Profile
Blog
Photos
Videos
Det er som om at tiden er gået i stå her i Villa de Leyva, en idyllisk lille landsby, der stort set ser ud som den gjorde dengang den blev grundlagt. Arkitekturen er fra gammel kolonitid med små træbalkoner, hvidkalkede huse og brostensbelagte små gader. Der eksisterer ingen moderne arkitektur, og alt er inden for en 10 minutters gåafstand. Ingen stress og jag - alt ånder af fred og idyl. Dette er nok den mest hyggelige og afslappet lille by jeg har været i. Der var stort ingen mennesker og da slet ingen backpackere, så jeg følte mig helt malplaceret, når jeg gik rundt i gaderne blandt de lokale. Det lille hostel jeg boede på (med kun tre værelser), var også fuldstændig tomt, så det var næsten som om jeg havde mit eget lille hus, for ejerne boede uden for byen og kom sjældent forbi. Det var nu egentlig meget rart, for så havde jeg fred og ro til at slappe af og meditere i den dejlig store hængekøje, der var inde i gården.
En af dagene lejede jeg en cykel for at køre en tur rundt i området. Jeg kom forbi et lille sted, hvor der var nogle små meget blå søer, kaldet pozos azules. De var flotte og utrolig fristende at bade i, men dette var dog ikke tilladt. Vandet var krystalklart og helt lyseblåt, når solen skinnede på dem. Landskabet omkring området var også smukt med masser af grønne bjerge og små gårde.
Bagefter kørte jeg hen til et museum med fossiler fra jeg ved ikke hvor mange år før Kristus. Her lå der et velbevaret eksemplar af et kæmpe fossil fra en Pliosaurus (en havdinosaur). Den var flere meter lang og havde et gigantisk hoved. Kun halen manglede. Det var meget fascinerende at se et så stort og detaljeret fossil. Og endnu mere interessant at forestille sig, at disse kæmper engang levede på jorden. Der var også en masse små fossiler af forskelige havdyr og planter.
Resten af tiden i Villa de Leyva gik med at slentre rundt i gaderne samt tulle rundt for mig selv i mit "eget hus". Nu venter der til gengæld action og spænding i San Gil, som er næste stop, hvor planen er, at jeg skal prøve paragliding for første gang!
- comments