I går havde vi dagen fri, og beslutningen om at vi skulle tage på stranden var nem! Vi var 7 fra platformen, Anna blev hjemme med Nema, men til gengæld joinede Emanuel, der gerne ville hænge ud med os. Anna K, Mette og jeg tog færgen til Kigamboni, hvorefter vi kiggede lidt på marked. Jeg købte en lang flot nederdel (Er også shopaholic i Afrika). Der var så mange mennesker der rev i en, og ville snakke med en, at det hele blev så forvirrende, men med hjælp af en sød masai, fandt vi ud til privatstranden, der lå godt 15-20 km væk.

På stranden var vi omgivet af palmetræer, musik og kridhvidt sand. Straks blev tøjet smidt, og så skulle jeg ellers bare ligge og nyde den afrikanske sol! Til tider var den så gennemtrængende, at man næsten ikke kunne holde det ud, men så var det jo godt at havet lå lige ved siden af! Vandet var så skønt og varmt, og alt var simpelthen så fantastisk. Jeg nåede flere gange både at tænke og sige ''Det her er livet. Jeg beder ikke om andet i livet, hvis bare jeg kan være her''. På et tidspunkt kom nogle små børn og spurgte, om de måtte røre ved vores hår. Selvfølgelig måtte de det, og man faldt hurtigt i snak med dem. Pludselig var vi omgivet af mennesker, alle der ville røre vores hår og tage billeder. Selv de voksne! To kvinder løb ud i vandet, rørte mit hår, og løb grinende tilbage igen - De har nok været 25-30 år! Total surrealistisk, men alligevel spøjst og sjovt. Jeg mødte 4-5 muslimske piger, der var så flotte med opsat hår og henna tatoveringer på hænderne pga. Eid. De snakkede rigtig godt engelsk, og vi snakkede faktisk rigtig meget sammen. ''Malene, Malene!'' råbte de hele tiden, da de ville gerne ville svømme med mig, og sidde ved mig i vandkanten. Man havde ikke lyst til at forlade nogle af dem, men det var ved at blive sent, og vi måtte hjem til aftensmad - vi blev dog klogere.

Omkring halv 7 kørte vi fra stranden i Emanuels vens bil. Men pga. Eid var stedet propfyldt med mennesker. Aldrig har jeg set så mange mennesker samlet i gaderne, alle (kristne som muslimer) var glade og i festhumør over at ramadan var ovre. Folk sang, råbte og dansede, og det var så fantastisk at se. Det tog os næsten 2 timer at køre de 15-20 km, det var blevet mørkt, og aftensmaden derhjemme var gået i gang. Vi blev nødt til at gå resten af vejen ned til færgen, så vi igen kunne komme ind på fastlandet. Busserne var fyldte, så vi gik hjem mod platformen.

Noget ubehageligt skete dog. Maria fik stjålet hendes taske, og det chokerede os alle. En bil kørte med hurtig fart forbi hende mens de tog hendes taske, og hun blev revet med. Heldigvis knækkede remmen, og der skete hende ikke noget. Jeg fortalte det til en lokal vagt der trak på skuldrene og sagde ''Det er farligt her, selvfølgelig sker det.'' Og selvfølgelig sker det. Jeg har set utrolig fattigdom, og mennesker i så stor fattigdom er desperate for at overleve. Det var utrolig ubehageligt, men alligevel bebrejder jeg dem ikke. Man kan ikke forestille sig deres situation, og vi skal bare være glade for, at der ikke skete Maria noget, og at det kun var noget materielt der gik tabt. Træls slutning på en ellers fantastisk dag!