Profile
Blog
Photos
Videos
Strand, strand, og atter strand. Endelig er jeg kommet til et sted med strand og masser af det. De sidste mange dage har jeg tilbragt i byen Paraty, som plejede at være en lille ukendt fiskerby, men som nu er et populært rejsemål på grund af dens charme og idylliske udseende. Og så selvfølgelig også alle de lækre strande der er i nærheden. Landskabet er præget af grønne bjerge fyldt med frodig regnskov samt hundredvis af små bugter med bittesmå strandområder. Inde i centrum af byen ligger den gamle bydel, som består af masser af små gader med brosten, der er så store og skæve, at det næsten er ubehageligt at gå på. Husene er små og hvide malet med enkelte dørkamme i farverige nuancer samt en enkelt kirke. Super hyggeligt og idyllisk.
De første par dage tilbragte jeg i centrum tæt på den gamle bydel. Jeg tog på en bådtur, som sejlede os rundt til nogle af de små strande, som kun er tilgængelige med båd. Desværre var vejret ikke helt så godt, idet himlen var fuldstændig overskyet, og der kom også lidt regn sidst på eftermiddagen. Men det gjorde heldigvis ikke strandene mindre flotte. Der var både nogle der var rimelig store, og så var der andre, der kun var et par hundrede meter lange. Vandet var dejligt varmt og blåt, og der var næsten ingen mennesker til stede på de fleste af strandene. Perfekt måde at slappe af på, hvilket jeg syntes jeg havde trængt til i et stykke tid.
De sidste dage tilbragte jeg på et hostel udenfor byen kaldet Chill Inn eco suites. Som navnet indikerer var det et sted tiltænkt afslapning - lige hvad jeg havde brug for. Det lå et stykke inde i skoven lige ved siden af en lille flod. Jeg tror aldrig jeg har været et så afslappet og fredfyldt sted. Det var fuldstændig omgivet af store træer, og de eneste lyde rundt omkring var fugle, cikader og floden der rislede i baghaven. Og den lå bogstavelig talt i baghaven. Der var bygget en lille sti ned til floden, hvor de også havde bygget en slags pool i floden, som man kunne bade i. Der var to par liggestole til at dase på, samt en kæmpe sten man kunne sidde på, mens man skuede ud over floden. Det var et perfekt sted til bare at sidde og filosofere. Desværre var vejret igen overskyet og en gang imellem lidt regn. Men ikke desto mindre fik jeg slappet fuldstændig af i disse skønne og rolige omgivelser.
Den sidste dag mødtes jeg med en tysk pige, som jeg havde mødt i Bonito. Vi slappede af på stranden lige ved siden af byen, og vi havde faktisk et par timers sol, inden det igen blev overskyet og lidt regnfuldt. Jeg er ikke just fan af regnsæsonen herovre. Men vi satte os hen i læ på en strandbar, og hyggede der det meste af dagen. Om eftermiddagen gik vi en tur rundt i den gamle bydel. På grund af enten al den regn de sidste par dage eller højvande i havet, var nogle af gaderne oversvømmet. Det gav dog anledning til nogle ret flotte refleksioner i vandet, da der ingen vind var. Vi kom også forbi et lokalt skoleorkester, der øvede sig med nogle vilde sambarytmer. Det gav os en god opvarmning til karnevalet i Rio, som er lige rundt om hjørnet.
Men inden Rio har jeg lige et stop på øen Ilha Grande, som ifølge flere kilder har nogle fantastisk smukke strande.
(Wifi på øen er i øvrigt meget ustabilt, så billeder fra Paraty og Ilha Grande bliver nok først oploadet når jeg kommer til Rio)
- comments