Profile
Blog
Photos
Videos
Man ved det er varmt, når selv ens overlæbe konstant er fugtig af små sveddråber, og man er nødt til at tage bad to gange om dagen for ikke at føle sig alt for klam. Den sidste uges tid her i Rio har termometeret skiftet mellem 30 og helt op til 39 grader! Karnevallet er slut, hvilket man godt kan mærke, da gaderne ikke længere er fyldt med glade mennesker i skøre udklædninger. Den kedelige hverdag er tilbage igen, men ikke desto mindre var der stadig mange ting at opleve i Rio, som jeg ikke havde nået under karnevallet.
Jeg var en tur forbi Sugar Loaf mountain, som er et stort klokkeformet bjerg med superb udsigt over byen. Man kan kun komme derop med kabelvogn, og der er fyldt med turister på toppen. Man kan nu godt forstå hvorfor, fordi udsigten er super flot. Man kan se ud over næsten hele byen, og med lidt god vilje kan man også lige ane Kristusfiguren på en klippe i horisonten. Det var stegende varmt, så bagefter tog jeg tilbage til Copacabana stranden for at slappe af og bade i det kolde vand.
Det er dog ikke en strand jeg ville tilbringe alt for meget tid på, da den er alt for stor og bred, og fyldt med turister og larmende sælgere, der sælger alt fra øl, caipirinha (Brasiliens nationaldrink), samt snacks, solcreme, drager, bikinier og hvad man nu ellers lige mangler på en strand. Så en af dagene var jeg også forbi en lidt mindre og hyggelig strand lige ved siden af Sugar Loaf mountain. Her prøvede jeg kræfter med en lækker drink i form af kokosvand, som man drikker med sugerør direkte fra kokosnøden. Dejlig forfriskende.
En af dagene var jeg også forbi et område kaldet Santa Teresa, som er et at Rio's ældste kvarterer med gammel arkitektur, små brostensbelagte og kringlede gader samt rester af et gammelt sporvognsystem. Det er et meget afslappet og smukt område, perfekt til bare at slentre rundt i (dog med masser af stejle bakker). Mange af væggene i gaderne er fyldt med farverig og interessant graffiti. Jeg kom også forbi en lille biks der solgte, hvad der lignede en form for "kunst", lavet af gammelt skrammel såsom plasticbøtter, lommeregnere og ledninger mv. Spøjst så det ud.
Om søndagen var jeg forbi det lokale søndagsmarked i Ipanema området. Her var der alt mellem himmel og jord indenfor souvenirs, malerier, tasker, smykker og des lignende. Jeg fik da også shoppet et par souvenirgaver til at forære derhjemme (hvad mon det er??).
Den sidste dag var jeg igen på tur ind i en favela. Grunden til dette er, at jeg ikke vidste, at jeg havde en favela tur inkluderet i min karneval pakke, og jeg havde allerede en tur inkluderet i mit buspas. Så jeg var altså blevet dobbeltbooket. Turen gik hen til den samme favela som sidst - Rocinha. Men denne gang var det heldigvis med en ny guide, som tog en helt anden rute end sidste gang. Så det var spændende at se nogle nye områder af favelaen. Det var stadig ligeså faldefærdigt og slum som sidst, og det var som om at den ildelugtende stank af kloak og døde dyr var meget kraftigere. Jeg er stadig helt fascineret over, hvor usselt alle disse mennesker lever. Man kan slet ikke forestille sig at leve sådan. Så selvom jeg teknisk set har været på den samme tur to gange, har jeg alligevel set mange forskellige og interessante ting - helt sikkert endnu et besøg værd.
Om aftenen tog jeg hen til Ipanema stranden for at se solnedgangen, da der her er et super godt spot. Solen går nemlig ned bag to små bjerge, hvorefter små blinkende gadelys fra en favela lyser bjergsiden op. Det var flot at se, og folk klappede, da solen gik ned bag bjerget.
Jeg havde oprindeligt planlagt at prøve hang gliding her i Rio, men pga. af karneval var priserne skruet gevaldigt op, så det var hundedyrt. Jeg besluttede mig derfor at vente til når jeg kommer til Colombia, hvor det sandsynligvis er væsentlig billigere. Jeg var i øvrigt så heldig at overvære solopgangen på Copacabana, da jeg skulle mod lufthavnen, og jeg vil vove at påstå, at det var smukkere end solnedgangen, jeg havde set aftenen før. Desværre var kamera pakket godt væk i tasken, så ingen billeder derfra.
Nu venter der et helt nyt eventyr her i Colombia, for jeg har intet planlagt endnu udover min flybillet hjem. Så det bliver spændende at se, hvad jeg roder mig ud i.
- comments
Stig Skal love for opleveren er på overarbejde. Du trænger vist til ferie når du kommer hjem, så alle indtryk kan falde til ro på rette hylde. Fortsat god tur. ☀️