first Friday". Ja, den første fredag i måneden er åbenbart speciel, så der SKAL man i byen! det var rigtig hyggeligt, der ligger et par steder i gåafstand fra lejligheden, så det var nemt og bekvemt at komme frem og tilbage.
Jeg er også ved at få opbygget mig en anstændig Hawaii-kulør, da jeg går til og fra universitetet hver dag - det tager ca. 20 min. Jeg kunne i princippet cykle, men det er egentlig meget rart at komme lidt ud til hverdag. Det bliver relativt tidligt mørkt her, omkring kl 18.30, så det er begrænset hvor meget strandtid man kan nå i hverdagene. Den anden dag var jeg dog ude at løbe for første gang her og nåede akkurat ned til Waikiki til solnedgangstid og så hjem igen bagefter - en fin tur på ca 6 km. Der en rigtig fin udsigt fra mit værelse op mod universitetet hvor der om aftenen tit er regnbue fordi de regner på bjergene og solen er ved at gå ned.
Brandon har tre katte, så man skal lige vænne sig til ikke at lade for mange ting og sager ligge fremme for så er der garanti for at de bliver tygget i eller leget med. Man må også en gang i mellem indstille sig på kattejammerkoncerter om natten (ej, faktisk er det kun sket en enkelt gang, så det er fint). Men de er rigtig hyggelige, kattene, og det lader til, at den hvide (Einstein) synes at mit værelse er hyggeligt, så så får man selskab engang i mellem når man ligger og læser.
I dag, lørdag, kørte vi et smut ud til østkysten til Makapu'u. Der er flotte udsigter ud over havet over mod de andre øer Molokai, Maui og på en god dag også den store ø. Det siges at man om vinteren kan se hvaler plaske rundt fra kysten, så det skal naturligvis tjekkes ud til den tid. Vi gik ned af en smal sti til et udspring i klippekysten hvor bølgerne slår ind. Der skulle være adskillige "blow holes", men bølgerne var åbenbart for små til at de var aktive i dag, desværre. Jeg synes nu ellers bølgerne var rimelig store og man kom så tæt på at man virkelig kunne fornemme den kraft, der ligger bag. Bagefter gik vi videre op ad bakken langs en lille vej til et udkigspunkt hvor man kunne se op mod nordsiden af Oahu. Rigtig flot udsigt!
Martin
PS: bare for en god ordens skyld er min adresse:
2724 Kahoaloha ln #1701, Honolulu, HI 96826, USA
- comments