Profile
Blog
Photos
Videos
Det er noget koldere her i Salento, og selvom temperaturen svinger omkring de 18-22 grader, så føles det meget koldere, når man lige var kommet fra 30 grader. Men det er nok meget godt at blive vænnet til lidt lavere temperaturer, når nu turen snart går hjemad mod Danmark. Salento er en lilleput by med kun et par tusind indbyggere, placeret midt i Colombias kaffezone, hvor størstedelen af kaffeproduktionen foregår. Den er meget kolonistisk af udseende med små farverige huse og tilhørende træbalkoner (jeg føler snart jeg har skrevet denne beskrivelse mange gange!). Der er et lille torv i midten af byen samt en lille kirke. Overalt er der placeret små souvenirshops samt hyggelige gadekøkkener, hvor man kan få lækker lokalt mad.
Den første dag var jeg på en guidet kaffetur på den gård, der var tilknyttet mit hostel. Ejeren Don Eduardo aka Tim er oprindeligt fra Australien, og havde købt gården for 6 år siden. De dyrker hovedsageligt kaffe, men også bananer, ananas og diverse andet frugt og grønt. Generelt findes der to hovedtyper af kaffe - Arabica og Robusta, under disse er der hundredvis af undertyper. Arabica har mere smag og mindre koffein - Robusta har mindre smag og mere koffein. I Colombia dyrkes der udelukkende Arabicakaffe, og de er den 4. største kaffeproducent i verden. Førstepladsen går til Brasilien, andenpladsen Vietnam og tredjepladsen Indonesien.
I kaffezonen er der små kaffegårde over det hele, og de bønner der sælges til det internationale marked er ét stort mix af bønner fra alle disse gårde. Der er dog også få megagårde, som producerer kaffe direkte til køberne.
Planterne vokser meget langsomt, og giver først gode bønner 3-5 år efter de er plantet. Bønnerne plukkes i regnsæsonen, da de her er bedst. Den yderste skal fjernes, hvor der indeni ligger to bønner. Disse vaskes for at fjerne sukkeret fra bønnerne, da sukkeret ellers vil give kaffen en bitter smag. Dette gøres ved at lade dem ligge i et kar med vand i et døgns tid, og derefter skifte vand igen og igen, indtil vandet ikke længere skifter farve. De gode bønner synker til bunds, de dårlige flyder. Herefter tørres bønnerne i solen (kan godt tage flere uger, når det er regnsæson), sorteres og sælges. Bønnerne sorteres efter størrelse, store er bedst - de giver bedre smag. Alle de dårlige bønner bliver i Colombia og drikkes af de lokale - de gode bønner eksporteres. Inden bønnerne kan kværnes til kaffe skal endnu en skal fjernes, så man kun har selve bønnen, den grønne bønne, tilbage. De grønne bønner ristes på en pande, kværnes til pulver, så hældes kogende vand over og til sidst har man sin gode kop kaffe.
Jeg formåede at drikke min første hele kop kaffe, som vi selv havde ristet og kværnet. Det var slet ikke tosset, men kaffefan bliver jeg nu nok ikke foreløbig. Alt i alt var det en sjov og meget informativ tur, og jeg lærte utrolig mange ting, jeg ikke vidste om kaffe.
Om aftenen var der en superflot solnedgang, og det var så dejlig og fredfyldt at skue over bakkerne med de små gårde og tilhørende marker. Jeg er vild med det her landskab. Da mørket var faldet på kunne man spotte ildfluer, der spontant lyste op som små lyseksplosioner. Det er et meget spøjst og fascinerende insekt.
Næste dag tog jeg forbi et naturområde kaldet Valle de cocora, som er kendt for en bestemt type palmetræer der gror her, samt spektakulært landskab. Det var temmelig overskyet, men heldigvis ingen regn. Turen bestod af en 2-timers vandring gennem skoven, hvor man skulle krydse floden via små tvivlsomme hængebroer. Derefter en halv time stejlt opad, som endte på toppen ved en gård kaldet La Montaña. Her er der god udsigt ud over dalen (det var dog temmelig tåget, så vi så ikke så meget til den gode udsigt). Herefter gik turen nedad igen hen mod Cocora dalen, hvor de famøse palmetræer gror. Der er hundredvis af dem, og de fleste er over 30 meter høje. Det var et meget sært syn, men samtidig utrolig flot. Der var masser af dybe dale med næsten neongrønne græsenge, omgivet af skov og så de tårnhøje og lidt malplacerede palmetræer. Smukt!
Resten af tiden i Salento blev brugt på hygge og afslapning med flinke mennesker. Nu går turen tilbage mod Bogotá og derefter HJEM!
- comments