I dag havde vi swahili, hvilket vi begyndte på i går. Det er utrolig spændende, og jeg nørder det ret meget, fordi jeg gerne vil blive god nok til at kunne kommunikere med lokalbefolkningen på basis niveau. Vores lærer Wendie er utrolig sød og god til at lære fra sig, og dét samtidig med at de afrikanske kvinder på platformen er ivrige efter at hjælpe os med det, skal nok bidrage til at jeg lærer en ting eller to.

Hovedparten af dagen brugte vi på KCC med børnene. Turen derud foregik først med dala dala, derefter færge over til halvøen, og til sidst tuk tuk igennem et ret så fattigt område, hvor børn legede med cykelhjul på gaden. KCC var rigtig fint, men alligevel slet ikke som jeg havde regnet med. Man skal slet ikke sammenligne noget med Danmark, for efter dansk standard ville stedet være faldefærdigt, men efter slum standard var stedet jo fantastisk, og grundlæggerne af stedet var så stolte, og med god grund! Legepladsen bestod af to gynger og dæk til at lege med, dog med en masse skrald som børnene også legede med! Klasselokalerne der huser omkring 40 børn hver, var faktisk mindre end mit værelse. Ellers var der en del rum uden møbler, og en gård til der kun bestod af sand, hvor de kunne lave forskellige aktiviteter.

Vi skulle facilitere børnene, og min gruppe valgte at lege Hodi Hodi (Banke banke bøf) og Hvem har taget hundens kødben. Børnene elskede det, og efterfølgende gik vi ud i gården hvor vi legede videre. Børnene sprang op af en, krammede en, kyssede en, og det var den mest fantastiske følelse. Mange af dem var virkelig kilden, så vi løb rundt og fangede og kildede hinanden, og grinene burde kunne høres helt i Dar es Salaams midte. Der var en lille gut der simpelthen var så kær. Han kan max have været 3 år, og når jeg løftede ham, svang jeg ham ned mod jorden og lavede pruttelyde på hans mave. Han grinte så meget, og hans øjne lyste helt op, og han blev ved med at signalere at jeg skulle gøre det igen. De var meget fascineret af mit hår, da teksturen og længden er helt anderledes, så de blev ved med at røre det og tage det mod deres ansigter. To af pigerne hang hele tiden på mig, og kyssede mig på kinden og krammede mig. Mit hjerte smeltede fuldstændig, og jeg havde slet ikke lyst til at forlade dem. Heldigvis skal vi derhen igen, og nogle af os har endda planlagt at tage derhen i weekenden, for at besøge dem igen. Vi har fået at vide at når ramadan slutter vil der være mange flere børn, og det passer med at det er forbi næste gang vi skal besøge dem, så det bliver meget spændende hvor mange børn der så vil være. Alt i alt hjælper de flere hundrede børn. Men virkelig, stor respekt til folkene bag KCC. Fantastisk projekt, fantastiske børn og voksne og fantastisk livsbekræftende. De arbejder bl.a. med at få børn væk fra kriminalitet, eftermiddagsundervisning (I Tanzania skal man bestå en test, for at kunne komme videre i skole, ellers ender man typisk på gaden, så KCC hjælper mange med ekstraundervisning), gadebørn, engelsk, it undervisning, og med at udvikle deres talenter. Tjek deres hjemmeside ud, man kan altid læse og lære lidt om dem, og måske endda donere, hvilket jeg ved ville være til stor hjælp hvis man gjorde. Link til KCC: http://kccdar.com/about/tanzania/