Profile
Blog
Photos
Videos
20 millioner! Så mange mennesker bor der i gigantbyen São Paulo. Mængden af mennesker der tager metroen hver dag svarer nogenlunde til Danmarks befolkning! Aldrig har jeg været i så stor en by før, og aldrig har jeg set så mange højhuse samlet på et sted. Og alligevel formår den at holde niveauet af mennesker på gaden på et tilpas og behageligt niveau. Efter min omkring 24 timers bustur med et kort stop i Campo Grande, nåede jeg frem til São Paulo. Selvom jeg var rimelig udkørt ville jeg lige prøve kræfter med metroen fremfor at tage taxi, da taxi er alt for dyrt. Jeg blev positivt overrasket. Det er nok den smarteste og mest velfungerende metro, jeg længe har kørt med. Hvilket den jo også er nødt til at være, når den skal transportere hele den danske befolkning rundt på en dag. På de fleste perroner er det lavet sådan, at man stiger ind i toget fra en perron, og stiger ud fra toget på den anden side på en anden perron. På den måde undgår man al den skubben og massen om at komme først igennem døren, så jo normalt er kendetegnende for en travl metro. Og hvis der ikke lige er plads til at have så mange perroner, så var der indrettet små båse, hvor dem der skulle på, stod og ventede. Dem der skulle af, gik bare lidt til siden og udenom disse båse, sådan at man igen slap for at ind og ud støder ind i hinanden. Utrolig smart!
På mit hostel blev jeg modtaget med kindkys og de var rigtig flinke, og behandlede nærmest en som familie. Der var også en god atmosfære. Da jeg kun havde to nætter, dvs. en fuld dag i São Paulo, valgte jeg at bruge den dag konstruktivt.
Jeg besluttede mig for at tage på en free guided walking tour, hvor man af frivillige bliver vist rundt til de vigtige steder i centrum. Når turen er slut kan man donere en skilling eller to, hvis man synes guiden gjorde et godt stykke arbejde. Omkring en time inden styrtede regnen ned, hvorfor jeg valgte ikke at tage mit spejlreflekskamera med. Derfor er der i denne omgang taget billeder med iPhone.
Heldigvis klarede det op ca. et kvarter før turen startede, og solen skinnede faktisk et kort stykke tid. Resten af turen holdt det også tørvejr, og det begyndte kun at smådryppe lidt senere på eftermiddagen. Vores guide var meget entusiastisk, og fortalte mange interessante ting omkring byen. Vi gik forbi en masse vigtige (og høje!) bygninger, samt nogle gamle kirker. Vores guide var også god til at komme med små fun facts omkring nogle detaljer rundt i byen. Blandt andet har mange af deres fodgængerlyssignaler motiver af en vigtig bygning i nærheden i stedet for den klassiske mand. Hun fortalte også at man på portugisisk kalder telefonbokse for stort øre, fordi de på en måde er formet lidt som et stort øre.
Efter turen gik jeg sammen med nogle andre op på taget i en af den højeste bygninger i São Paulo, hvor vi kunne se et flot panorama af hele byen. Det var helt utroligt at man kun kunne se højhuse så langt øjet rakte. Da det begyndte at småregne skyndte vi os ned igen. Derefter tog vi hen forbi et populært food market, hvor de havde mange spændende forskellige ting og sager indenfor frugt, ost, skinke, salami og andet mad. Der var også et par enkelte smagsprøver hist og her.
På trods af kun en dag i São Paulo syntes jeg alligevel jeg fik oplevet en god portion af byen. Det eneste jeg mangler er deres tilsyneladende vilde og festlige natteliv, men da jeg skulle med bus tidligt næste morgen valgte jeg at skippe den del. Så det må jeg have til gode en anden gang.
Nu bevæger jeg mig ud til kysten, hvor det er tid til strand og forhåbentlig en god omgang afslapning :)
- comments