Endnu engang er det længe siden, at jeg har skrevet, men sagen er den at man glemmer det! Der sker så meget hele tiden, så mange nye mennesker og indtryk, at man desværre glemmer det, når man om aftenen ligger sig udmattet op i sin seng. Men noget jeg må fortælle om er dagen, hvor vi overnattede hos en lokal familie. Vi var delt op i hold bestående af to personer, der hver skulle have en familie, vi skulle ud til. Jeg var, til min glæde, kommet på hold med Anna! Alle familierne boede på Kigamboni, og var på den ene eller anden måde linket til KCC. Anna og jeg fik en rigtig stor men utrolig sød familie. Det er svært at være præcis, men der var omkring 9 børn og 5-6 kvinder, der alle boede under samme tag. Mændene arbejdede langt væk, så de så dem kun, når de kom hjem på ferier osv. Det er virkeligheden for rigtig mange familier - at manden rejser ind til storbyen for at få job, mens familien bliver hjemme hvor det er billigere at bo.

De bød os alle velkommen, og med det samme kunne jeg genkende et af børnene, Simon, som jeg har leget med på KCC. Rigtig sød dreng der gerne ville lære tysk, da de har haft en tysk volontør boende, så lidt guten Morgen og ein, zwei, drei, vier blev det da til!

Vi blev bedt om at tage med på marked, hvor vi skulle købe ind til aftenens måltid. Hernede er alle råvarer helt friske, og vi fik både købt tomater, mango, ris, kartofler osv. Det var et finere måltid vi skulle kokkerere, da vi jo var gæster i huset. Og så skulle tilberedelsen i gang! Køkkenet er mange steder placeret udenfor i gården, hvor alt foregår på måtter på jorden. Vi blev placeret på en sivmåtte, og blev ellers sat til at snitte grøntsager, sortere ris og skrælle kartofler. Madlavning her er virkelig et familieprojekt, og alle hjalp til - godt nok kun pigerne, men sådan foregår det mange steder i Afrika. De grinte lidt af os, da vi var utrolig langsomme i forhold til dem. Det hele foregik med en sløv kniv, og Anna og jeg snakkede godt om, at en foodprocessor havde været sagen her!

Selve madlavningen foregik også udenfor, med en slags beholder med kul i, og så ellers bare gryden ovenpå. Det bliver tidligt og hurtigt mørkt her, så til sidst var gløderne og stjernehimlen, det eneste lys vi havde. Det var så idyllisk og smukt, og vi hyggede os virkelig. De fandt hurtigt min Iphone der kunne tage billeder, og så gik de ellers bare amok! Møbler hernede er virkelig overvurderet. Vi spiste på gulvet i stuen. Alle møbler blev skubbet ud til siden, og så fik vi igen en sivmåtte at sidde på, så borde og stole blev slet ikke brugt. Familien havde været så sød at købe fisk til mig, men eftersom jeg var der da den blev købt, havde jeg ikke lyst til at spise den. Den var godt nok røget, men havde lagt i 30 graders sol hele dagen, og lugten var ikke ligefrem mild. Da jeg fik den serveret var den stadig kold og lugtende, så for ikke at blive syg senere, holdte jeg mig fra den. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at sige nej, da de jo havde købt den for min skyld. Så jeg smattede den godt ud på tallerknen, og gemte lidt her og der, så de ikke kunne se, at jeg ikke havde spist den. Anna og jeg var utrolig trætte, så vi gik meget tidligt i seng. Vi blev dog vækket kvart over 7, for nu skulle morgenmaden forberedes. Det var dog kun til os, da de andre havde været vågne siden kl. 6, og havde derfor allerede spist. Vi gik igen på markedet, hvor vi købte chapatthi (pandekager), mandazi (friturebolle) og en slags friture risbolle der lignede æbleskiver. Efter morgenmaden hjalp vi med lidt husligt, fejede, redte seng, og hentede vand. En lokal mand havde en pumpe, som man kunne købe vand fra, så med vogn og spande blev der hentet vand til resten af dagen. Alt hvad de laver er virkelig fysisk hårdt arbejde, så jeg beundrer dem virkeligt! Vi andre tapper vand fra hanen, mens de henter vand i spande, som skal holde til resten af dagen. Dette besøg fik mig virkelig til at glæde mig til den rigtige familie, så nu kan jeg slet ikke vente med at komme til Kenya!