Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg endelig kommet til Tanzania! Efter en lang men alligevel fantastisk luksus flyvetur med Emirates, mellemlandede vi i Dubai hvor vi skulle opholde os i 12 timer. Dubai er virkelig luksus, og det kan særligt ses i lufthavnen. Store luksuriøse butikker fyldte det meste af lufthavnen, og selv lufthavnsurene var af mærket Rolex. Kristina og jeg valgte at begive os ud af lufthavnen for at få noget arabisk mad. Hold nu k**** hvor er det varmt! Efter 10 sekunder, kunne man næsten ikke holde det ud, og hele din krop blev fuldstændig fugtig - klokken var 22 om aftenen og ''kun'' 35 grader, så de lokale grinte af os, fordi vi ikke kunne holde til varmen. Efterfølgende farede vi vild i lufthavnen og gik derefter i 3 timer for at finde de andre, men måtte til sidst give op og i stedet ligge os til at sove på gulvet. Efter at have fundet de andre bevægede vi os videre mod Tanzania i en ca. 5 timers lang flyvetur.
Overvældet af tanken om at skulle tilbringe 4 måneder i Afrika, begyndte man at kunne se Dar Es Salaam fra flyets vindue. På mange måder en flot og rig by, men pludselig kom slumområderne, hvor blikhusene stod side op og side ned af hinanden, og der var pludselig ingen udsigt til grønne områder eller bare så meget som græs længere.
Lufthavnen var utrolig lille efter at have været i Dubai, og mindede mest af alt om en idrætshal. Vi skulle søge visum, da en staff member kom gående, og krævede 50$ fra os hver samt vores ansøgninger og pas. Efterfølende forsvandt han i halvanden time, indtil vores navne pludselig blev råbt op foran hundredevis af mennesker, og vi kunne igen hente vores pas og nye visum.
Dar Es Salaam kan på ingen måde sammenlignes med noget fra Danmark. For det første er trafikregler ikke-eksisterende! Var der ikke plads på vejen, kørte de lokale bare op på fortovet eller græsset og overhalede, mens de dyttede og skreg. Hver gang man holdte stille, kom gadesælgere og bankede på vinduerne, og forsøgte at sælge alt fra cigaretter til cashewnødder. Samtidig er der ikke en eneste græsplet at spotte - det er virkelig tørt! Men de lokale er godt nok kreative med deres transportmetoder. Busserne var så fyldte at de var ved at vælte, to personer på motorcykler med dæk, træ, metal, plastic osv. i kæmpe bunker bagpå osv.
Vejene begyndte at blive bumpede og utrolig ujævne, menneskerne og støjen ophørte langsomt, og vi var nu fremme ved platformen, hvor vi blev mødt af Andrea (En fra MS i Danmark) og Cleopatra (Vores koordinator i Tanzania). Det var et hurtigt møde, da vi alle var utroligt trætte, så vi fik bare aftensmad som mest bestod af ris og kylling, og så var det ellers bare ud på værelserne og blive klar til weekenden, som består af introduktion i morgen, lørdag en lille udflugt, og kirke om søndagen!
Håber I alle hygger jer i DK, savner jer utrolig meget! Men én ting er sikkert.. Jeg har det utrolig fedt!
- comments
Maiken Det lyder helt fantastisk søs, godt du er kommet godt derned, så er eventyret skudt igang :-) det er ik helt gået op for mig, at du nu er i Afrika, er monster misundelig ;-))) nyd det for hårdt, sug til dig og få mest muligt ud af det hele... Verden ligger for dine fødder! Love you <3
Sune Friedrichsen Ja, alle de indtryk billeder, lyde og andre lugte. Det sidste jeg kan jeg huske fra Afrika tur. Pas på dig og hinanden, knus :-)
Mor Hej Malene . Det lyder rigtig godt det hele , det er dejligt at høre i er kommet godt der ned... Glæder mig til at om alt det du oplever. Knus mor.
Lisbeth Super-fin blog - vi vil glæde os til at følge med! Og allerede billeder fra Dar Es Salaam - spændende! Hilsen os i Enslev
Far- Dieter Hej soede MALENE Dejligt at høre fta dig - se blo og billeder. Rart med en god snak på Skype, så du er nok meget mere vidende efter den tur. pas godt på dig selv og hinanden, snakkes snart igen. knus far