Selvom busturen hen til San Gil var dræbende lang (8 timer), gjorde det ikke så meget, for nøj et fantastisk smukt landskab vi kørte igennem. Store grønne bjerge med dybe små dale og kringlede veje. Masser af flotte træer med farverige blomster i lyserøde og orange nuancer. Jeg er absolut forelsket i dette smukke landskab. Jeg ankom sent om aftenen, temmelig udkørt og meget sulten. Så da jeg så at mit hostel havde en restaurant tilknyttet, faldt valget hurtigt på den. På menukortet var der flere slags steaks at vælge imellem, og jeg tog bare den første og den billigste, og tænkte at jeg nok ikke skulle forvente så meget. Det er trods alt Colombia. Jeg blev dog positivt overrasket, da min mad kom. En 250 g lækker, saftig og mør oksefiletbøf med lidt salat og sprøde pomfritter til kun sølle 30 kr! Den pris er altså svær at slå, og bøffen var super lækker. Endte med at komme igen dagen efter.
San Gil er en lille ikke synderligt interessant by. Man kommer her for at få stillet sin adrenalintrang med tonsvis af action og adventure aktiviteter rundt omkring i området. Man kan vælge blandt mountainbiking, udforske store grotter, whitewater rafting, paragliding, rapelling, klatring, bungeejump, hesteridning og en masse andet. Mit eneste must var at prøve paragliding, og så havde jeg hørt at rafting her skulle være rigtig godt, så det blev de to ting.
Den første dag var der dog ingen aktiviteter for mig, fordi jeg var ankommet så sent aftenen før, og derfor ikke havde kunne booke noget. Jeg tog derfor den lokale bus hen til et højt vandfald et godt stykke uden for byen. Det er cirka 180 meter højt og opdelt i to fald. Ved den nederste del er der mulighed for at rapelle ned, men hvis man ikke lige lyster det, kan man også bare slappe af ved den lille pøl, der er i bunden af faldet. Jeg kravlede op til toppen, hvor man starter rapelling, for at se hvordan udsigten var. Man kunne komme helt ud til kanten, og det var lidt nervepirrende at stirre ned ad den stejle skrænt. Jeg var i hvert fald glad for jeg ikke skulle rapelle ned der. På vejen tilbage var der ikke umiddelbart nogen bus i sigte jeg kunne komme med, så jeg ventede og ventede, indtil der pludselig var nogle lokale, der spurgte om jeg skulle til San Gil og ville have et lift. Det kunne jeg da ikke sige nej til. Det var et super flinkt par, der snakkede perfekt engelsk, som havde samlet mig op. Vi snakkede frem og tilbage om vores og deres kultur, og jeg gav dem en lille kvikguide til hvor og hvad de skulle se, hvis de nogensinde skulle komme forbi lille bitte Danmark. De grinte meget af vores lille population på de omkring 6 millioner, og så havde de lidt besvær med at sige ord med æ, ø og å, da jeg lærte dem om Århus og smørrebrød.
Dagen efter var det tid til whitewater rafting på Suarez floden, som er en klasse 3, 4 og 5, hvilket vil sige temmelig udfordrende, da klasse 6 betyder vandfald. Ikke desto mindre var jeg klar og spændt. Jeg havde trods alt prøvet det før i Cusco (dengang var det dog kun klasse 3). Vi fik grundige instrukser samt sikkerhedsudstyr på, og så sejlede vi ellers afsted. Vi var kun tre plus vores riverguy i vores båd, så man kunne godt mærke, at det var ekstra hårdt at padle. Vi havde et roligt stykke, hvor vi øvede os i at redde hinanden samt vende båden rundt på hovedet, for at øve os i at komme op i den igen, hvis vi skulle blive kastet af. Selve raftingen var skideskæg og ret udfordrende en gang imellem. Jeg var glad for at jeg havde prøvet det før, for så følte jeg mig lidt mere sikker, da vi nogle gange var tæt på at få flippet båden rundt. På vejen fik vi også mulighed for at springe ud fra en klippe samt svømme lidt rundt i vandet. Alt i alt en god og udfordrende tur.
Den sidste dag skulle jeg prøve kræfter med det jeg havde glædet mig utrolig meget til, nemlig paragliding. Der var to steder man kunne gøre det, og jeg havde hørt at den ud over Chicamocha Canyon var den flotteste af de to (og selvfølgelig også den dyreste, selvom det nu stadig var ret billigt). Jeg blev hentet tidligt om morgenen og kørt hen til deres kontor, hvor der var en instruktionsvideo med engelske undertekster, der forklarede hvordan og hvorledes man skulle gøre ved start og landing. Der var også to andre der skulle prøve det, og vi var alle for første gang. Vi kørte hen til Chicamocha oppe på et fladt stykke af et bjerg, hvor "start/landingsbanen" er. Alle tingene blev pakket ud, gearet blev spændt fast på kroppen og så var det ellers afsti afsted uden yderligere instrukser. Det var en fantastisk følelse at svæve rundt så højt oppe over alting. Man havde frisk vind i ansigtet og en suveræn flot udsigt. Jeg kunne ikke stoppe med at smile, og jeg knipsede løs med kameraet, mens jeg tog billeder af alt omkring mig. Min pilot tog mig højere og højere op, da vi havde masser af god vind. Vi fløj også tæt på en klippevæg, og det føltes som om man kun var et par få meter fra trætoppene. Jeg havde dog stor tiltro til min pilot - han virkede som om han havde styr på det hele. På vejen ned snurrede han os rundt i nogle loops, hvor G-kræften kan komme op på omkring 3 G. Det var skideskægt og føltes ligesom at være i en rutsjebane. Det var en virkelig fed oplevelse og helt sikkert noget jeg vil prøve igen.
Jeg er næsten ærgerligt over at jeg ikke har længere tid her i San Gil, fordi der er så mange ting man kan opleve, men flere oplevelser venter oppe nordpå i Santa Marta, hvor jeg skal på et 4 dages trek ud i junglen.