Myg, kæmpemyrer, klamme edderkopper og diverse andre spøjse insekter. Man skal ikke være alt for sart, hvis man vil prøve kræfter med junglen, for insekter er der masser af og de er over det hele. Vi startede vores 4-dages jungletrek i en lille landsby kaldet El Mamey. Målet var at vandre op til La Ciudad Perdida, som betyder den forsvundne by. Det er en gammel ruinby oppe i bjergene, som først blev opdaget i 1975. Den blev bygget af Tayronafolket mellem 1100 og 1400-tallet, og fungerede som en af de største byer i Tayronaområdet. Den eneste måde at komme derhen er at vandre 23 km gennem junglen, og derefter vandre op af ca. 2000 små, skæve trappetrin. Det var ikke umiddelbart den bedste gruppe jeg var havnet i. Den bestod af tre lidt snobbede kærestepar plus en random fyr fra Rumænien. De var kedelige og syntes at kortspil var nedern (what?!?). Men vi snakkede nu fint sammen alligevel.
Den første dag skulle vi vandre omkring 8 km til den første camp. Stejle bakker og litervis af sved blev hurtigt en realitet. Fugtigheden hjalp på ingen måde, så efter 5 min var min t-shirt og shorts dryppende af sved og fugt. Landskabet vi gik igennem var utrolig smukt med grønne bakker og dybe dale. Undervejs var der også en iskold flod, man kunne bade i hvis man lystede, og hvor man kunne vaske sveden af samt blive kølet godt af. I den første camp skulle vi sove i hængekøjer med tilhørende myggenet. Det var en mærkelig fornemmelse at sove på den måde, men det lykkedes nu meget godt alligevel. Om aftenen lå jeg og lyttede til junglens mange lyde fra dyr, insekter og diverse - der er aldrig et stille øjeblik. Her var ørepropper min gode ven i løbet af natten.
Næste dag stod vi tidligt op, så vi kunne komme igang med at vandre inden det blev alt for varmt. Igen var det skiftevis op og ned ad stejle bakker, og det virkede som om stien blev mere og mere snæver og kringlet. Den tætte skov af træer og buske gjorde, at der kun kom meget lidt lys igennem, hvilket nu var meget rart, for så var det lidt mindre varmt (dog stadig gennemvåd af sved). Vi spiste god frokost ved anden camp inden vi fortsatte hele vejen til tredje camp, hvor vi skulle overnatte, kun 1 km fra Ciudad Perdida. Denne gang var det heldigvis rigtige senge i stedet for hængekøjer, selvom jeg dog tvivler stærkt på, at sengetøjet på disse senge bliver rengjort særlig grundigt. Det er trods alt midt ude i junglen med ingen elektricitet og kun den nærliggende flod til at forsyne med vand. Endelig fik jeg gjort brug af min lille bomuldssovepose, så jeg havde minimum kontakt med sengetøjet.
Tidligt om morgenen inden solen overhovedet var kommet frem, begyndte vi vores tur hen mod Ciudad Perdida. Vi skulle gennem en meget snæver og ufremkommelig sti samt krydse floden gennem vandet et par gange, før vi nåede hen til foden af de mange, mange trappetrin. Det var en hård og stejl tur op at trappen, og man skulle passe lidt på, da de små trin godt kunne være glatte. Oppe på toppen forklarede vores guide historien bag ruinerne, og om hvordan man forestillede sig at byen engang havde set ud. Man regner med, at der har levet omkring 3000 mennesker i og omkring byen. Der er over 200 små og store såkaldte terrasser, hvor der kun ligger stenfundamenter tilbage. På disse terrasser har der engang været træhytter, både til beboelse og templer. Det var strålende solskin og udsigten var superb. Vi gik rundt i et par timer og så mange af de forskellig terrasser, inden vi gik tilbage igen mod campen. Efter frokosten fortsatte turen tilbage mod anden camp, hvor vi havde spist frokost dagen før, for at overnatte der. Som nævnt er den eneste vej hen til Ciudad Perdida gennem junglen, hvilket så betyder at man er nødt til at gå hele vejen tilbage igen ad samme vej. Der er ikke noget tog man kan tage tilbage ligesom ved inka trail og Machu Picchu.
At gå den modsatte vej gjorde det ikke mindre hårdt og svedigt. Der var stadig mange stejle bakker, høj luftfugtighed samt en efterhånden tvivlsom kondition. Derudover var det ekstra hårdt fordi man allerede var træt og øm i benene efter de forrige dages vandring. Udmattede og ulækre nåede hele gruppen tilbage til El Mamey, hvor vi fik en kæmpe portion frokost. Derefter blev vi kørt tilbage til vores hostel i Santa Marta, hvor førsteprioritet var et dejlig varmt bad og afslapning ved poolen. Det var en fed og udfordrende oplevelse, og nu hedder det afslapning i et par dage, så jeg kan pleje de ømme stænger.